Det kristne pulsslag kan stadig høres

Kirken får kun sin autoritet tilbage, hvis præster og andre lader troen forme deres liv - altså Jesu tro, ikke deres egen - og lægger øret til kilderne igen, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær Denmark

I Europa er man ved at miste troen på sine kulturelle og religiøse rødder. Men måske er der håb forude? skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

I føljetonen om folkekirkens fremtid var der i den forgangne uge to ret forskellige forhold, der påkaldte sig samme opmærksomhed.

Europa har mistet troen på sin egen kultur
For det første skrev professor Viggo Mortensen fra Aarhus Universitet med henvisning til den tidligere hollandske politiker og EU-kommissær Frits Bolkestein, at europæerne har mistet troen på deres egen kultur og dens muligheder.

Ifølge Bolkestein og Mortensen er årsagerne og symptomerne mange: Den kulturelle udvikling i det 20. århundrede med ødelæggende ideologier, krige, social opløsning, et forkvaklet forhold til kristendommens tale om skyld og tilgivelse, selvhad og gæld.

Men under både årsager og symptomer ligger opløsningen af en europæisk enhedskultur. Vi har som kultur ikke længere et fælles udgangspunkt, defineret som Jerusalem, Athen og Rom, hvor vi fra Jerusalem har fået religionen, den grundlæggende livsforståelse, fra Athen tænkningen og den kritiske fornuft og fra Rom juraen.

Vi bærer ikke umiddelbart på en forestilling om, at et sandt, frit og moralsk menneskeliv må være at finde i det lys, som kastes på os fra disse tre hovedstæder.

Vi retter ikke længere blikket opad mod Golgata, Akropolis og Capitol, mod en højere autoritet, end hvad vi selv har erfaret. Det er et grundlæggende problem i hele Europa.

Vi har i 50 år ikke interesseret os meget for, at kirken og skolen i et vist fælleskab er de to institutioner, som kan tage vare på disse kulturelle lys.

Det er ikke nyheder, Bolkestein og Mortensen bringer til torvs. Det bemærkelsesværdige er, at synspunktet har fremgang. Det afvises ikke, som for eksempel i forbindelse med udarbejdelsen af Maastricht-traktaten, hvor al henvisning til kirke og kristendom som en forudsætning for Europa blev tiet ud.

Selvom der er grund til pessimisme på Europas vegne, er der måske alligevel en begyndende besindelse på vej? Pessimismen er ved at sejre, men selv pessimisme har noget at gå ud fra.

Begravelser bevæger sig væk fra kirken
Det andet bemærkelsesværdige forhold var, at kun 63 procent af den danske befolkning ønsker en traditionel begravelse i folkekirkeligt regi.

Der efterspørges moderne alternativer, fremgår det, helst uden religiøs indblanding og gerne udenfor kirken. Personligt prægede, enestående begravelseshandlinger efterspørges. Ritualet og stedet skal afspejle afdødes liv.

Selvom folkekirken er villig til at imødekomme mange ønsker og er villig til at indrette sig på individualitet, kan ønsket om moderne begravelsesformer dårligt ses som andet end en vej ud af folkekirken og dermed sandsynligvis også ud af kristendommen.

Det er udtryk for det samme, som Bolkestein og Mortensen med rette hævder: At vi har mistet kontakten til kulturens grundlag.

Det sætter folkekirken på arbejde, som på den ene side synes aldeles uoverkommeligt, for hvorfra skal man få den autoritet, som er i stand til at overbevise andre mennesker?

Gudstjenesten er et mysterium
Den fås kun ved, at præster og andre lader troen forme deres liv - altså Jesu tro, ikke deres egen og lægger øret til kilderne igen. På den anden side er det ikke første gang i historien, at kristendommen og dens kirker har været svækkede. Oldkirkens betingelser ligner lidt vore egne.

Der er altså inspiration at hente, først og fremmest i kristendommens egen historie. Folkekirkens præster (inklusive undertegnede) kunne for eksempel minde sig selv og hinanden om, at kristendommen fra begyndelsen var en mysteriekult og stadig er det.

At deltage i en gudstjeneste er at tage del i et mysterium, hvis formål er at forvandle det betrængte hjerte, eller det hovmodige eller selvgode hjerte (fortsæt selv), så det i stedet formes af Guds vilje.

At gøre dette mysterium tilgængeligt udet at ophæve det, at føre sig selv og menigheden ind i mysteriet uden at blive bange, kræver, udover at bringe det til orde, form, teatralsk og musikalsk kunnen, sans for ritualitet.

Det kunne præster og menigheder passende øve sig i. Om man slører mysteriet eller fokuserer på det, kunne lige så passende være en målestok for en gudstjenestes lødighed. Opritualisering er en vej at gå - den samme som nedpædagogisering.

For kort tid siden begravede jeg en polsk kvinde. Efter jordpåkastelsen ved graven trådte 3-5 familiemedlemmer efter tur hen til graven, kastede en skovfuld jord på, slog korset tegn for sig og hviskede, hvad jeg tror var en kort velsignelse, og trådte til side igen.

Det var meget indtryksfuldt. Ikke alene en smuk gestus, men betydningsfuld, fordi de med deres handling trådte ind i ordene: Af jorden skal du igen opstå.

Havde de kun været tilskuere, var de nu i stedet deltagere. Skikken er måske katolsk. Eller blot polsk? Jeg ved det ikke. Det har ikke noget at sige. Den er under alle omstændigheder et sted at begynde og finde ind i det pulsslag, som stadig kan høres i navnet Europa.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og kommentarskribent på religion.dk