"Spiritualitet og nationalisme hænger sammen i hinduismen"

Nationalisme og spirituel udvikling hænger ofte sammen i Indien, hvor man gennem moderne, spirituelle bevægelser til stadighed søger at frigøre sig fra koloniherrernes kulturelle dominans, skriver lektor Mikael Aktor

I dagene fra den 11. til 13. marts fejrede den internationale bevægelse Art of Living sit 35-årsjubilæum med en gigantisk “Verdenskulturfestival” ved bredden af floden Yamuna i den indiske hovedstad Delhi.

Festivalen blev inden afholdelsen voldsomt kritiseret for, at den ville forårsage miljøødelæggelser på det ti kvadratkilometer store marskområde, hvor den skulle afholdes.

Indiens nationale miljøovervågningsorgan kritiserede de lokale myndigheder for, at de overhovedet havde givet tilladelse til festivalen, og i en retssag blev Art of Living idømt en foreløbig bøde på, hvad der svarer til cirka fem millioner kroner, dog uden et krav om at aflyse festivalen.

Art of Living promoverer et universelt budskab om individuel og kollektiv lykke gennem meditation, yoga og åndedrætsøvelser. Et budskab, der harmonerer dårligt med ødelæggelsen af et sart naturområde. Art of Living er repræsenteret i mange lande, også Danmark, hvor organisationen blandt andet har forestået stressreducerende kurser for fængselsindsatte og veteraner.

En mindre kendt side af Art of Living er stifterens, inderen Sri Sri Ravi Shankars, støtte til hindunationalismen, en moderne politisk hinduisme, der kæmper for, at Indien skal defineres som hindunation til trods for sin religiøst set sammensatte befolkning med 14,2 procent muslimer. 

Sri Sri Ravi Shankar er en af den hindunationalistiske premierminister Narendra Modis faste støtter. Støtten synes at være gensidig, idet Modi havde sat militæret til at hjælpe med at bygge broer over floden ved festivalpladsen for at sikre de forventede 3,5 million deltageres sikkerhed.

Sri Sri Ravi Shankar bakker også op om den stærkt kontroversielle bevægelse, der vil have opført et hindutempel for guden Rama i byen Ayodhya på det sted, hvor Babri-moskeen lå fra 1529 frem til 1992, hvor den blev stormet og revet ned i selvtægt af hindunationalistiske grupper, der hævdede, at den var bygget på guden Ramas fødested.

At en moderne global spirituel bevægelse med rødder i Indien er hindunationalistisk i sit dna bør imidlertid ikke undre, hvis man kender til disse bevægelsers historie. De ældste af dem har rødder i anden halvdel af det 19. århundrede på et tidspunkt, hvor uafhængighedsbevægelsen med inspiration fra europæisk nationalisme søgte at frigøre sig fra kolonialt intellektuel dominans.

Mønstret var nogenlunde det samme i andre dele af den koloniserede verden: Først åbenhed og beundring for de nye ideer vestfra. Dernæst en kulturel vækkelse i søgen efter de selv samme vestlige værdier i egen tradition, som når befolkningsgrupper hævede, at Vedaerne eller Koranen indeholdt al den videnskab, som Vesten pralede af at have opfundet. Og til slut en alliance med uafhængighedskampe og en antagonistisk hævdelse af egen tradition som Vesten overlegen.

Den kendteste af de tidlige hindumissionærer, Swami Vivekananda, udtrykte det utvetydigt i sit opråb til den indiske ungdom i Madras (nu Chennai) i 1897: 

”Dette er det store ideal foran os … Indiens erobring af hele verden – intet mindre … Lad fremmede komme og oversvømme landet med sine hære – hvad kan det gøre os. Rejs dig Indien og besejr verden med din spiritualitet! … Langsomt går det op for Vesten, at hvad de mangler for at blive bevaret som nation er spiritualitet … De har søgt i alle jordens hjørner uden at have fundet pusterum. De har drukket dybt af nydelsernes bæger og kun fundet forfængelighed. Nu er tiden inde til arbejdet, så Indiens åndelige ideer kan trænge dybt ind i Vesten … Dette er selve betingelsen for et levende og energisk nationalt liv: Vores erobring af verden med den indiske tænkning.”

Vivekanandas “Vedanta Society” slog siden rødder i USA og Europa, hvor der stadig i dag er flere Vedanta Centre. De indiske guruer, der søgte til Vesten i 1960’erne og de følgende årtier, udgjorde den anden bølge af denne mission. Sri Sri Ravi Shankars egen guru, stifteren af Transcendental Meditation, Maharishi Mahesh Yogi lancerede fra starten sin bevægelse som en universel vej til individuel og kollektiv fred.

Andre religiøse lærere brugte samme strategi, en universalistisk retorik, der omfortolkede hindutraditionen under betegnelsen ”universel religion”. Men siden, under indflydelse af den voksende hindunationalisme i hjemlandet, blev Maharishi-bevægelsens formål ændret i en mere snæver retning som en platform for lovprisning af “Indiens ældgamle spirituelle og guddommelige arv”.

Ligesom vi ikke behøver at undre os over Sri Sri Ravi Shankars støtte til hindunationalismen, når vi kender historien, skal vi heller ikke overse Vestens egen andel i denne historie. Koloniseringen af Indien var alt i alt en ydmygende og ødelæggende erfaring i den kollektive indiske bevidsthed. 

Vivekanandas opråb, såvel som guruernes senere virksomhed i Vesten, var i høj grad også med henblik på den nationale selvrespekt i hjemlandet. Og så var det også et resultat af den globalisering, som Europas kolonisering af verden selv havde sat i gang, hvor udvekslingen af religiøse ideer og værdier går begge veje.

Mikael Aktor er religionshistoriker ved Syddansk Universitet og skriver kommentaren ved religion.dk.