Har vi mistet evnen til at skelne mellem det guddommelige og det dæmoniske?

Vi har mistet troen på en etisk skelneevne, og derfor lever vi nu i et diagnose- og overvågningssamfund, der føder den ene psykiske lidelse og sociale uro efter den anden, skriver sognepræst og forfatter Martin Herbst

Hvilken nådegave er den største? Ifølge de egyptiske ørkenfædre, der levede i det fjerde århundrede, var det hverken tungetale, mirakelhelbredelser eller profetiske syner, men evnen til at sondre mellem godt og ondt.

De benævnte denne nådegave en etisk skelneevne (eller på græsk diakrisis) og tog eksempelvis afsæt i Paulus’ formaning til menigheden i 1. Korintherbrev kapitel 12 vers 10: ”Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder.” Eller i Jeremias’ Bog kapitel 21, vers 8: ”Jeg stiller jer over for livets vej og dødens vej.”
 
Etisk skelneevne er sondringens kunst. Den bevirker, at man kan skelne mellem det guddommelige og det dæmoniske eller mellem godt og ondt i sit eget hjerte - med betoning på det sidste. Etisk skelneevne har intet som helst at gøre med fordømmelse af andre eller psykologisk navlepilleri. Etisk skelneevne er sund selvovervågning og forudsætningen for det frie, myndige, kærlige og helhjertede liv.

Hvordan tilegner man sig denne nådegave? På det spørgsmål har kristne tænkere gennem historien haft et trefoldigt svar. Etisk skelneevne kommer ovenfra (latin: supra nos), indefra (intra nos) og udefra (extra nos).

For det første kommer etisk skelneevne ovenfra som en åbenbaring. Det afspejles i De 10 bud, Moses modtog fra Gud på Sinajbjerget. Eller i Jesu bjergprædiken, hvor han betoner, at man skal elske sine fjender. Fjendekærlighedsbuddet er så ulogisk og radikalt, at det ikke vil dukke op af sig selv i noget menneskes hjerte, uanset hvor lang tid vedkommende mediterer.

For det andet kommer åndelig skelneevne indefra. Thomas Aquinas bemærker flere gange, at ethvert menneske har en medfødt retfærdighedssans og samvittighed, der konstant hvisker i øret.

For det tredje kommer den etiske skelneevne udefra. Det er her, opdragelse, uddannelse og gode rollemodeller kommer ind i billedet. Sammenfattende kan man sige, at etisk skelneevne skænkes os ovenfra, indefra og udefra, og fordi denne treklang afspejles i Jesu lære, insisterede man på den gennem de skiftende tider.

Med reformationen og oplysningen bliver treklangen i den etiske skelneevne brudt. Martin Luther og reformatorerne underbetonede menneskets iboende evne til at sondre mellem godt og ondt og valgte i stedet at fokusere på Guds ord, der skænkes os ovenfra. Med oplysningen gik man et skridt videre ved at suspendere tanken om, at etisk skelneevne skænkes os ovenfra til fordel for videnskabelige forklaringsmodeller på menneskets motiver og adfærd.

Tilbage er kun extra nos, det vil sige, at det hele kommer udefra. Og her står vi så i dag. Resultatet er skæbnesvangert. I fraværet af en tro på en ovenfra- eller indefrakommende etisk skelneevne har vi skabt et diagnose- og overvågningssamfund, hvor bedømmelseskriteriet for vor opførsel er forankret uden for os selv i skikkelse af videnskabsmænd, empiriske undersøgelser eller satellitter. Prisen vi betaler for denne umyndiggørelse er et åndeligt slaveri, der føder den ene psykiske lidelse og sociale uro efter den anden.

Hvad er vejen frem? Mere overvågning? Flere diagnoser? Resignation? Selviskhed? Gud forbyde det!

Som aldrig før har vi brug for at genvinde treklangen i den etiske skelneevne. Hvad kan være en større opgave for forældre end at lære deres børn en etisk skelneevne? Hvad er meningen med dannelse, hvis ikke en etisk skelneevne? I samspillet mellem det ovenfra- indefra og udefrakommende kan vi gøre os modtagelige for det bedste i vor kristne eller religiøse tradition, os selv og i samfundet omkring os. Dermed vil vores anliggende flugte med historiens største skikkelser.

Der er en grund til, at ørkenfædrene prioriterede etisk skelneevne højere end tungetale, mirakler og profetier. For sådanne nådegaver kan give dybe oplevelser, godt helbred og succes for den enkelte. Etisk skelneevne kan være med til at ændre verdens gang.

 Martin Herbst
Sognepræst, forfatter og ekstern lektor 
Har udgivet bøgerne Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske samt Sunde og syge fællesskaber