Der er ingen grænse for, hvor meget man skal hjælpe andre

På tværs af tro og livssyn kan vi i fællesskab tage ansvar, for de som lider og er marginaliserede, både i vort nabolag og i verdenssamfundet, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen efter, at Læger uden Grænser i slutningen af juli præsenterede en liste over oversete kriser i verden

I slutningen af juli præsenterede Læger uden Grænser en oversigt over de kriser, som er blevet glemt af verden og medierne i 2015.

Listen omfatter geografiske områder som Tchad, Haiti, Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congos glemte Katanga-provins. Videre nævnes sygdomme som tuberkulose og malaria. Listen omfatter også mangel på mental helsehjælp, utrygge aborter og børn med HIV.

Helt konkret kan man finde følgende tre eksempler på listen:
 
- Tre ud af fire fattige med behov for mental helsehjælp får det ikke - hvert år begår 600.000 af disse selvmord.

- Hvert minut dør et barn af malaria, til trods for at der findes både forebyggende tiltag og medicin. 600.000 mennesker dør hvert år af sygdommen.

- Utrygge aborter koster en kvinde livet hvert tiende minut. Der gennemføres omkring 20 millioner utrygge aborter hvert år – muligvis mange flere.

Det er let at føle afmagt i mødet med den slags kriseoversigter, men jeg tror ikke, der er nogen grænse for, hvor meget man skal tage sig af andre. Den latinamerikanske befrielsesteologi lærte os den diakonale metode: se, vurdere, handle (see, evaluate and act).

Problemet med de glemte kriser er, at de ikke registreres tydeligt nok på verdens diakonale radar – og derfor ikke engang når første stadie, hvor de bliver set. Det kan jeg ikke leve med. Derfor bruger jeg denne korte kommentar til at råbe ‘se’!

Dette handler om diakonale handlinger, som vi kan være fælles om på tværs af tro og livssyn. Vi kan i fællesskab tage et ansvar, for de som lider og er marginaliserede, både i vort nabolag og i verdenssamfundet.

Diakonal handling kan bygge bro, også mellem de som hjælper. Folk med forskelligt livssyn kan arbejde side om side i katastrofesituationer og i lokale børnehaver.

Den danske teolog Lissi Rasmussen foreslog i 1988 begrebet diapraxis i relation til tværreligiøst samarbejde: ”På baggrund af min erfaring i Afrika og Europa ser jeg på dialog som en levende proces, en måde at leve sammen på og en måde at leve for andre på. Jeg foreslår derfor at indføre udtrykket diapraxis. Mens dialog handler om en relation, hvor det at snakke sammen er centralt, handler diapraxis om en relation hvor fælles prakis/handling er det centrale”.

Siden har termen og begrebet spillet en vigtig rolle i diakoni på tværs af religiøse og kulturelle grænser: Vi må slå følge i arbejdet med at se, vurdere og handle.

I 2006 blev en konsultation i Medan, Indonesien, oprettet, hvor kristne og muslimer blev bragt sammen for at dele erfaringer fra den ødelæggende tsunami og fra de konkrete udtryk for solidaritet og hjælp på tværs af religiøse grænser i dagene efter tsunamien. For de fleste som deltog, var dette første gang, de oplevede en samtale om tro og handling mellem muslimer og kristne. Deres fælles oplevelser af lidelse og ulykke og af at have hjulpet hverandre og skabt en fremtid sammen, førte til, at dialogen fra da af blev en del af hverdagen.

Jeg tror, at diakoni i form af diapraxis kan åbne folk for forvandling, myndiggørelse og forsoning, også i sammenhænge, hvor man lever i religiøs spænding, som for eksempel i Vestafrika og Mellemøsten.

Fra en kristen synsvinkel er diapraxis et vidnesbyrd om, at vi alle deler skaberens kald til at elske vor næste og nabo og til at selv at være en næste og nabo for andre i nød. Jesu fortælling om den gode samaritaner illustrerer dette. Samaritaneren var en outsider, som hjalp på tværs af grænser. Jeg tolker videre fortællingen derhen, at tro, spiritualitet og religion er vigtige i bistandsarbejde, fordi de former vores værdier og holdninger og hjælper os til at tolke virkeligheden – se, vurdere og handle.

Diakoni som diapraxis indebærer en grundlæggende respekt for andres tro og livssyn. Det betyder ikke, at alt relativiseres, og at ‘enhver bliver salig i sin tro’. Jeg er, som kristen, ikke ude efter at skabe en religiøs neutralitet. Pointen med diapraxis er diakoniens fundamentale respekt for den andens værdighed, sammen med en stærk overbevisning om, at Gud har givet os alle evnen til at gøre godt – og ikke glemme.

Og så understreger diapraxis, at diakonalt engagement ikke udføres i isolation, men i samarbejde med alle af god vilje. At skabe alliancer med andre partnere betyder, at vi i fællesskab bygger det civile samfund i det store og det små.

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk.