Kommentaren

Vi mangler ritualer til at mindes vores døde

Vores rådvildhed omkring de afdøde har også at gøre med vores vigende familiebevidsthed. Vi har vores egen singletilværelse eller kernefamilie som snæver horisont, mener lektor Mikael Aktor. Foto: Privatfoto.

Jeg anede ikke, hvad mine afdøde forfædre og formødre lidt længere tilbage overhovedet hed, så vi endte med blot at sende riskugler afsted til anonyme familierelationer uden navn, skriver lektor Mikael Aktor efter mødet med et nepalesisk minderitual for døde

Har det moderne samfunds effektive tryghedsteknikker gjort os ineffektive, når det kommer til at leve med døden? Spørgsmålet er blevet aktuelt med Esben Kjærs nyudgivne bog ”Min usynlige søn”, der handler om at miste et barn og leve videre med tabet og sorgen.

I radioens P1 Debat den 6. maj blev det diskuteret, i hvilken grad de kendte kirkelige eller sekulære begravelsesritualer opfylder folks behov for ikke kun at tage afsked med den døde, men også bevare et levende minde. Flere gav udtryk for, at vi mangler ritualer for navnlig det sidste – at bevare mindet om den døde som en levende relation. Skal man lave sig sit eget private husalter med foto og måske genstande, som var vigtige for den afdøde? Kan man improvisere den slags ritualer, eller ligger trygheden i ritualer ikke netop i, at de ikke skal opfindes, men er givet på forhånd?

Ser vi på dødsritualer globalt og antropologisk, er deres idé ofte at integrere den afdøde i en anden eksistens, en verden af forfædre, en himmel eller et dødsrige. Men deres funktion er i endnu højere grad at integrere den afdøde i en fælles social bevidsthed, hvor han eller hun stadig indgår i fællesskabet med den efterladte familie.

For mig og for mange andre giver forestillingen om en anden eksistens efter døden overhovedet ikke mening. Men samhørigheden med ens familiemedlemmer ophører ikke ved deres død, og de følelsesmæssige bånd til døde slægtninge eller venner forbliver meningsfulde. Vi er, hvad vi er, i kraft af disse bånd, som igen fører tilbage i tiden til hele den tradition, der former vores horisont og identitet.

Derfor er det naturligt, når efterladte opfinder deres egne ritualer, specielt selvfølgelig i forbindelse med børns død, fordi børns liv ikke kan afsluttes meningsfuldt, mens de er børn, men nødvendigvis må fortsætte i forældres og andre voksne familiemedlemmers relationer til dem.

Vores rådvildhed omkring en passende adfærd i forhold til de afdøde kære har også at gøre med vores vigende familiebevidsthed. Vi har vores egen singletilværelse eller kernefamilie som snæver horisont. Storfamiliens tætvævede sikkerhedsnet er ikke længere en nødvendighed for vores overlevelse, tryghed eller beskyttelse, som det var, før det moderne samfund overtog disse opgaver langt mere effektivt.

Jeg har selv oplevet at få afsløret min egen eroderede familiebevidsthed i mødet med en anden kulturs tradition for minderitualer for de afdøde. Jeg var på feltarbejde i Nepal, hvor jeg undersøgte brugen af særlige forsteninger i tilbedelsen af hinduguden Vishnu. Centrum for disse forsteninger er pilgrimsbyen Muktinath, der ligger i cirka 4.000 meters højde langs Kali Gandaki kløften.

Over internettet havde jeg fundet frem til en familie, der igennem mange år havde indsamlet disse forsteninger, som de solgte fra deres lille bod i bazaren omkring Pashupatinath Shiva-templet i Kathmandu. Keshab, den ældre far i familien, der havde mest erfaringen med indsamlingen, fulgte mig til Muktinath, hvor han skulle formidle kontakt til Muktinath-templet og vise mig, hvordan stenene blev indsamlet. Det viste sig, at han havde særlige planer med mig, som jeg ikke helt kunne gennemskue.

Han havde medbragt en dunk med helligt vand fra Bagmati-floden ved Pashupatinath, som han insisterede på skulle stå på mit værelse, uden at jeg var klar over hvorfor. Men da vi efter opholdet i Muktinath begav os længere ned ad kløften til byen Kagbeni, der ligger så smukt omgivet af lyserøde duftende boghvedemarker, viste det sig, at vandet skulle bruges i forbindelse med de forfaderritualer, der udføres af nepalesiske hinduer netop dér.

I Kagbeni løber to floder sammen, og stedet er derfor velegnet til hinduernes forfaderritual, shraddha. Sammen med en lokal præst udførte vi ritualerne, hvor man ofrer små kugler af kogt ris sammen med lidt slik og det hellige medbragte vand. Tanken er, at denne føde og dette vand opbygger og ernærer et nyt legeme til de afdøde, som dermed kan fortsætte deres eksistens i den anden verden. Men hvert offer af ris og vand skal adresseres præcist til det pågældende afdøde familiemedlem, og ved dette årlige ritual ofres der til familiemedlemmer i syv generationer tilbage og temmelig langt ude i familien.

Nepalesisk rummer ligesom de indiske sprog en særdeles detaljeret familieterminologi med specifikke betegnelser for alle relationer på henholdsvis ens fars og mors side. Når man sender de enkelte riskugler afsted på floden, skal man både nævne den specifikke relation og navnet på det pågældende familiemedlem.

Mit problem var, at jeg ikke anede, hvad mine afdøde forfædre og formødre lidt længere tilbage – for slet ikke at tale om fortidens lidt fjernere familiemedlemmer – overhovedet hed. Jeg kan kun navnene på den nærmeste familie, så vi endte med blot at sende riskugler afsted til anonyme familierelationer uden navn. Hinduismen er pragmatisk og fleksibel, så ofringerne skulle nok nå frem alligevel. Min nepalesiske guide, derimod, kunne uden videre nævne navnene på alle sine slægtninge, og han havde med navnene bevaret et minde om hver enkelt.

Samme stærke bevidsthed om forfædrene og -mødrene finder vi i Østasien, hvor mange stadig brænder røgelse på hjemmealteret med fotos eller mindeplader for de afdøde. Men også i Syd- og Østasien ændrer familiemønstrene sig i disse år i retning af den mindre kernefamilie. Og med disse ændringer vil ritualerne formodentlig også miste betydning.

Fortidens strengt strukturerede forfaderritualer, som man stadig kan se i Nepal eller Taiwan, hænger uden tvivl sammen med en langt stærkere afhængighed af familienetværket, og vi skal kun være glade for, at vi ikke kan genopfinde denne afhængighed. Men vi kan åbne op for en ny kreativitet, der giver plads til at mindes dem, man holdt af, på netop de måder, det falder naturligt for den enkelte familie.

Mikael Aktor er religionshistoriker ved Syddansk Universitet og skriver kommentaren ved religion.dk.