Jerusalem er ikke engang nævnt i Koranen

Islamisterne er godt i gang med at ødelægge jødernes adgang til helligsteder i Israel. UNESCO støtter dem, skriver David Lexner

De af os der troede, at historisk revisionisme var et ekstremistisk, ydre-politisk fænomen, som først og fremmest fandtes blandt gale nynazister og iranske premierministre, fik for nyligt en kold spand vand i hovedet.

UNESCO fastslog ved deres generalforsamling i oktober, at Rakels grav, som ligger i udkanten af Betlehem, ikke bør være at finde på listen over jødisk kulturarv som for nyligt blev offentliggjort af den israelske regering. Det er en moske, fastslog organisationen, med kun en enkelt stemme imod. Danmark undlod at stemme.

Rakels grav har aldrig været muslimsk bedehus
Rakel var som bekendt patriarken Jacobs kone, og gennem tusinder af år har jøder valfartet til graven med bønner om frelse, når pogromer og forfølgelse gjorde livet ulideligt. Selv den arabiske lokalbefolkning har gennem historien betegnet stedet som Qubat Raquel, Rakels grav.

Faktisk peger forskere på, at første gang stedet er relateret til som moske er i en palæstinensisk avisartikel fra så sent som i 1996.

Under pres fra de islamiske lande kommer UNESCO nu og omskriver stedet til at være en moske, til trods for at der aldrig har været et muslimsk bedehus på stedet. Og ikke nok med det; selvsamme resolution beskriver også bekymring over israelske planer om renovering af Grædemuren i Jerusalem og indgangen derfra til Tempelbjerget; en renovering der skal forhindre dele af muren i at kollapse.

Grædemuren fylder mig med tomhed
I forbindelse med mit arbejde som salgsdirektør tager jeg ofte firmagæster fra udlandet på rundtur i det gamle Jerusalem. Jeg elsker at vise dem rundt i den gamle bys smalle gader; følge røgelsesduften fra de kristne pilgrimme ned ad Via Dolorosa til Golgata; fare vild i Gravkirkens rod af krypte og bederum; købe en kardemomme-duftende kande tyrkisk kaffe på det arabiske marked og nyde den på taget af det østrigske hospice med udsigt over Klippemoskeen.

Den største oplevelse får mine gæster dog, når vi når turens endepunkt. Forrest på den store hvidstenede plads bag hundredvis af sortklædte jøder som vakler frem og tilbage i bøn, rejser Grædemuren sig midt i et virvar af sang og klagen, krydret med turguidernes indlevende historier og turisternes evige kameraklikken.

Og netop her på dette ærkejødiske sted, hvor min forfædre i tusinder af år har delt deres mest intime bønner med de golde sten, netop her føler jeg tomhed netop her svinder Jerusalems guddommelighed i mine øjne.

Hvorfor dog? spørger I. Er dette ikke jødedommens helligste sted?

Grædemuren er slet ikke en del af templet
Grædemuren blev bygget nogle hundrede år inden år nul som støtte for platformen, hvorpå det nye jødiske tempel skulle stå. Den var kun en nødvendig ydermur ikke en del af det oprindelige tempel og da slet ikke en del af det allerhelligste, det inderste tempelrum, hvor pagtens ark stod på klippen, som Gud ifølge traditionen udpegede til stedet for Abrahams ofring af Isak.

Jøder må ikke bede på det allerhelligste sted
Jødernes helligste sted er netop dér, på den anden side af muren. Og dér, på den anden side af muren, har den muslimske Waqf, et råd af imamer, forbudt al jødisk bøn. Ja, I hørte rigtigt; Jøder har ikke lov til at bede på jødedommens allerhelligste sted.

Jøder i Danmark vender sig i bønnen mod Israel; I Israel vender man sig mod Jerusalem; I Jerusalem mod den gamle by; I den gamle by mod tempelbjerget. Men ingen jøde må bede på selve bjerget.

Bedesjale, bederemme, bønnebøger, ja selv kalotten skal gemmes væk hvis man vil betræde bjerget og undgå at blive angrebet af Waqfens vagter. Jødisk bøn må under ingen omstændigheder finde sted. Vi må tage til takke med at blive udenfor murene.

Koranen nævner ikke engang Jerusalem!
Det gamle Testamente nævner Jerusalem 823 gange, Det ny Testamente 161 gange. Koranen beskriver Jerusalem lige så mange gange som den hinduistiske Bhagavad-Gita, den taoistiske Tao-Te Ching og den buddhistiske Dhamapada: ikke en eneste gang!

Muslimske koranfortolkere hentyder alligevel til Muhammeds rejse fra den hellige moske til den fjerneste moske, som en rejse fra Mekka til Jerusalem. Dette til trods for at den første moske først bliver bygget i Jerusalem mange år efter, at Koranen bliver nedskrevet.

Det er dog klart, at mange hundrede års muslimsk styre i Jerusalem har skabt et vist historisk og kulturelt bånd til byen. En forbindelse der selvfølgelig ikke kan sidesætte jødernes såvel historiske som religiøse rettigheder til byen altså så længe vi ikke spørger muslimerne selv...

UNESCO støtter islamisterne
Ikke en eneste sten på Al-Burqa (Tempelbjerget) har forbindelse til jødisk historie, sagde stormuftien af Jerusalem i år 2000. To år efter udtalte Arafat til avisen Al Hayat: I 34 år har jøderne gravet [i Jerusalem] og de har ikke fundet en eneste sten som beviser, at et tempel har eksisteret.

Selv palæstinensernes nuværende præsident Mahmud Abbas tager del i den revisionistiske kampagne: De [jøderne] hævder, at de for 2000 år siden havde et tempel. Jeg udfordrer påstanden om, at dette er tilfældet, har han udtrykt.

Ethvert tegn på jødisk historie i Det hellige land, ethvert rituelt bad, enhver grav, enhver udgravning, enhver påmindelse om jødisk bøn på tempelbjerget er et bevis på jødernes eksistens og deres historiske ret til det hellige land og til Jerusalem.

Det vil islamisterne gøre en ende på, og det støtter UNESCO altså op om, mens Danmark ser stille til.

Som at tale til en mur
En historie fortæller om en europæisk journalist, som bliver sat til at skrive en historie om Grædemuren. Hun tager til Israel og ved sine gentagne besøg ved muren lægger hun mærke til en gammel jøde med et langt gråt skæg, som hver eneste dag, fra morgen til aften, sidder dybt opslugt i sine bønner.

En dag tager hun mod til sig: Hvor længe er du kommet her?, spørger hun jøden. Jeg er kommet her hver eneste dag i 35 år, svarer manden. Jeg kommer hver morgen klokken seks og beder om verdensfred. Efter frokost beder om jeg om lidt ekstra til mine egne lommer og når mørket falder på, beder jeg om at få lov til at opleve jødisk bøn oppe på Tempelbjerget.

Det var utrolig megen bøn, siger journalisten. Hjælper det?. Næh, ikke rigtigt, siger jøden. Det er som om at tale til en mur!

Islamistisk revisionisme truer nu mere end nogensinde. Hvis ikke den vestlige verden snart nedbryder murene, som de tyst gemmer sig bag, bliver det groteske forbud mod jødisk bøn på jødedommens helligste sted kun starten på en forvrænget virkelighed som vil ramme overalt - fra den hellige moske i Jerusalem til den fjerneste moske i Skagen...

David Lexner er salgsdirektør, bosat i Israel og kommentarskribent ved religion.dk.