Kommentaren

"Hvor kommer ondskaben fra?"

Er ondskaben noget, der udelukkende stammer fra os mennesker? spørger sognepræst Pernille Vigsø Bagge. Foto: RUNE JOHANSEN / polfoto

Hvis vi selv skal bære hele ansvaret for det onde, bliver verden meget mere ond, end den behøver at være. Og det gode skulle gerne vinde til sidst! skriver sognepræst Pernille Vigsø Bagge

Det onde fascinerer og duperer. Det skræmmer og rykker i os, og vi er ganske interesserede i ondskaben som fænomen. Det luner i lommerne hos krimiforfattere og filmindustrien ved, at film med en vis portion ondskab får bedre anmeldelser end sød-suppe-romantik tilsat blid erotik og gode vibrationer. Men hvori består ondskaben?

I tiden før, under og efter reformationen antog det onde altid en personificeret form. Man talte stort set ikke om det onde, men om den onde. Satan eller Fanden eller Djævelen var omtalt og afbilledet som en person eller i hvert fald en konkret skikkelse. 

Helt op i 1600-tallet blev kvinder og mænd brændt på bål som hekse og trolde, og der skulle gå mange år, før vi helt slap tanken om den onde og begyndte at tale om det onde. Folk, der for alvor taler om djævleuddrivelse, dæmonbesættelse, åndemaneri og den slags, bliver anset for at have kuk i kasketten eller være af særlig religiøs og fanatisk observans.

Det, der før i tiden var den skinbarlige og håndgribelige sandhed om den onde, er blevet erstattet af en mere subtil og udefinérbar fornemmelse af, hvad det onde mon er, og hvor det kommer fra.

I en kristen tradition vil vi til enhver tid fastholde, at det gode, kærligheden, forsoningen og tilgivelsen, ja selve livskraften kommer fra Gud, som så ganske afgjort er uden for mennesket. Med læren om arvesynden vil vi påstå, at det er ondskaben, der får mennesker til at fjerne sig fra Gud, når vi selv prøver at blive små guder. Det rejser spørgsmålet: Er ondskaben noget, der udelukkende stammer fra os mennesker?

Hvis ja, hvor efterlader det så folk, der bliver ramt af psykisk og fysisk sygdom, sorg og ulykke? Der er takter nok i vores samfund, der har travlt med at skubbe skyld, skam og ansvar for både egen lykke og ulykke over på den enkelte. Intet fællesskab dér. Kan de mennesker antage, at de er ramt af konsekvenserne af egen iboende ondskab?

Hvis ondskaben er noget, der udelukkende bor i mennesket, bor den så i alle mennesker, eller er der nogle der er bedre end andre, og hvem skal være dommer over det? Er det ondt at forurene jorden, eller er det ondt at begrænse fremskridtet? Er det ondt at tage fra de rige, eller er det ondt at udsulte dele af verdens befolkning, så man selv kan få mere? Er det ondt at lave forsøg på dyr, eller er det mere ondt ikke at kunne helbrede sygdomme?
Hvem afgør hvad og hvem, der er på den lyse og den mørke side? Og er det ikke ondt, at vi hele tiden peger fingre ad de andre, som vi selv synes er onde, mens vi selv er bedre?

I en tid hvor vi, som så ofte før i historien, danser om ondskaben, er det som om, der kun er to modpoler i spil: Alle dem, der ser de andre som onde (og dermed sig selv som bedre) og alle dem der ser sig selv som onde og dermed går til grunde i en nedadgående spiral med tvivl på eget værd og egen ret til et godt liv.

Ondskab er mere kompleks end som så, og selv om mennesket er udstyret med en fri vilje til at vælge både det gode og det onde, så er der en grund til at antage, at det onde – ligesom det gode – også kan have sit ophav uden for mennesket. Intet nyfødt spædbarn fødes til at blive en dræbermaskine.
Hvis vi selv skal bære hele ansvaret for det onde, bliver verden meget mere ond, den behøver at være. Og det gode skulle gerne vinde til sidst!

Pernille Vigsø Bagge
Sognepræst og byrådsmedlem (SF)

Andre læser lige nu