"Giv plads til det hellige"

Mennesker har til alle tider haft dybe, religiøse oplevelser, som ikke kan forklares. Den kristne gudstjeneste skal give plads til mysteriet, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Ved et møde i Det Etiske Råd blev der for en del år siden diskuteret omskæring af drenge. Repræsentanter for muslimer, jøder, kristne og sekularister var indkaldt for at ytre sig.

Modstanderne af omskæring var det af medicinske grunde, eller fordi de blot ikke brød sig om religion. Tilhængerne anførte tradition og tilhørsforhold som argumenter, men var ikke rigtig i stand til at begrunde omskæring yderligere. Indtil begrebet det hellige kom ind i diskussionen.

LÆS OGSÅ: Hvad er helligt for dig?

Tilhængerne blev fyr og flamme. Her var tilsyneladende et begreb, de havde savnet. Omskæring havde forbindelse til det hellige. Modstanderne nikkede forstående. Ikke fordi de nu havde skiftet mening, men fordi de anerkendte begrebet.

Hellighed er blevet gangbar mønt
Det var nyt. Hellighed var igen blevet gangbar mønt. Siden dengang er det hellige kun blevet mere anerkendt. Sandsynligvis fordi det kan bruges multikulturelt, som religiøs fællesnævner, der så blot giver sig forskellige udslag i de forskellige religioner. Nogen elsker den slags.

Det hellige anerkendes formodentlig også af gedigent religiøse grunde. Pålidelige mennesker kan jo berette om erfaringer med lys og himmelske stemmer. Erfaringerne er ikke indbildte eller tomme illusioner; de er heller ikke gjort under indflydelse af hallucinerende stoffer. De er så virkelige som sten og træer. De er påtrængende, som menneskelige følelser er det. De, der har dem, kan dårligt kalde dem andet end religiøse.

Vi har savnet plads til religiøse erfaringer
Historien vrimler med sådanne erfaringer. Det historisk set afvigende er, at det moderne ikke har villet acceptere disse erfaringers særegenhed, men har villet forklare dem som for eksempel illusioner eller hjernens formidable kapacitet til at gå nye veje.

I den moderne verden er den menneskelige erkendelse ekspanderet udefter, mod universet, og indefter mod de mindste enheder, atomer og kvanter, og resultaterne er storslåede, ja de må ved blot den mindste eftertanke kalde på den største beundring.

LÆS OGSÅ:Tro og videnskab kan gå hånd i hånd

Samtidig er noget dog gået tabt. Ingen erkendelse fås gratis, og det er erkendelsen af hellighed som noget ganske særligt, der er gået tabt i det moderne, for eksempel i form af uforklarligt lys og lyd.

Der har ikke været meget plads til den slags erfaringer gennem mange, mange år, hvilket skyldes flere forhold. Ekspansionen af den menneskelige erkendelse har vi nævnt.

Ikke alle oplever det samme
Et andet forhold er vore forestillinger om menneskelig lighed som helst ikke måtte anfægtes. Det bliver de imidlertid, når ikke alle kan eller oplever det samme. Forskellighed, særlig indsigt, talent af forskellig slags giver mennesker en autoritet, som ikke kan kontrolleres demokratisk eller på anden vis tæmmes indenfor rammerne af en forestilling om lighed.

Og lighed har ikke blot været et politisk pejlemærke og en måde at skabe samhørighed på. Det har også været et mantra, der lukkede sig om sig selv.

Kirken har været skeptisk
Et tredje forhold som har mistænkeliggjort erfaringer af hellighed, er den kristnes kirkes egen skepsis. Lige fra den tid, hvor den katolske kirke etablerede sig som en magtfaktor på ruinerne af Romerriget og til vore dages folkekirke, har præster, munke og biskopper set med hårde øjne på alt, der ikke passede ind i den autoriserede fortolkning af det hellige.

Man må da også medgive, at der kan være god grund til den kirkelige skepsis. Den er ikke kun begrundet i ønsket om magt og kontrol, selvom det selvfølgelig aldrig kan udelukkes som et motiv i sig selv.

Erfaringer med hellighed er ikke ufarlige, hvis de uformidlet bliver sluppet løs. Eller bliver man overmandet af en åbenbaring, kan man tilsyneladende ikke bare fortsætte, hvor man slap.

Svaret ligger i den kristne gudstjeneste
Det almindelige, fællesmenneskelige svar på disse kræfter er kulten, religiøs praksis, og derfor har der da også været kult, lige siden mennesket blev til. Kult er at pleje omgang med mysteriet, således også højmessen. Og her kan alle være med. Her hverken kræves eller lægges op til særlige erfaringer, selvom de altså findes i kulten, langt inde eller dybt nede, lagt ind af Kristus selv.

Det skal vi i folkekirken lægge os på sinde. Pædagogisk iver må ikke skygge for mysteriet. Jo tydeligere mysteriet er i gudstjenesten, jo større er udsagnskraften.

Morten Kvist er valgmenighedspræst, tidligere medlem af Etisk Råd og kommentarskribent ved religion.dk.