LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kommentar

Holger Bech Nielsens ”teori om alt” kan ikke forklare Gud

"Selv om også fysikken når frem til en teori om alt, så betyder det langt fra, at man har forklaret alt," skriver teolog Jakob Wolf i en kommentar til fysikeren Holger Bech Nielsens billede teori om Gud. På billedet ses Holger Bech Nielsen. Foto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Fysikeren Holger Bech Nielsen mener, at Gud har en plads i fysikken. Gud indgår i hans såkaldte "teori om alt" og bliver udtrykt i formelen ”S (1) [historie] MINIMAL”. Men giver det overhovedet mening at sætte Gud på formel? Det mener teolog Jakob Wolf ikke

Hvad kan vi, som ikke er højenergifysikere, mene om Holger Bech Nielsens formel for ”gud”? Kan vi mene, at nu er Guds eksistens bevist, og nu er der ikke mere nogen konflikt mellem teologi og naturvidenskab? Der er mange, der hævder, at naturvidenskaben udelukker, at Gud eksisterer. Det mener jeg ikke, den gør.

Der er for mig at se noget betænkeligt ved den måde, Bech lanceres på. Den nye bog, hvori Bechs teori fremlægges, er skrevet af journalisten Jonas Kuld Rathje. Bech er en god historie for journalister som prototypen på den gale eller geniale professor. Han er blevet en mediedarling i kraft af, at han er så autentisk begejstret for sine teorier og gerne vil meddele dem til os andre.

Problemet er imidlertid, om vi overhovedet forstår, hvad han siger? Er bogen en pædagogisk formidling af højenergifysik, som den giver sig ud for at være? Bech bruger det almindelige dagligsprog og anskuelige, letfattelige billeder, når han skal fortælle om sin elskede fysik. Men det snyder, for i virkeligheden handler højenergifysik om matematiske abstraktioner, som kun matematikere på et temmelig højt niveau forstår.

Når Bech henviser til tal som 10 i minus 36 eller lignende kompleksiteter, kan ingen almindelige mennesker følge med. Vi forstår det grundlæggende ikke, og hvis vi tror, vi forstår det, bliver vi forført. Bohr sagde om kvantemekanikken, at tror man, man forstår den, har man ikke forstået den.

Det samme gælder Bechs teorier for os almindelige læsere. Bech sætter ”gud” i anførselstegn, men i virkeligheden burde alt, hvad han siger om verden ifølge højenergifysikken, sættes i anførselstegn. Journalisten er ikke rigtig optaget af, om vi forstår teorierne, men snarere af, at han synes, det er sjovt, at der findes en universitetsansat professor, der kan sige noget så mærkeligt.

Darwinismen står for fald

Når det er sagt, synes jeg, det er spændende, at Bechs teori om ”gud” er en reaktion på, at der siden Darwin ”ingen fremtidig organisator er tilbage”. Bech beskriver ”gud” således:

”En styrende kraft, der drejer universets begivenheder i en bestemt retning. En styrende kraft, som med fuld kendskab til vores fremtid har mulighed for at påvirke vores nutid. Og som tidligere har haft påvirkningskraft på vores fortid”.

Det lyder, som om man ifølge Bech ikke kan undvære en form for målrettethed i forklaringen på partiklernes fysik. Det mente man også før Darwin - og kvantemekanikken.

Med Darwin og kvantemekanikken kom tilfældigheden ind i de naturvidenskabelige forklaringer i form af tilfældige mutationer på det levende niveau og på elektronernes niveau. Man mente, alt kunne forklares ud fra mekanisk kausalitet og tilfældigheder, hvilket eliminerede alle former for formålsforklaringer. Fremtiden var intet andet end kaos.

Det opponerer Bech tilsyneladende imod. Det er umuligt at forklare, hvad der foregår uden en form for formålsårsag. Denne fornemmelse af de nuværende forklaringers utilstrækkelighed står Bech ikke alene med.

Det virker som om, darwinismen i vid forstand, som en forklaring på alting, er et paradigme, der står for fald. Det har hersket i lang tid, men lever nu kun videre ved hjælp af en stor mængde af meget tvivlsomme hjælpehypoteser.

På den måde minder vores tid om tiden lige før den kopernikanske vending i 1500-tallet. Den geocentriske teori blev kun opretholdt ved hjælp af indviklede hjælpeteorier, inden det hele brød sammen, og man skiftede paradigme til det heliocentriske verdensbillede.

Mit gæt er, at vi står over for et skifte i paradigme, men det er meget svært at forudse, hvordan det fremtidige paradigme vil se ud, da det hører med til selve definitionen af, hvad naturvidenskab er, at man kun må forklare naturens fænomener med mekaniske årsager og tilfældigheder, formålsårsager er på forhånd udelukket.

Bechs ”gud” er ikke transcendent

Man kan også spørge, om Bechs teori egentlig omhandler en formålsårsag. Sagen er måske snarere den, at hans formel for ”gud” er en form for kausal lovmæssighed. Det nye er bare, at det er en lovmæssighed, der indbefatter fremtiden, og ikke ligner almindelige naturlove. Det er en ”fremtidsinkluderende teori”, som han formulerer det.

Ligesom ”gud” er i anførselstegn er alle former for formålsårsager i anførselstegn i Bechs teori. Hvad vi så skal forstå ved en årsag, der på en eller anden måde styrer fremtiden, men som ikke er hverken Gud eller Aristoteles’ formålsårsag, det er det store problem. Bech slår alle mulige krøller på sig selv, når det skal formuleres.

En vigtig forskel mellem Bechs ”gud” og det, vi normalt forstår ved Gud, er, at ”gud” ikke er transcendent, så forskellen er væsentlig. Bech mener, at det bliver nemmere at være rigtig Gud med hans teori om en anførselstegns-gud. Det er ikke umuligt, men også svært at forudsige.

Det er grundlæggende ved naturvidenskaben, at den er metodisk ateistisk. Det er ikke en fejl ved den, men meningen med den. Vi kan principielt ikke bruge Gud som en årsag i naturvidenskaben, da hele det naturvidenskabelige projekt går ud på at se, hvor langt vi kan komme med at forklare naturens fænomener, hvis vi pålægger os den restriktion, at vi i vores forklaringer kun må henvise til mekaniske årsager og tilfældigheder.

Når Bech og fysikken taler om en teori om alt, så er det ikke en teori om alting i ligefrem forstand. Jagten på en teori om alt er en teori om alt på fysikkens niveau. Det er en teori om alt vedrørende atomare partikler. Men verden er ikke bare partikler. Mange naturvidenskabsfolk er dygtige naturvidenskabsfolk, men ikke nødvendigvis særlig dygtige filosoffer end sige teologer.

Bohr var for eksempel en dygtig fysiker, men kun en mådelig filosof. Filosofisk set må man sige, at der er en hel del, fysikken principielt ikke kan forklare. Den kan for eksempel ikke forklare, hvorfor der er noget og ikke intet, ligesom at den ikke kan forklare, hvordan partikler og neuroner i hjernen kan blive til bevidsthed.

Bech er inde på spørgsmålet om bevidsthed og henviser her til det såkaldte emergens-fænomen. Det går ud på, at når der er mange nok af noget, bliver det pludselig til noget kvalitativt andet. En, to, tre fugle er ikke en flok, men på et tidspunkt er der en flok, ”når de er mange nok”, som Benny Andersen siger det.

På samme måde med neuronerne i hjernen. Når der er mange nok, opstår der bevidsthed. At henvise til en sådan forklaring afslører et meget lavt niveau filosofisk set. Det er naturligvis ingen forklaring, men snarere en måde at undgå problemet på.

Selv om også fysikken når frem til en teori om alt, så betyder det langt fra, at man har forklaret alt. At dette problem ikke antydes i bogen viser, hvor ualvorlig den er med henblik på at fastslå hvilket erkendelsesniveau, vi befinder os på med fysikken. Vi forføres til at tro, at fysikken indeholder en mulig teori om alt forstået som en forklaring på alt. Det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Man kan også sige, tænk hvis det var muligt for alvor at løse universets gåde. Det ville være et mareridt, hvis gåden faktisk blev løst, for så ville livet miste al sin interesse. Så snart en gåde er løst, er den det mest uinteressante af alt. Nej, det forholder sig Gud ske lov, som Storm-P siger det: ”Livet er en gåde, løsningen står på bagsiden.”