Kommentaren

Ekstremister med designer-jakkesæt er også farlige

Det kan til tider virke, som om vi elsker at hade en bestemt slags ekstremister. Nemlig dem der med Koranen i den ene hånd og sværdet i den anden med koldt blod gennembanker eller myrder anderledestænkende, hvis de kan komme af sted med det, men de charmerende ekstremister er lige så farlige, skriver lektor Saliha Marie Fetteh. Foto: Kirstine Mengel

Hvorfor skal islamkritikeren Geert Wilders, den græske nationalbevægelse Gyldent Daggry og deres ligesindede have lov til at deltage ved Folkemødet på Bornholm? spørger lektor Saliha Marie Fetteh

Mangfoldighed og dermed også sameksistens er en stor udfordring for et samfund som Danmark, der indtil for bare 40 år siden var forholdsvis homogent. Navnlig den religiøse mangfoldighed, hvoraf muslimer udgør majoriteten (236.000 i 2012), kan være svær for mange at acceptere.

Men det gamle nationalistiske ideal fra 1800-tallet – ét folk (etnisk), én historie, ét sprog, én religion – er død, hvad enten vi vil dette eller ej. Den tid vender aldrig mere tilbage, hvorfor vi på tværs af etnicitet og religiøst tilhørsforhold bliver nødt til at finde et fælles værdigrundlag samt omdefinere, hvad en dansker er. Overordnede fælles værdier og et stærkt fællesskab uden en opdeling i et ”dem og os” kan kun være til alles fælles bedste.

Læs også: "Der skal være plads til alle i vores værdifællesskab" 

Dette kræver blandt andet, at vi ikke garderer os i hver sin lejr, hvor der ikke er plads til dem, der ikke har samme verdensbillede som os selv. For selv når man har fælles værdier, skal der være plads til, at man kan være politisk og moralsk uenige.

Men hvor går grænsen for uenighed, hvis vi også i fremtiden skal gøre os forhåbninger om en fredelig sameksistens i Danmark?

Sameksistens kræver først og fremmest, at en stor gruppe af landets politikere begynder at se kendsgerningerne i øjnene. Hvor længe kan de stikke folk blår i øjnene ved at omtale ”de andre” (især muslimerne) som fremmede? Eller deltage i lange tråde på Facebook, hvor muslimer og islam omtales som værende en pestilens for både Danmark og resten af verden.

Endvidere fremmes forståelse og respekt mellem nye og ”gamle” danskere ikke, hvis demagoger i alle afskygninger, der mestrer hadets retorik, helt frit kan sprede deres frastødende budskab. Hvorfor skal islamkritikeren Geert Wilders, den græske nationalistbevægelse Gyldent Daggry og deres ligesindede for eksempel have lov til at deltage ved Folkemødet på Bornholm?

Læs også: Bliver der sol eller terror over Gudhjem? 

Er dette en indsigelse mod ubetinget ytringsfrihed, vil nogen måske tænke. Ja, det er. For jeg tror ikke et øjeblik på fredelig sameksistens mellem de etniske og religiøse grupper, hvis man i stigende grad giver disse hadets prædikanter lov til at manipulere folk.

Der er jo nok en årsag til, at man i nogle EU-lande med store muslimske minoritetsgrupper ikke giver indrejsetilladelse til ekstremister. Den muslimske prædikant Bilal Philips, hans kollega Mohammad al-Arifi, Geert Wilders og andre er alle nægtet indrejse til England, da de anses som en trussel mod det britiske samfund.

Geert Wilders spyr galde over islam og muslimer og vil have Koranen forbudt, mens Bilal og hans ligesindede spyr galde over Vesten og de vestlige værdier. England har i forvejen en del brodne kar i sin baghave såsom Anjem Choudary, der sågar under et besøg i Danmark blev interviewet i Deadline på DR2. Måske ud fra devisen om, at man ved at udstille ham latterliggør både ham og hans idealer, hvilket set med mine øjne er en temmelig naiv tankegang.

Vi har set, hvordan det er gået i andre lande, når religiøse og nationale højreekstremister får frit løb. Konflikter og i nogle tilfælde sågar blodige borgerkrige præger disse lande.

Jeg ved ikke, om man skal tie ekstremisterne ihjel, eller om man skal straffe dem. Men under alle omstændigheder skal de ikke have stjernestatus, hverken af vores folkevalgte politikere, ekstreme muslimer eller af Trykkefrihedsselskabet. De er nemlig ikke bare en flok landsbytosser, men mennesker med en ytringsagenda der på længere sigt kan udvikle sig til en fare for os alle. Men der skal måske flyde mere blod i ytringsfrihedens hellige navn, før man fatter det her til lands.

Læs også: Skal ekstremister mødes med tavshed? 

Det kan til tider virke, som om vi elsker at hade en bestemt slags ekstremister. Nemlig dem der med Koranen i den ene hånd og sværdet i den anden med koldt blod gennembanker eller myrder anderledestænkende, hvis de kan komme af sted med det.

Andre ekstremister synes vi derimod er interessante. Det er dem i designer-jakkesæt, tandpastasmil og blå øjne. Dem der ligner os selv. For de kan da ikke være så farlige som ”de andre” vel?

Men farlige er lige netop, hvad de er. Med en stor portion charme og brug af ytringsfriheden er de lige så farlige som de ekstreme islamister, da deres dagsorden på længere sigt er at ødelægge vores skrøbelige fællesskab og dermed også vores samfund.

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed på Syddansk Universitet Center for Mellemøststudier og skriver kommentaren ved religion.dk.