Folkekirken skal huske Jesu befaling om lydighed

Annette Due Madsen, psykolog og leder af Center for Familieudvikling. -- Foto: Thorkild Amdi/

Jesus befaler, at hans disciple skal gøre folket til disciple også. Derfor skal vi hellere fokusere på oplæring i kristen tro og lydighed end blot fokusere på at få flere døbt, skriver missionsteolog Knud Jørgensen

Danmarks Statistik har i den forløbne uge sendt en rapport om medlemstallet i folkekirken ud. Antal udmeldelser er det sidste år gået noget tilbage. En årsag er, at der ikke i 2013 har været nogen stor sag, som fik folk til at gå andre veje; i 2012 var der en betydelig gruppe kirkeligt aktive, som gik i protest mod den nye vielseslov.

Der er altså ikke grund til panik. Folk vender ikke kirken ryggen i stort tal. Imidlertid er der tale om et nettofrafald over tid. Og tallene viser, at forældre ikke i samme omfang lader deres børn døbe, selv om de selv er medlemmer af folkekirken.

Det er grunden til, at flere i ugens løb har mindet om, at dåben er en del af missionsbefalingen. Det minder mig om prædikanter fra min ungdom, som konsekvent kaldte Jesu befaling i Mattæusevangeliet kap. 28,18-20 for en dåbsbefaling.

Jeg kom selv fra en sammenhæng, hvor man talte om missionsbefalingen. Det sidste er bedre end det første, men tydeligt farvet af en tænkning, som understregede perspektivet gå ud i alverden; ydremission blev det kaldt: Det kristne vesten var sendt med evangeliet til en ikke-kristen verden.

Nu forholder det sig sådan, at Mattæus-teksten kun indeholder een imperativ ikke gå ud, eller døb, men gør til disciple (mateutete). Let omskrevet står der: «Når I går, så gør folkene til disciple ved at døbe og lære dem alt, hvad jeg har befalet jer».

Altså ikke en dåbsbefaling eller en missionsbefaling (til verdens ende), men en discippel-befaling. Jeg kan forstå, at de nye tal fra Danmarks Statistik får nogen til tale varmt for dåb: «Folkekirken kan med fordel sætte ind ved dåben», siger Morten Thomsen Højsgaard, generalsekretær i Det Danske Bibelselskab. Folkekirkens fødekæde begynder med barnedåben, siger han.

LÆS OGSÅ: Glæden ved at være en discipel

På samme måde råber Leise Christensen fra Teologisk Pedagogisk Center vagt i gevær: «Især når dåbsprocenten kommer under 50, som den nu er i København, kalder det på en handling fra folkekirken»

Discipel-liv og efterfølgelse er, hvad evangeliet kalder til. «Følg mig!» var Jesu kald til folk han mødte. Op igennem kirkens historie har man slidt med at finde gode veje for sammenhængen mellem dåb og oplæring.

Jeg synes derfor, at biskop Henning Toft Bro i Aalborg har fat i noget rigtigt og vigtigt, når han vil sætte forøget fokus på forældres dåbsoplæring: inspirere forældrene til at fortælle de gode historier for børnene.

I ydremissions sammenhæng snakker vi med begejstring om kirkernes kolossale vækst i Afrika og Latinamerika. Afrika er på vej til at blive det kristne kontinent. En god ven fra Zambia minder mig imidlertid jævnligt om, at mange kirker i Afrika er så flade som pandekager store, men tynde. Stor vækst i omfang, men uden dybe rødder.

Jeg vil hævde, at her er kirkens globale udfordring. Hvordan får vi tro og lydighed til at hænge sammen? Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer skrev i tredverne en bog om Efterfølgelse. Her understreger han, at kun den lydige tror, og kun den troende er lydig.

LÆS OGSÅ: Bonhoeffer: Stadig et eksempel til efterfølgelse?

Lydigheden mod Jesu kald fører mig ud af en situation, hvor troen ikke er mulig, og ind i et nyt landskab, hvor troen er mulig. Mangler kaldet til lydighed, siger Bonhoeffer, ender vi med et evangelium om billig nåde en nåde uden efterfølgelse. Kirkens største udfordring er, ifølge Bonhoeffer, den billige nåde.

Min ven fra Zambia siger det samme: Kirker i Afrika kan ende med at forblive så grunde og tynde som pandekager, hvis ikke kaldet til discipel-skab og efterfølgelse tages alvorligt. Det samme gælder hos os, måske endnu mere hos os, fordi vi i århundreder har vænnet os til en kirke, som ligner mere på civil religion end på kald og udfordring. Corpus Christianum betød et ægteskab mellem kirke og magthavere, som forvandlede kirken til en pastoral institution. Kristentroen blev samfundets administrator af religiøs mening.

Kirkens struktur tog skikkelse af samfundsstrukturen, med geografiske sognemenigheder og med et skille mellom clerici (præster) og idiotes (lægfolk). Man praktiserede troen ved at deltage i kirkens arrangementer, og evangelisering blev erstattet av mere eller mindre påtvunget kristianisering.

LÆS OGSÅ: Indvandrerpræst: Kristne indvandrere kan blive folkekirkens redning

I dag lever også vi i en missionssituation. Responsen er ikke, tror jeg, at sætte i gang tiltag for at få moderne mennesker i tale, men at spørge, hvad det er i vor måde at være kirke på, som gør, at et eviggyldigt evangelium synes så irrelevant for så mange i dag.

Det spørgsmål sætter dernæst i gang mange andre spørgsmål om alt hvad vi er og gør som kristne og som kirke. Her handler det ikke om nye metoder eller modeller nye menighedsmodeller, elektronisk kirke, nye gudstjenesteformer, eller evangeliseringstiltag.

Det er vigtigere at læse Skriften på ny om, hvad det vil sige at være Guds folk midt i verden og om at være tegn på Guds rige gennem, hvem vi er, hvad vi gør, og hvad vi siger.

Læser man Skriften sådan, kan man ikke andet end undre sig over, hvordan vi har gennemført en konsekvent reduktion af evangeliet (fra det at gøre til disciple til en selvoptagethed med min personlige frelse eller et forenklet fokus på dåb) og en reduktion af, hvad det vil sige at være kirke - fra den ene, hellige, katolske og apostoliske kirke til en kirke, som definerer sig gennem hvad den gør Ordets forkyndelse og forvaltningen af dåb og nadver.

At være kirke er at være i mission; ikke en kirke, som driver mission, men som er mission i væren og ord og gerning og livsstil og tiltrækningskraft.

Midt i den krise, som traditionel vestlig kristenhed og etableret kirkelighed gennemlever, vil det, som bliver tilbage, være et samfund af mennesker, som lever ved og demonstrerer evangeliet om Guds rige gennem væren, ord og handling. Mennesker af kød og blod, som bærer evangeliets virkelighed i sig og formidler det gennem discipel-liv og efterfølgelse.

LÆS OGSÅ: Præst: Kontakt til sognebørn vigtigere end medlemstal

Knud Jørgensen er missionsteolog, førsteamanuensis ved Det Teologiske Menighetsfakultet i Oslo og tidligere direktør for Areopagos. Han skriver kommentaren ved religion.dk.

På kvindernes kampdag efterlyser kønsforskere, at også de ældre kvinder huskes i kampen for ligestilling Foto: Thorkild Amdi/