Katolik: Vores kirke associeres stadig med magtmisbrug og gerningsretfærdighed

Jeg håber, at reformationsjubilæet vil bidrage til at give lutheranere og katolikker en større forståelse for, hvad der samler og adskiller kirkerne, skriver katolik Marguerita Hvid Spangsberg

I sidste uge besøgte Pave Frans Sverige for at markere 500-året for reformationen sammen med både Nordens lutheranere og katolikker. Det er glædeligt, at de to kirkesamfund er rykket tættere sammen og forsøger at nærme sig hinanden efter århundredes stridigheder.

Jeg er selv katolik og tidligere medlem af folkekirken. Derfor er det med blandede følelser, at jeg mindes reformationen. På den ene side er den lutherske kirke den kirke, jeg kulturelt set kender bedst. På den anden side har jeg fundet et åndeligt hjem i den katolske kirke.

Det var i første omgang liturgien i den katolske messe, der vakte min interesse, fordi jeg her fandt en form, der i høj grad svarede til mit gudsbillede. Men til min overraskelse opdagede jeg også, at forskellene mellem den lutherske og katolske lære er væsentlige, men ikke milevidt fra hinanden. Meget af det, jeg havde hørt og lært om den katolske kirke, var meget negativt og farvet af reformationens sejr over katolicismen.

Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at den katolske kirke forblev ulovlig helt indtil Grundlovens indførelse i 1849. Selvom der er sket meget siden, så er tendensen stadigvæk, at den katolske kirke i både kirkelige miljøer og i samfundet associeres med magtmisbrug og gerningsretfærdighed, mens den lutherske kirke associeres med folkelighed og individets frihed.

Der var en lille grad af sandhed i disse forestillinger på Luthers tid, hvor kirken for eksempel misbrugte sin position, men man skal passe på ikke at læse fortiden med nutidens øjne. Luther virkede ikke under oplysningstiden, men i middelalderen, hvor kirken havde en helt anden og dominerende rolle i samfundet end i dag.

Åndeligt set var der dog brug for en reformation af den katolske kirke, og faktisk skete der også en reform af kirken i 1600-tallet – også kaldet modreformationen -, hvor man fik fastslået den lære, som gælder i den katolske kirke i dag. Her tog man blandt andet afstand fra handel med aflad og fastslog, at mennesket gøres retfærdigt i dåben ved Guds nåde.

Ifølge den katolske lære skal mennesket altså hverken gøre sig fortjent eller købe sig til frelse, men kan på Guds initiativ tage imod nåden. Det kan ske, fordi mennesket ikke er fuldstændig ødelagt af arvesynden modsat Luthers lære om den trælbundne vilje. Vi kan i vores længsel efter det tabte paradis genkende og svare vores Skaber, når Han kalder.

En anden forestilling, som jeg har hørt om den katolske kirke er, at den skulle have et svagt Kristus-billede. Men det er netop Kristus, katolikker tror - i et underfuldt mysterium – er fysisk tilstede i nadveren i skikkelse af brød og vin. Den katolske kirkes syv sakramenter er alle nådemidler, hvor Gud rækker ud til mennesket, så det kan vokse i tro og gerninger. I sidste ende skal de føre os til en forening med Gud i det hinsides – vi skal som troende blive helgener det vil sige hellige.

Jeg har også ofte hørt, at hvis man læser Bibelen, som den læser sig selv, så er den klar og tydelig med hentydning til Luthers princip om ”sola scriptura” (”Bibelen alene”). Her berører man kirkens autoritet, som i det første århundrede sammensatte Bibelen og ved Helligåndens hjælp udledte og fortolkede de kristne grunddogmer på baggrund af Skrifterne og traditionen.

I forlængelse heraf følger den katolske tro på, at kirken må have en pave for at holde sammen på den, ligesom Kristus ledte sine disciple. Dette betyder ikke, at paven er et ekstraordinært menneske, der er tættere på Gud end andre. Han er ’blot’ indehaver af embedet som biskop i Rom, som bærer kirkens autoritet.

Jeg håber, at reformationsjubilæet vil give anledning til at rydde endnu flere fordomme og misforståelser af vejen, så både lutheranere og katolikker får en større forståelse for, hvad der samler og adskiller kirkerne. På den måde har vi et langt bedre udgangspunkt for den økumeniske dialog i fremtiden.

Marguerita Hvid Spangsberg er cand.mag., netværkskoordinator ved Afrika InTouch og skriver kommentaren ved religion.dk