Kommentaren

Er vi mere sårbare for frygt i Vesten?

Da jeg var lille, sang mine forældre for mig Lina Sandells salme: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare”. Jeg hørte det som ”ingen er så tryg for fare” og sang samme forståelse videre til mine egne børn: ”I kan være trygge for fare, så længe I er i Guds hånd”. Men det er ikke det, salmen siger. Den taler om at være tryg midt i faren, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi.

Når meningen mangler, mister vi også modstandskraften, når frygten banker på. Og når modstandskraften svigter, vinder terroristerne, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Noget af det værste ved at rejse er sikkerhedskontrollerne i lufthavnene. De er vel i udgangspunktet tænkt for at fremme tryghed og sikkerhed, men mig gør de nervøs og usikker. Jeg bliver klam på hænderne og kold ned af ryggen, inden jeg er kommet til vejs ende og har fået livremmen spændt igen.

Hvor kan vi være trygge i dag? Ikke i Paris eller Bruxelles eller udenfor Krudttønden. Hvad med at flytte ud på landet i et lille stråtækt hus med udsigt til sø og skov? Lang væk fra verdens larm og pine.

Jeg husker fra ungdommen, hvordan det var at komme hjem fra en lang rejse og opleve gensynet med det fredelige, idylliske landskab, når flyet kom ind over Øresund og Sjælland – sejlbådene på det azurblå vand og de stråtækte huse langs Strandvejen. Idyllen findes fortsat, men den er ikke længere afsondret fra den farlige verden. Det er kun fire år siden, at terroren ramte den idylliske Utøya i Norge.

Verden er farlig, og ingen er trygge. I Paris snakkede man i sidste uge om ‘at tage byen tilbage’ efter terrorhandlingerne – gå på cafe og til koncert, på trods - for at demonstrere at terroristerne ikke har vundet. ”Vi vil ikke lade os overmande af frygten”, sagde de.

Men frygten ligger alligevel på lur – frygten for at blive knivstukket på en busholdeplads i Jerusalem, flugten fra Islamisk Stats brutalitet i Mosul, tanken om selvmordsbomber på gaden i Beirut, oplevelsen af et dramatisk gidseldrama i Bamako, ildspåsættelse af asylmodtagercentre i Sverige.

Hvad skal vi gøre for at genfinde eller genvinde trygheden? I Israel har man bygget høje mure og interneret mistænkelige personer, oprettet check-points og straffet familierne til terroristerne. Men det har ikke forhindret knivstikkeri og selvmordsbomber.

I Norge har Stortinget hals over hoved indført nye skærpede indvandringslove, som gør det muligt at sende asylsøgere retur over grænser og hav. De, som vinder på dette, er indvandringskritiske politiske partier; det viser galluptallene.

Og i Tyrkiet skyder man et russisk fly ned, som efter sigende har krænket tyrkisk luftrum. Resultatet er, at hele verden bider negle af frygt for et russisk gengældelsesangreb.

Drømmen om den uberørte idyl er for alvor utopisk. Den drøm handler om en falsk tryghed. I stedet må også vi i det fredelige Norden lære at leve med utrygheden. Frygten for terror må ikke få lov at lamme os.

Måske det også var en ide at reducere informationsstrømmen for på den måde at skabe lidt mere afstand. Jeg mærker, hvordan jeg og mine omgivelser ofte lader os bombardere via alle mulige medier med store og små beretninger om den farlige verden. Brugen af sociale medier har det sidste årti ført til en eksplosion i tilgangen til information.

Da jeg var lille, sang mine forældre for mig Lina Sandells salme: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare”. Jeg hørte det som ”ingen er så tryg for fare” og sang samme forståelse videre til mine egne børn: ”I kan være trygge for fare, så længe I er i Guds hånd”. Men det er ikke det, salmen siger. Den taler om at være tryg midt i faren – fordi vi tror, at vi er båret af Guds faderarme. Jeg tør ikke påstå, at dette løser alle problemer med frygt og utryghed, men tryghed og gudstro hænger sammen i min tankeverden.

Jeg har et par gange i mit lange liv oplevet, at døden trådte mig på tæerne, og at dødsangsten var ved at kvæle mig. I disse situationer oplevede jeg samtidig, at Gud fandt vej ind i min frygt og hviskede til mig, at ”hvad enten du lever eller dør, hører du Herren til”. Siden da, har jeg ikke længere samme paniske frygt for døden. Der er en, som er stærkere.

Kan det være, at vi i Vesten er blevet mere sårbare for frygten, fordi mange af os har mistet denne oplevelse af Guds faderarme? Jeg har haft venner, som på sin krop har oplevet fængsel, tortur og dødsangst – og som siger det samme: Det var troen på Gud, som gav mening og tryghed.

Sagt endnu mere ubeskyttet: Er der opstået et tomrum i vestlig kultur ved, at vi har mistet den indre mening med livet? Og hvor denne mening mangler, mister vi også modstandskraften, når frygten banker på. Og når modstandskraften svigter, vinder terroristerne.

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk