Teolog: Gud er flere og forskellig, og i det billede er vi skabt

Jeg er teolog, ikke politiker, og i forhold til flygtningepolitik vil jeg blot hive frem, at et kristent menneskesyn er at være forbundet i forskelligheden - præcis som den treenige Gud, skriver ph.d. Christine Tind Johannessen-Henry

DR's Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård er for nylig udkommet med bogen "Hvor solen græder". På bagsiden er gengivet en børnetegning, hvorfra bogen henter sin titel: Et dræbt menneske ligger på jorden ved siden af en bamse, mens bombefly flyver hen over himlen, militærkøretøjer ruller ind og soldater skyder.

Tegningen stammer fra en syrisk pige, Rania, og må give enhver, der får bogen i hånden et sug i maven og en tanke om at kunne knuge pigen tæt ind til sig og fjerne hende fra grusomhederne. For den, der ser bogens cover herhjemme, er Rania er helt tæt på.

Det var så bogen, og sådan som vi kunne tale om den. Og så er der den offentlige debat, der handler om blandt andet dem, som kommer dér fra, hvor pigen med tegningen også kommer fra (eller andre lignende krigs- og sulthærgede steder), og sådan som vi kan tale om dét.

I debatten sker der ofte det modsatte af omfavnelse af dem, der kunne finde på at flygte hertil – i hvert fald hvis det angår flygtninge med andre værdier og normer (læs: religion) end vi danskere (læs: med kristne værdier og normer).
 
Når man eksempelvis har erfaret Puk Damsgårds Rania som en fysisk, sårbar krop tæt på trods mange tusind kilometers afstand, ja, så er der visse etiske argumenter i debatten i dag, man kan undre sig over.

Det gælder også argumenter, der påberåber sig at gå i brechen for en kristen tankegang. For eksempel når det hævdes, at ens næste er det menneske, man kan se, røre og lugte – og i samme åndedrag hævde, at syriske og afrikanske flygtninge ikke er ens næste. Men til pigen Rania, der er fanget i umenneskelige rædsler, er ingen afstand. Og måske er det netop, hvad der forskrækker: at dét der er forskelligt fra en selv og dét, der også er fremmed alligevel ikke i praksis lader sig adskille fra en selv eller fra det, vi opfatter som ’os’.

Jeg ikke er ude på at fremføre en utopisk praksis for en flygningepolitik. Jeg er teolog, ikke politiker. Om end jeg nok kan kaldes et politisk menneske. Det følgende er i stedet en lille reminder om det, man kunne kalde et kristent menneskesyn. Kærlighed til næsten.

Lad os et øjeblik – som et samfund med kristne værdier og normer, som vi i offentligheden ofte benævner Danmark som værende – hive det billede frem, som man kunne kalde for vores ”gudbilledlighed”. Gudbilledlighed handler jo om, at vi er skabt i Guds billede – men så chokerende som det nu kan lyde, handler gudbilledlighed i helt afgørende grad også om forskellighed – langt mere end det handler om enshed, ensretning og harmonisering.

Helt fra kristendommens begyndelse har det handlet om fællesskab og om befolkningsgrupper, kulturer og religioner, der fletter sig sammen. I kristendommen handler det således også om forholdet til det, der er fremmed, om alle de anderledes, de skæve, dem der ikke passer ind. Evangeliet rummer den vanvittige tankegang, at alle der ikke hører til bydes indenfor. Hvorfor denne tankegang om rummelighed, om konstante nye åbninger og om at bekymre sig for den, der lider? Fordi rummeligheden findes netop i selve det kristne gudsbillede.

Billedet af Gud rummer indbegrebet af forskellighed. Ikke nok med, at Gud i skabelsesberetningen taler om sig selv som ”os”, om at Gud selv er flere: ”Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os”, 1. Mosebog, 1,26.

Denne flerhed bliver insisterende ved som kristendommens dybe kilde og grund, nemlig i det vi i den kristne kirke betegner som treenighedslæren.

I det gudsbillede, der viser sig i treenigheden, tales der om én, men i tre personer, i traditionelle termer kendt som én, der er Faderen, én, der er Sønnen og en tredje person, der er Helligånden. Altså Gud som en ’flere-en’. De tre personer sidder ikke med armene over kors vendt bort fra hinanden hver for sig. I stedet lider Faderen sammen med Sønnen, som bindes sammen af den kærlighed og omsorg, som Helligånden er – alt imens at menneskeheden i kraft af sønnen sammenbindes uadskilleligt med Gud, og dermed omfattes af Guds evige uendelige kærlighed.
 
Det kan lyde lidt indviklet – men det er lige præcis, hvad de tre personer i enigheden er: De er indviklede – i hinanden, vel at mærke. Og i verden. Hvorfor nu dette komplicerede gudsbillede, hvorfor ikke bare ét? Fordi der er brug for flere for at opfylde det, som Gud først og fremmest er, nemlig kærlighed.

Kærlighed er ganske enkelt umuligt, hvis der kun er én. Kærligheden, idet den forsøgte at komme frem, ville stivne på overfalden af den ene, det vil sige blive kold og forsvinde, når den ikke kunne holdes varm mellem flere.

Kort sammenfattet: Gud er flere og forskellig – og i det billede er vi skabt.

Så lad os videre spørge: Hvad skal vi nu bruge dette kristne gudsbillede til?

Ja, vender vi nu tilbage til de to samfundsbilleder af Puk Damsgårds syriske pige med tegningen og spørgsmålet om, hvor mange flygtninge med andre værdier og normer end de danske, vi som samfund kan rumme giver det anledning til at tænke over mindst to ting: For det første spørgsmålet om vores higen efter homogenitet, for det andet spørgsmålet om sammenhængskraft.
 
Når vi ønsker homogenitet er det tanken om at alting bliver lettere, renere og for alt i verden nemmere. Problemet er, at det også har det med at blive lidt kedeligt og fastgroet.

Enhver, der rejser lidt ud fra sin egen lejlighed eller villa en gang i mellem, kender følelsen af at blive inspireret af det anderledes. Når vi møder det, der er forskelligt fra os selv, forandres vi – sjældent forkrøbles vi, men vi bliver højere, mere vidende, rummeligere. Vi ruskes lidt op, liver op, lyser op.

Når danskere pludselig styrter rundt med sække af tøj, mad og toiletartikler og tilbyder husly til flygtninge, der ankommer, er det ikke – som man i en kynisk optik kunne mene – at stive sig af som ’bedre end’. Men vi gribes, idet vi for alvor ser det enkelte menneske som noget, der ikke bortforklares som uvedkommende, som smittebærer, urent eller for stor økonomisk byrde.

Vi gribes af at se et medmenneske, der lider – og må føle omsorg og handle. Vi gribes samtidigt af dén forunderlige glædes-boble, som et omsorgsfællesskab rummer.
 
Men med al den diversitet, hvad så med sammenhængskraften, den må vel nødvendigvis udvandes – eller hvad? Hvis ingen tager ansvar for det fælles, så ja. Hvis vi kritiserer frem for at prøve at forstå, hvis vi tænker hierarkisk frem for symmetrisk, eller tænker typer frem for individer, ja, så er fælleskabet på vej til destruktion.

Når vi akkurat lige når at tænke, at det kunne jo være os selv – når at tænke, at den anden føler, ønsker og drømmer ligesom vi selv, og lige når at erfare, at dét der umiddelbart ses, ikke altid afslører indholdet, ja, så er forståelsen for vores gensidig afhængighed og menneskehedens nødvendige sammenhæng (hvis da jorden skal holde til os) lidt tættere på.
 
De skæve, anderledes og forskellige er ikke kun ”de andre”, som skal inkluderes hos os. De andre er os. Vi er selv skæve, anderledes, selviske, udnyttende og hykleriske – og ønsker for alt i livet, at andre skal lukke os ind, når vi står alene – alene efter skilsmisse, efter tab af ægtefælle eller børn, efter at have mistet vores job eller blevet mobbet i skolen.

Vi ved godt, at vi ikke kan få ægtefællen, jobbet eller den forgangne skoling igen. Men vi kan håbe, at andre ser os, som det dyrebare, vi dybest inde håber på at blive set som, elskelige og elskværdige mennesker.

Håbe på, at de andre, der dømmer en, idet de taler om en, når at indse – til trods for ens mærkelige sind, opførsel, hår eller farve på brillerne – at dette er et menneske … og gudbilledligt tage sig af det.

Eller sagt på en anden måde: vi kan ikke frelse verden – men vi må forsøge at gøre det alligevel. Gøre det vi magter – hjælpe det vi har magt til.

Christine Tind Johannessen-Henry er teolog og post.doc ved Teologisk Fakultet, Københavns Universitet.