Khader: Vi har moralsk pligt til at forhindre folkemord

Hvis vi har muligheden for at beskytte nogen, men finder grunde til ikke at gøre dette, er vi direkte medvirkende til, hvad der efterfølgende hænder disse mennesker, mener Naser Khader. Foto: ORIETTA SCARDINO

Når vi går ind i Libyen, er det i tråd med teologen Dietrich Bonhoeffers tanker, mener udenrigsordfører (K) Naser Khader

Er vores tilstedeværelse i Libyen berettiget? Det er et spørgsmål, der fylder utrolig meget i disse dage.

Inden det internationale samfund påbegyndte opretholdelsen af flyveforbuddet i Libyen, råbte alle sider op i kor om, at det ikke kunne passe, at det internationale samfund blot så til, at det var handlingslammet, og at det var på tide at sætte handling bag de ord og værdier, vi prædiker i den vestlige verden.

Nu, hvor FN-mandatet er vedtaget, begynder kritikerne at melde sig på banen; Gaddafi nåede jo faktisk ikke at begå folkemord, er et af de mange argumenter.

Andre hævder, at Libyen ligger meget langt væk, at vi ikke skal deltage i flere krige, at der aldrig vil eksistere en retfærdig krig, fordi det altid også vil gå ud over nogle uskyldige eller utilsigtede mennesker, at mandatet i virkeligheden bliver håndhævet med en anden dagsorden end den blotte beskyttelse af civilbefolkningen for øje (et regimeskifte), osv., osv...

Hvorfor ikke se teologisk på krigen?
Disse røster kan have ret i mange af deres pointer, men det giver dem ikke nødvendigvis ret i deres konklusion, at vi ikke burde rode os ud i endnu en militær aktion. Det er blevet en militær diskussion, en politisk og en akademisk diskussion, men hvorfor ikke se det fra et teologisk perspektiv?

Det grundlag, som FN-mandatet er udstedt på, bygger jo netop på det internationale samfunds pligt til at beskytte civilbefolkningen ikke bare i de tilfælde, hvor magthaverne i en nationalstat ikke er i stand til at gøre det, men også i de tilfælde, hvor det netop er magthaverne, der udgør truslen mod civilbefolkningen.

Det kan meget vel være, at Gaddafi ikke nåede at begå folkemord før, det internationale samfund satte ind, men risikoen for det var overhængende. Skulle man have ventet med at skride ind, til det rent faktisk var blevet en realitet? Selvfølgelig skulle man ikke det, for så ville vi have været direkte ansvarlige for dette folkemord.

Ikke at handle er også en handling
Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-1945), var stærkt optaget af netop den moralske forpligtelse til at handle. Han var som udgangspunkt imod vold (herunder også drab), men nåede til den slutning, at det i nogle tilfælde kan være mere moralsk forkasteligt ikke at bekæmpe et onde, end selve voldshandlingen.

Ifølge Bonhoeffer er det ikke at handle også en handlling, hvis man derved fravælger at handle eller reagere i en given situation. Dette mente han, fordi enhver mulighed for at handle medfører et øget ansvar for konsekvenserne af, hvad man stiller op med denne mulighed.

Bonhoeffer var aktiv i modstandsbevægelsen, og det var netop hans afsky og kamp mod Hitlers antisemitisme, der førte ham til denne konklusion.

Passive tyskere muliggjorde nazisternes folkemord
Således ville det være et aktivt fravalg af den libyske civilbefolknings liv, hvis det internationale samfund havde valgt at blande sig uden om. Ifølge Bonhoeffer var de mange civile tyskere, der ikke modsatte sig naziregimets uhyrligheder, i høj grad medvirkende til at muliggøre selv samme uhyrligheders eksistens og realisering.

Havde tyskerne i stedet valgt i højere grad at sige fra over for forbrydelserne mod menneskeheden, eller havde de gejstlige i Europa nægtet at udlevere kirkebøgerne til nazisterne, ville det slet ikke have været muligt for Hitler at gennemføre så konsekvente udryddelser, som det var tilfældet.

Nazisternes folkemord blev alene muliggjort, fordi befolkningen ikke følte delagtighed i forbrydelserne under påskud af, at det ikke var deres egen hånd, der førte sværdet.

Er vores liv mere værd end deres?
Det er den største lektie, vi mennesker stadig har til gode at lære, og som mange heldigvis også kæmper for at lære os. Alle handlinger har konsekvenser også i de tilfælde, hvor vi vælger ikke at handle. Hvis vi har muligheden for at beskytte nogen, men finder grunde til ikke at gøre dette, er vi direkte medvirkende til, hvad der efterfølgende hænder disse mennesker også selvom de bor i et andet land, langt borte fra vores hverdag.

Hvordan man, med dette in mente, kan diskutere om aktionen i Libyen er retfærdig og berettiget, er mig ubegribeligt. Det er slet ikke det, diskussionen bør handle om. Hvis uskyldige står overfor at blive myrdet, og vi har muligheden for at forhindre det, er dilemmaet i virkeligheden snarere; om vi føler, at vores liv og interesser er så meget mere værd end den libyske civilbefolknings, at vi ikke vil hjælpe dem?

Hvis det til gengæld er et spørgsmål om moral, er der ikke noget dilemma: Besidder vi muligheden for at forhindre et folkemord, er det vores moralske pligt at gøre dette. Alt andet vil være moralsk forkasteligt og gøre os til medskyldige aktører i dette mord!

Naser Khader er udenrigs- og integrationsordfører for Konservativt Folkeparti og kommentarskribent ved religion.dk.