Kommentaren

Pernille Vigsø Bagge: Religionerne skal ind i kampen om kønnene

I sognegårde rundt om i landet kan jeg stadig møde argumentet om, at det mest er det biologiske køn, der er bestemmende for, hvem vi er. Pas på med det – i yderste konsekvens bliver det en undskyldning for nytårsnatten i Køln og lignende, mener sognepræst Pernille Vigsø Bagge. Foto: Rune Johansen.

Hvis vi fastholder en udelukkende biologisk tilgang til de to køn, får vi så store problemer, at kun en nytårsnat i Køln med krænkelser af kvinder i massevis for alvor kan åbne vores øjne, mener sognepræst Pernille Vigsø Bagge

Jeg har lige haft en dejlig uge i Spanien, hvor øllen altid bliver placeret foran manden, og kaffen altid foran kvinden, men heldigvis kan vi selv bytte om på drikkevarerne, når tjenerne på den måde slår automatpiloten til.

Det handler om køn. Om de to køn der er repræsenteret på denne klode i både plante-, dyre- og menneskeriget. Jo, der findes også tvekønnede og intetkønnede skabninger, men primært er vi hanner og hunner.

Og selv om vi er vores køn, så skal vi fjerne os fra primært at have en biologisk tilgang til de to køn. Ellers får vi problemer i så stort tal, at kun en nytårsnat i Køln med krænkelser af kvinder i massevis for alvor kan åbne vores øjne for, hvor problematisk det er, at betragte de to køn som udelukkende biologiske størrelser.

I de efterhånden mange debatter om ligestilling mellem kønnene, fremkommer der næsten altid de samme argumenter for, at drenge er skabt til at kunne lide legetøj med hjul (dog endelig ikke barnevogne, forstås), mens piger er skabt til at tage sig af indendørs sysler og ting, der kræver finmotorik (dog ikke reparation af bilmotorer eller kirurgi, forstås). Det kan folk påstå, fordi de har set små drenge, der kan lide traktorer, og piger, der kan lide perleplader og dukker. Og så lyder det altid efterfølgende: ”Og det hverken KAN eller SKAL man lave om på…”

Men nu bliver det farligt. For hvis det er medfødt, at drenge vokser op og bliver bedst til at køre bil, og piger bliver bedst til yngelpleje, fordi det er medfødte egenskaber, som man ikke skal eller kan ændre på, er det så ikke helt galt med kvinder på arbejdsmarkedet og fædre, der tilkendes forældremyndighed over deres børn ved skilsmisse?

Og er der så noget at gøre ved kriminalitet, sexoverfald, vold og den slags uhyrligheder? Er det ikke medfødte egenskaber, som man ikke kan ændre ved? Og når 90 procent af de indsatte i alle landes fængsler er mænd, næsten alle sexoverfald begås af mænd, når de fleste voldsudøvere er mænd, er det så ikke bare noget medfødt, som man må lære at leve med?

Nej, nej og atter nej. Her i Norden er der mindre kriminalitet, færre sexoverfald og langt færre tilfælde af vold end andre steder, fordi vi IKKE tror på, at ”sådan er mænd bare”, og ”sådan er kvinder”. Fordi vi ved, at mennesker er ganske meget andet end biologi. Vi er lykkeligvis dannet, opdraget og oplyst til at være mere og andet end vores (måske) biologiske tilbøjeligheder.

Så når vi fordømmer de mænd, der gik amok i Køln nytårsnat – og det skal vi! Så skal vi huske, at det ikke primært skyldes biologi, at disse mænd intet fatter om, hvordan man IKKE forvalter sin fysiske overmagt. Det handler om mangel på dannelse, manglende opdragelse til ligeværd og ingen oplysning om, at der findes en anden måde at være menneske og medmenneske på, end ved at vise sin afmagt gennem fysisk magt.

Det er en lære, som alle de store verdensreligioner bør prædike igen og igen. Men som de alle har misset, fordi de har haft et syn på ligestilling, der først og fremmest fandt sine argumenter i biologien. Ingen af de store religioner har noget at sige de andre på, når det kommer til manglende ligestilling mellem kønnene.

Naturligvis mener jeg, at evangelisk-luthersk kristendom er foran på point, når det gælder synet på mænds og kvinders lige muligheder og rettigheder, men i sognegårde rundt om i landet kan jeg stadig møde argumentet om, at det mest er det biologiske køn, der er bestemmende for, hvem vi er.

Pas på med det – i yderste konsekvens bliver det til en undskyldning for nytårsnatten i Køln og lignende – og det kan INGEN være tjent med. Ikke mændene, ikke kvinderne og i særdeleshed ikke menneskene.

Pernille Vigsø Bagge er sognepræst og tidligere folketingsmedlem. Hun skriver kommentaren ved religion.dk.