Derfor bliver vi aldrig enige om, hvad danskhed er
Så snart man introducerer en kategori som ”danskhed”, forudsætter man, at der er nogen, der er med, og andre, der ikke er med. En diskussion af ”danskhed” er altid en diskussion af, hvem der skal udelukkes, mener lektor Sune Lægaard
En ny runde i debatten om danskhed blev skudt i gang, da Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen i Debatten på DR 2 betvivlede, om elevrådsformand Jens Philip Yazdani fra Langager Gymnasium er dansk.
Der er intet nyt i denne debat. Positionerne er juridiske (dansk = statsborgerskab), subjektive (dansk = at føle sig dansk), går på afstamning (dansk = at have danske forældre), eller lægger vægt på sproget eller bestemte angiveligt særligt ”danske værdier”.
Det mest interessante er derfor ikke positionerne, som har 240 år på bagen (siden indfødsrettens indførsel), men hvorfor debatten overhovedet rejses.
I Dansk Folkepartis tilfælde sniger kristendom sig ofte ind som definition af danskhed. Marie Krarup mente eksempelvis på Facebook, at man kun er dansker, hvis man vil være det på ”den gamle måde med Dannebrog med kors i”. Dette er også en velkendt position. Derfor er det interessante igen ikke positionen, men hvad der sker i og med, at den trækkes i manegen igen.
Der er ikke enighed om, hvad danskhed er. Selv når folk er enige om, hvem der er danske, er de ikke enige om i kraft af hvad. Men hele debatten forudsætter alligevel, at der er noget – danskhed – som vi kan være uenige om.
I stedet for at diskutere positionerne, som vi aldrig bliver enige om, burde vi derfor diskutere selve spørgsmålet, og især hvorfor det rejses: Er der overhovedet grund til at diskutere et spørgsmål, der forudsætter eksistensen af noget kaldet danskhed? Og hvad sker der, når vi gør det?
Så snart man introducerer en kategori som ”danskhed”, forudsætter man, at der er nogen, der er med, og andre, der ikke er med. En diskussion af ”danskhed” er altid en diskussion af, hvem der skal udelukkes – for eksempel fra statsborgerskab eller retten til at præge det offentlige rum.
Når Dansk Folkeparti rejser diskussionen om danskhed, er det ikke, fordi der er et reelt problem med danskheden – lige som når regeringen kan foreslå besparelser for at løse et økonomisk problem. Der findes nemlig ikke nogen uafhængigt eksisterende danskhed, der kan være et problem med. Diskussionen rejses i stedet, fordi partiet har en interesse i at fremstille det, som om der er et problem.
Men gælder dette også, hvis man identificerer danskhed ud fra håndgribelige kriterier som for eksempel kristendom? Er det ikke klart, hvem der er kristne? Dåben og trosbekendelsen leverer øjensynligt ret klare kriterier for kristendom. Og der er faktisk et problem med danskheden defineret ud fra kristendom – for eksempel at medlemstallet i folkekirken falder.
Men her viser det sig, at det forholder sig på samme måde med kristendommen som med danskheden: Selv hvis folk er enige om, hvad der er kristent, er der ingen mening om i kraft af hvad.
En nylig undersøgelse fra Scharling Research viser eksempelvis, at der selv blandt præster er kolossal forskel i synet på trosbekendelsen – for nogle er den et dogmatisk grundlag, for andre er den reelt uden indhold. Tidligere har der ligeledes været sager, hvor ansatte inden for folkekirken har troet på reinkarnation, det vil sige benægtet centrale dele af kristen dogmatik, uden at de af den grund kunne smides ud.
At identificere danskhed med kristendom er problematisk. Det udelukker mange, som selv Dansk Folkeparti mener er danske. Det hænger desuden ikke sammen med religionsfrihed og åndsfrihed.
Men det virkelige problem handler ikke om enkeltpositioner som denne, men om selve debatten. Der findes ikke en danskhed, hvis karakter vi blot er uenige om, som debatten forudsætter. Når vi glemmer dette, er vi allerede i gang med at udelukke folk.
Sune Lægaard er ph.d., lektor og skriver kommentaren ved religion.dk