Kommentaren

Vi tror fejlagtigt, at vi kan leve et perfekt liv uden synd

Dagligt minder medierne os om, hvordan det perfekte liv skal se ud, og det efterlader mange med en følelse af ikke at kunne slå til, skriver cand.mag. Marguerita Hvid Spangsberg. Foto: Thomas Hvid Spangsberg.

Vi anerkender ikke længere, at menneskets natur er skadet af dårlige tanker, ord og gerninger - kort sagt af synd. Selv præster forfalder til kun at tale om, hvordan vi kan forbedre os selv og verden ved næstekærlige gerninger, mener cand.mag. Marguerita Hvid Spangsberg

Da jeg for nylig læste, at nutidens unge bliver kaldt for ’generation perfekt’, blev jeg ikke overrasket. Dagligt minder medierne os om, hvordan det perfekte liv skal se ud. Det er et liv, hvor man spiser sundt og økologisk, dyrker motion, har en indbringende karriere, et godt familie- og sexliv, passionerede fritidsaktiviteter og tager på eksotiske rejser.

Nu er der ikke noget i vejen for at opsøge et sundt og indholdsrigt liv, men ofte ser de tårnhøje krav ud til at efterlade mange med en følelse af aldrig at slå til, med eksistentiel uro eller depressioner. Der er tilsyneladende en brist mellem det ideal, vi opstiller for os selv, og hvad vi som mennesker formår at leve op til.

Hvad endnu værre er, at vi selv skal finde årsagen til, at vores liv ikke er perfekte, og ligeledes selv skal finde ud af, hvordan de bliver det.

Som psykologiprofessor Svend Brinkmann peger på i sin meget omtalte bog ”Stå fast”, fordrer både medierne, selvhjælpsindustrien og psykologien, at vi realiserer og udvikler os selv til det bedre. Nok begår vi fejl, men inderst inde er vi selv ansvarlige for at gøre det gode og dermed også for succesraten i vores liv.

Problemet med denne tilgang til mennesket er, set fra et kristent synspunkt, at man ikke længere anerkender, at menneskets natur er skadet af synd – det vil sige af de dårlige tanker, ord og gerninger, som vi erfarer livet i gennem. Det er blevet tabubelagt at tale om synd, selvom vi alle som en kender til netop syndens indflydelse på vores eget liv og i verden. Fra den urene bagtanke til terrorismens kyniske blodbad.

Selv inden for kirken er begrebet synd blevet ilde hørt. Ofte hører man om præster, der i stedet for syndernes forladelse kun taler om, hvordan vi kan forbedre os selv og verden gennem næstekærlige gerninger. Det harmonerer godt med det herskende humanistiske syn på mennesket som uafhængigt af Gud.

Men i påsken har kirken netop fejret det største under i verdenshistorien; at Jesus døde på korset og genopstod påskemorgen for at frelse mennesket fra syndens mørke. Syndens realitet er altså helt essentiel for at forstå mennesket. Derfor giver radikaliteten af påskens evangelium ikke mening for det moderne menneske, hvis ikke kirken tør tale om menneskets syndighed.

Det er netop gennem vores erkendelse af, at vi ikke kan leve op til det perfekte liv og evangeliets etiske fordringer, at Gud sætter os fri, når han skænker os den ultimative nåde og tilgivelse på trods af vores fejl og mangler. Derfra kan vi så i al ydmyghed forsøge at vende os væk fra synden.

I den katolske kirke er skriftemålet en måde, hvor den troende over for Gud ser sin syndighed i øjnene og sætter ord på den. Synden bliver derved ikke noget diffust, men en meget konkret omstændighed. Det er smertefyldt at bekende sine synder, men forløsningen er tilsvarende stor.

Det er da heller ikke uden grund, at den moderne psykologpraksis, coaches og MUS-samtaler på arbejdspladser er blevet sammenlignet med netop skriftemålet af religionssociologer. Mennesket har brug for at få fejet støvet af hylden, så det ikke hober sig op og lader syndens tyranni overtage livet i form af selvgodhed eller uopnåelig perfektionisme.

Men i modsætningen til det ’moderne skriftemål’ har kirken en enestående mulighed for at tale om netop synden som et grundlæggende vilkår for mennesket og samtidig forkynde en ægte helbredelse, som ikke kommer fra os selv.

Som officeren i Kapernaum udbryder, da han møder Jesus: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt” (Matthæusevangeliet kapitel 8 vers 8).

Marguerita Hvid Spangsberg er cand.mag., netværkskoordinator ved Afrika InTouch og skriver kommentaren ved religion.dk.