Kommentaren

"Debat om imamer som domsmænd tyder på ubegrundet mistillid til retssystemet"

En politisk begrundelse for krav om adskillelse af religion og politik bør ikke være udtryk for et synspunkt om, at religion som sådan, eller bestemte religioner som kristendom eller islam, er noget godt eller dårligt, skriver lektor i filosofi Sune Lægaard Foto: Privatfoto

Forslaget om domsmænd antager, at imamer ikke kan skelne mellem religiøse og retlige grunde. Men hvis imamer ikke kan skelne, hvorfor så antage, at andre troende kan, skriver lektor Sune Lægaard

Hvorfor skal religion ud af det offentlige rum? Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet om religion i det offentlige rum op. For nylig har regionsrådspolitiker fra Liberal Alliance i Region Syddanmark, Marianne Mørk Mathiesen, stillet forslag om, at sundhedspersonale bør fremtræde religiøst neutralt.

Samtidig har Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, og retspolitisk ordfører for Socialdemokratiet, Trine Bramsen, foreslået, at imamer ikke skal kunne være nævninge og domsmænd i retssystemet.

Begge forslag er udtryk for en ide om, at religion og politik bør adskilles. Begrundelsen for henholdsvis at kræve religiøst neutral fremtræden af sundhedspersonale og at udelukke imamer fra at være domsmænd er, at religion ikke bør blandes ind i offentlige institutioner som sundhedsvæsnet og retsvæsnet. Spørgsmålet er, om det generelle ideal om adskillelse af religion og politik er en god begrundelse for disse konkrete krav? Det afhænger af, hvorfor religion og politik bør adskilles til at begynde med.
 
Der er dog forskellige rationaler for at kræve adskillelse af religion og politik. Der er forskel mellem sekularisme som religionsfjendtlighed og sekularisme som et politisk synspunkt om, at religion og politik bør adskilles. Fransk sekularisme er til dels udtryk for en decideret negativ opfattelse af religion som sådan. Men mange udgaver af kravet om adskillelse af religion og politik er ikke religionsfjendtlige – de kan være udtryk for et religionsvenligt ønske om at beskytte religion mod staten, eller simpelthen at religion og politik handler om forskellige ting, der ikke bør blandes sammen.

En politisk begrundelse for krav om adskillelse af religion og politik bør ikke være udtryk for et synspunkt om, at religion som sådan, eller bestemte religioner som kristendom eller islam, er noget godt eller dårligt. Det ville i sig selv være udtryk for en manglende adskillelse af religion og politik, hvis staten baserede sin lovgivning på sådanne opfattelser af religioners værdi.
 
Man kan skelne mellem tre politiske begrundelser for kravet om adskillelse: 1) Statslige politikker bør kunne begrundes uden henvisning til religiøse grunde, som er utilgængelige for ikke-troende. 2) Staten bør være inkluderende og ikke behandle borgere på måder, der ikke respekterer dem som lige. 3) Statslige politikker bør ikke påtvinge borgerne kontroversielle religiøse opfattelser af det gode liv.

Hvilke af disse begrundelser er relevante i forhold til de konkrete forslag? Sagen om imamer som domsmænd er især udtryk for en frygt for, at retlige afgørelser træffes på et utilgængeligt og kontroversielt religiøst grundlag. Sagen om religiøse symboler på hospitalerne er derimod udtryk for ønsket om at behandle borgerne lige. Er dette gode begrundelser for de konkrete forslag?

Forslaget om domsmænd antager, at imamer ikke kan skelne mellem religiøse og retlige grunde. Men hvis imamer ikke kan skelne, hvorfor så antage at andre troende kan? Så enten støtter begrundelsen, at alle troende udelukkes. Det ville være uhørt radikalt. I stedet må retssystemet indrettes, så domme fældes på det rigtige grundlag, lige gyldigt hvem der er domsmænd. Det sker formentlig allerede i dag, så der er ikke noget problem.
 
Forslaget om sundhedspersonale antager, at religiøse symboler, f.eks. et tørklæde, er udtryk for forskelsbehandling af patienterne. Det ville krænke lighedskravet, hvis patienterne blev påtvunget religiøse budskaber. Men et diskret symbol eller et tørklæde påtvinger ikke patienterne et bestemt religiøst budskab.

Så selv om man går ind for adskillelse af religion og politik, begrunder dette krav ikke forslagene.

Sune Lægaard
Lektor, ph.d i praktisk filosofi. Skriver kommentaren ved religion.dk