Filippinsk præsident vil være dommer over liv og død
Den filippinske præsident Duterte kalder Gud nytteløs over for menneskers ondskab og siger, at han vil være den dommer, som Gud ikke formår at være i dette liv, skriver religionssociolog Astrid Krabbe Trolle
USA's nye præsident hedder som bekendt Donald Trump, og mange ser ham som sidste skud på en frodig og vildtvoksende strøm af populisme, der i øjeblikket vinder politiske sejre over hele verden.
Om det er Brexit, USA, europæiske nationalstater eller Filippinerne. Tendensen er den samme, selvom lokale politiske dynamikker varierer. Populistiske strømninger kendetegnes ved at dyrke idéen om den lille mands kamp mod systemet. Denne kamp indebærer en mistillid til samfundets institutioner, og derfor er populisme svær at imødekomme for store dele af det etablerede samfund.
Men hvordan spiller politisk populisme sammen med religiøse institutioner? Hermed en kommentar fra det katolske Filippinerne, som den sidste tid har oplevet store omvæltninger i populismens tegn.
I maj 2016 blev Rodrigo Duterte valgt som Filippinernes præsident med 39 procent af stemmerne. Duterte er kendt for at føre en aggressiv politisk linje over for samfundets kriminelle, særligt folk involveret i narkohandel. Han gik til valg på at udrydde narkoproblemer i Filippinerne. Det løfte har til dato kostet over 4800 mennesker livet i en intensiv jagt på dealere og misbrugere.
Duterte selv er ikke bleg for at drage paralleller til Holocaust og er åbenlyst ivrig efter at dræbe så mange kriminelle som muligt. Hans ”War on drugs” (kamp mod narkotika) har bragt Filippinerne på kant med både FN, EU og den tidligere kolonimagt USA, som 92 procent af filippinerne ellers ønsker som allieret.
Men også Den katolske kirke har følt Dutertes vrede. Han har tidligere kaldt Pave Frans en horeunge, da pavens besøg til Filippinerne i 2015 gav anledning til trafikkaos i hovedstaden Manila. Senest har en række filippinske katolske præster og biskopper fået samme betegnelse, fordi de offentligt har kritiseret præsidentens politik. Fra den filippinske katolske kirkes side har man haft svært ved at lægge ansigtet i de rette folder.
Præsidentens hårdhændede fremfærd er ved at underminere retssystemet og ikke mindst idealet om, at alle menneskers liv har værdi. Netop Dutertes mistillid til etablerede institutioner mindsker kirkens handlerum i den nye populistiske dagsorden. Trods alt er Duterte demokratisk valgt, også af den katolske kirkes medlemmer, der tæller 81 procent af den filippinske befolkning.
Internt er kirken heller ikke afklaret i forhold til Duterte. Fra officiel side har den katolske kirke i Filippinerne ikke været ude med en direkte fordømmelse af den førte politik, selvom Catholic Bishops' Conference of the Philippines (Filippinernes biskoppelige råd) i september opfordrede de verdslige myndigheder til at overholde menneskerettighederne.
I Filippinerne har den katolske kirke spillet en stor rolle både som samfundsformende institution gennem landets historie som spansk koloni og også i nyere tid, hvor kirken var med til at vælte den tidligere præsident/diktator Ferdinand Marcos i 1986.
Juridisk er stat og kirke adskilt i den filippinske grundlov, og derfor har den katolske kirke ofte været en statskritisk røst. Men for øjeblikket er der stille omkring kirken. Spørgsmålet er, hvor længe stilheden varer.
Dutertes næste skridt i kampen mod kriminelle er at indføre dødsstraf, noget den katolske kirke er imod. ”Hvad nu hvis Gud ikke findes?” lød det fra præsidenten, da han introducerede sit ønske om dødsstraf. Han fortsatte med at beskrive menneskets ondskab for at vise, at Gud er nytteløs. Ifølge Duterte vil han blive den dommer, som Gud ikke formår at være i dette liv. Det interessante ved Dutertes tale er, at han bringer spørgsmålet om dødsstraf ind i teologiske overvejelser om Guds eksistens.
To uger efter dette spring ind i teodicé-problemet, erklærede han, at Gud havde talt til ham i en drøm og bedt ham om at holde op med at bande. Efter at have afskrevet højere magter, bliver gud-kortet altså spillet igen, og det har umiddelbart ingen påvirkning på Dutertes popularitet i befolkningen. Præsidentens uklare linje både udenrigs- og indenrigspolitisk er tværtimod med til at fokusere hans karisma. Der er ingen politik, kun én mands kamp mod de kriminelle. Det er dét, den katolske kirke i Filippinerne er oppe imod.
Astrid Krabbe Trolle
Religionssociolog og ph.d studerende. Skriver kommentaren på religion.dk