Kommentaren

Dansk kropskultur er synlig i verdens yogaøvelser

Da den amerikanske udforsker af yogaens historie, Mark Singleton, i 2010 udgav sin bog Yoga Body, hvori den nordiske indflydelse på yoga blev belyst, vakte det bestyrtelse blandt amerikanske organisationer af yogalærere, fortæller lektor Mikael Aktor. Foto: Catwoman.

De populære yogaøvelser, vi diskuterer betydningen af i dag, er resultatet af en kulturel udveksling mellem øst og vest, skriver lektor Mikael Aktor

Siden Europa og det øvrige Vesten fik kendskab til kropsøvelser fra ikke-kristne kulturer, er det synspunkt jævnligt blevet fremført, at disse teknikker er noget, man skal tage sig i agt for.

For vil der ikke være fare for, at der med disse fremmede kropsteknikker følger fremmede tanker, der invaderer sindet og ændrer menneskers syn på verden og tilværelsen?

Kunne man mon ikke blive muslimsk i hovedet af at snurre rundt som en dervish? Kunne man forsvinde i mylderet af hinduguder, blive opslugt i deres utallige arme, når man ligger på yogamåtten og naivt tror, man bare slapper af?

At det er farligt, mener eksempelvis debattør Iben Thranholm, der i den kristne ugeavis Udfordringen har skrevet, at yoga er en hinduistisk praksis, der er udviklet til, "at man gennem en række kropslige øvelser kan åbne sindet for de mange guder, som findes i hinduismen.”

Og det virker tilsyneladende, mener Thranholm. For “når kroppen laver øvelser, som tager sigte på at åbne sig for hinduistisk flerguderi, ja så retter sjælen sig også imod det. Den åndelige virkelighed følger med.”

Thranholm føler sig bestyrket i sin bekymring på grund af advarsler fra kirkelige autoriteter som chef-eksorcist i Rom Gabriele Amorth og tidligere generalvikar Lars Messerschmidt, der begge i deres praksis har været vidne til, “hvordan yoga kan føre til problemer med dæmonbesættelse.”

Vi får indtryk af, at yoga har en magisk kraft, der suger uskyldige kulturkristne yogaelever ind i et hinduistisk fler- og afguderi, som disse strækøvelser i virkeligheden blot er et middel til.

Det komiske paradoks bag denne fromme paranoia er, at det system af legemsøvelser, som i dag praktiseres af yogaelever verden over, slet ikke er indisk. Det er dansk. Rundet af højskolebevægelsen og den såkaldte “Primitive Gymnastik” etableret af Niels Bukh, grundlæggeren af Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Eller rettere: De yogaøvelser, der for alvor blev populære i Danmark og resten af Vesten fra 50’erne/60’erne og frem, er resultatet af en kulturel udveksling på tværs af Kiplings uoverstigelige Vest-Øst-barriere. En udveksling hvori nordisk kropskultur i de første årtier af 1900-tallet havde en afgørende betydning.

Hvis dette kommer som en overraskelse for danske kristne, er det bestemt ikke en mindre overraskelse for dedikerede vestlige yogaudøvere, for hvem det faktisk er afgørende, at yoga er en indisk praksis forankret i ældgammel indisk visdom.

Da den amerikanske udforsker af yogaens historie, Mark Singleton, i 2010 udgav sin bog Yoga Body, hvori den nordiske indflydelse på yoga blev belyst, vakte det bestyrtelse blandt amerikanske organisationer af yogalærere.

Udvekslingen mellem øst og vest

Niels Bukh udviklede i starten af 1900-tallet sin gymnastik i en atmosfære af stærk national bevidsthed på baggrund af blandt andet svenskeren Pehr Henrik Ling. Denne nordiske legemskultur fik i disse nationalismens årtier stor indflydelse i skole og militær – også i andre europæiske lande.

Den nåede til Indien, hvor den blev populær i selvstændighedsbevægelsen og som led i den indiske nationsopbygning. Her blev den podet på den eksisterende yogatraditions system af mentaltræning og åndedrætsøvelser for tilsammen at skabe en ny indisk legemskultur med henblik på styrkelsen af det kommende selvstændige Indien.

Da indiske yogamestre i årtierne efter anden verdenskrig rejste til USA og Europa efter først at være blevet opsøgt af unge vesterlændinge, var det denne synkretistiske legemskultur, de promoverede som indisk yoga.

Det, som Iben Thranholm og mange andre danskere opfatter som en indisk hinduistisk yogaeksport, er et langt mere sammensat interkulturelt fænomen, hvor vestlig tænkning, kultur og historie i høj grad har været en aktiv faktor i udvælgelsen og udformningen af det, der i dag fremstår som “indisk yoga”.

Mikael Aktor er lektor i religionshistorie og skriver kommentaren ved religion.dk.