Er fortællingen om det frigjorte individ altid sand?
Selvom individualisering er en stærk tendens, bør der foretages mere præcise analyser af, hvordan religiøs individualisering leves og bruges i forskellige sociale grupper, mener religionssociolog og ph.d.-studerende Astrid Krabbe Trolle
I øjeblikket er individualisering et af de helt store modeord inden for analyser af majoritetsreligion i samtiden i Danmark. Vi ser individualisering i folks ønsker til begravelse, dåb og konfirmation i folkekirken, i valg af symboler til studenterhuer og i den enkeltes forbrug af religiøs habengut.
Undtagelsen kan muligvis findes i analyser af religiøse minoriteter, hvor man snarere taler om social kontrol end individualisering. Men den brede befolkning har indordnet sig under senmodernitetens præmis om retten (og pligten) til selv at vælge sin identitet - og derfor også sin religion.
Det er i hvert fald den nuværende samfundsfortælling, som kan være forførende nok, men er den også rigtig? Kan det virkelig passe, at de fleste danskere vælger frit på de religiøse hylder, og hvordan gør de det i så fald?
Jeg er for tiden tilknyttet Ateneo de Manila University i Filippinerne, hvor religionsforskere finder de samme tendenser mod individualisering i en asiatisk og katolsk kontekst. Et dugfrisk studie af religionssociologen Jayeel Cornelio viser, at unge filippinske katolikker under uddannelse er helt igennem individualiserede i deres tilgang til katolicisme, og at deres søgen efter (individualiseret) autenticitet kommer til udtryk i en række til- og fravalg inden for den religiøse tradition, de er plantet i.
De unge har ret konservative holdninger til emner som skilsmisse, sex før ægteskabet og homoseksualitet, men de henviser ikke til en institutionel autoritet i disse spørgsmål. Tværtimod ser de unge filippinske katolikker sig selv som den religiøse autoritet, selvom deres holdninger i moralske spørgsmål afspejler den katolske kirke, som de også er medlemmer af.
Det overraskende ved studiet er, at de unge forstår sig selv som en isoleret generation, der er påvirket af økonomisk usikkerhed, manglende politisk tilknytning og en tårnhøj arbejdsløshedsprocent. De føler sig magtesløse, men er dog deres egne religiøse autoriteter.
Det filippinske studie kan lære os at være opmærksomme på, hvordan social klasse og generation spiller sammen med religiøs individualisering. Sociale faktorer, der til en vis grad er gået tabt i diskussioner om religiøs individualisering i Danmark. Her abonnerer vi lidt for selvfølgeligt på modernitetsteoriernes idé om en generel frigørelse fra samfundets institutioner.
Det er også forståeligt, fordi kernen netop ligger i, at individet ikke er bundet af sin sociale klasse, men har mulighed for at bryde med tidligere tiders faste kategorier. Problemet er bare, at sociale forhold som klasse, generation og etnicitet stadig spiller en stor rolle for folks handlemønstre, også som individualiserede religiøse mennesker.
Tidligere dansk forskning har også stillet spørgsmålstegn ved individualiseringens funktion i forskellige samfundsgrupper. Religionshistoriker Nadia Jeldtoft argumenterede i 2012 for, at individualiseret religiøs praksis blandt tyske og danske ikke-organiserede muslimer blandt andet kan ses som en strategi til at undgå unødig opmærksomhed fra en meget kritisk offentlighed. Den pragmatisme, som religiøs individualisering også ofte er udtryk for, bliver for nogle muslimer en slags overlevelsesstrategi i et protestantisk og sekulært land.
Selvom individualisering er en stærk tendens, der rammer bredt i alle sektorer af samfundet, vil jeg gerne efterlyse mere præcise analyser af, hvordan religiøs individualisering leves og bruges i forskellige sociale grupper. Én ting er at anerkende, at fortællingen om det frigjorte individ er stærk, en anden er at huske, at vi ikke alle er født ind i samme klasse eller religion, og at religiøs individualisering derfor også rammer forskelligt – hvis den overhovedet rammer.
Astrid Krabbe Trolle er religionssociolog og ph.d.-studerende og skriver kommentaren ved religion.dk