"Kærlighed overtrumfer penge, pynt og party"

I en tid, hvor performance og overstadighed er i høj kurs, er det en fornøjelse, når rammen sættes i kirken om livets store begivenheder med nedtonet og introvert alvor, skriver gruppeformand i SF Pernille Vigsø Bagge

Det var en drøj omgang, denne bededagsferie. Drøj som i langtrukken, men også lidt hård at komme igennem.

Faster skulle begraves lørdag, og havde med vanlig hensyntagen til alle andre end sig selv planlagt bisættelsen ned i (næsten) mindste detalje. Prædikerens bog, med en tid til at leve og en tid til at dø. Tre salmer, hvoraf Altid frejdig virkede meget frisættende sunget på en befrielsens 5. maj.

SE OGSÅ: Billedserie: Sådan foregår en begravelse

Faster ønskede ikke pomp og pragt på sin sidste rejse
Meget forhippet på, at vi kun skulle være de nærmeste det vil sige 12 personer. Efterfølgende tre-retters middag med det hele, for at slutte af i fasters lejlighed, hvor de små piger valgte deres eget minde om faster. Den ene tog et vækkeur og en parfumeflakon, mens den anden ville have en globus. Hvad kan det mon betyde?

Under alle omstændigheder en dejlig afsked, et værdigt farvel, en smuk dag og en tid til tanker. Faster voksede op i traditionernes tid og brød dem alle. I det der, også i fasters barndom, var udkants-Danmark var det vel alt andet end lette odds at være homoseksuel, klogere end de fleste og med strenge normer i bagagen med det formål at kvæle alt det anderledes.

Netop derfor var det også godt, at faster kunne få en fin, kristelig afsked, hvor fasters tanker og forhold til sig selv, til vi andre og til livet, tilværelsen og alle traditionerne blev sat i relief. Faster ønskede ikke pompen og pragten på den sidste rejse.

Konfirmanden var rørt til tårer
Søndag stod den på konfirmation. Konfirmanden skulle bekræfte sin kristne dåb. Han var den højeste af konfirmanderne i kirken. Han bruger allerede størrelse 44 i sko. Han er den dejligste dreng - eller unge mand. Han interesserer sig for fodbold og computer. Og lidt for piger. Han er på alle måder tidstypisk. Og dog.

For ved hver en sang og tale til hans ære, på denne hans store festdag, kvitterede han med at blive rørt til tårer. Ikke umiddelbart en vindersag i en tid, der stiller store krav til performance. Om det var mor og far, morfar eller farmor, der sagde pæne ord, så løb tårerne ned af kinderne på vores konfirmand og viste dermed, at nok er han privilegeret, men han tager ikke forkælelsen for givet.

Han tager ikke opmærksomheden som en selvfølge. Han kvitterer ikke med hovne skuldertræk eller ligegyldighed. Han reagerer med oprigtige følelser, der fortæller, at nære relationer og oprigtig, gensidig respekt og kærlighed overtrumfer penge, pynt og party.

Hovedperson kan man være på mange måder
Faster er min mands faster, og konfirmanden er søn af mine gode venner. Derfor skal jeg på ingen måde bryste mig af at dele gener med weekendens hovedpersoner.

Jeg kan blot konstatere, at både den gamle og den unge skiller sig ud på hver deres måde. I en tid, hvor alt det udvendige, det overstadige og det ekstroverte er i høj kurs, er det en fornøjelse, at rammen sættes i kirken om to af livets store begivenheder med hovedpersoner, som tager både budskabet og det indvendige, det nedtonede og det introverte alvorligt.

Både den gamle og den unge har på hver deres måde tænkt sig om og forholdt sig til sig selv og til os andre. Til livet, til troen og til rammerne, både når ungdom og voksenliv står for døren, og når livets punktum skal sættes.

Det synes jeg, er et godt signal til os. At man, i en tid hvor det kun drejer sig om at være hovedperson, kan man være hovedperson på en måde, der rækker ud over det sædvanlige, ud til vi andre og ud over sig selv.

Ja, det var en drøj weekend, men en weekend, hvor alle begivenheder gav god mening. Også selv om den yngste af mine børn udbrød, da de sidste tænder var børstet søndag aften:

"Mor, jeg foretrækker nu alligevel konfirmationer frem for begravelser."

Pernielle Vigsø Bagge
Cand.theol og gruppeformand for Socialistisk Folkeparti