Kommentaren

Professor: Luther var mystiker

Moderne syn på Luther har udraderet hans rødder i mystikken, fordi man foragtede 17-1800-tallets pietisme, der ligeledes havde mystiske træk. ”Mystikken vil man aldrig kunne gøre protestantisk”, erklærede den selvhøjtidelige liberalteolog Adolf von Harnack omkring år 1900, skriver professor Niels Henrik Gregersen. Foto: Leif Tuxen

Luthers teologi udspringer af senmiddelalderens kristusmystik, men det gør ham ikke til en fremmed stemme i dag. Derimod bringer hans søgen efter at blive ét med Gud ham tættere på os, mener teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

I den tyske debat op til reformationsjubilæet 2017 har der været en ophedet diskussion om forholdet mellem Luther og den moderne verden.

Det ene synspunkt er, at Luthers genopdagelse af, at mennesket ”retfærdiggøres ved troen alene”, ikke kun betød en befrielse fra den religiøse følelse af aldrig at være god nok, men også skabte impulsen til dannelsen af det frie, demokratiske samfund. Synspunktet udfoldes i skriftet ”Retfærdiggørelse og frihed”, der blev udsendt af Rådet for Den Evangeliske Kirke i Tyskland allerede i 2014.

Denne tolkning kritiseres stærkt af en lang række kirkehistorikere, blandt andet Johannes Schilling (kendt for sin store Luther-biografi, oversat til dansk), Thomas Kaufmann og Volker Leppin. Disse historikere er uenige om meget, men de er enige om, at Luther skal forstås på baggrund af senmiddelalderens fromhedsbevægelser. Luther bragte ikke noget fuldstændig nyt til verden. Derimod mener disse kirkehistorikere, at der er vældig stor afstand mellem Luther og det moderne.

Leppin har således netop udgivet bogen ”Die fremde Reformation: Luthers mystische Wurzeln” (”Den fremmede reformation. Luthers mystiske rødder”). Det interessante ved denne bog er ikke mindst undertitlen, der antyder, at mystikken ligger midt i Luthers egen teologi. Den kristne mystik er udtryk for en søgen efter at blive ét med Gud, og det sker gennem Kristus alene.

Leppin peger på, at man allerede hos Luthers skriftefader, ordensmesteren Staupitz, kan finde en række udtalelser, som er meget ”lutherske”. Nåden gives for intet i Kristus, og mennesket kan ikke gøre noget for at forberede sig: ”Al dyd, al nåde er i Kristus alene”.

Men Staupitz var ikke en ensom stemme i senmiddelalderen. Mystikkens teologi ville det samme. Kun få er klar over, at Luthers første skrift var en udgivelse af det mystiske skrift ”Ein Deutsch Teologia” (”Den tyske teologi”), der går tilbage til en bevægelse fra 13- og 1400-tallet, som kaldte sig Guds Venner.

Luther skrev, at næstefter Bibelen og Augustin havde han ikke læst noget, der var til større hjælp end denne bog. Han udgav skriftet første gang i 1516, i udvidet form i 1518, og det udkom i mindst 20 oplag i Luthers egen levetid. Mystikken var tilsyneladende aldrig et overstået kapitel hos Luther.

I skriftet finder vi flere af de tanker, der bliver ved med at dukke op hos Luther. Mennesket skal opgive sig selv, ja gøre sig selv til intet, og lade Gud selv gøre arbejdet. For Gud er værens grund, og det guddommelige lys gennemlyser mennesket indefra og udefra. Dermed bliver Guds rige til. Ja, mennesket selv bliver ”guddommeliggjort”, alt imens mennesket skal fortsætte med at udfylde dagliglivets pligter.

Moderne syn på Luther har udraderet hans rødder i mystikken, fordi man foragtede 17- og 1800-tallets pietisme, der ligeledes havde mystiske træk. ”Mystikken vil man aldrig kunne gøre protestantisk”, erklærede den selvhøjtidelige liberalteolog Adolf von Harnack omkring år 1900.

Efter 1920 fulgte de dialektiske teologer som Barth, Bultmann og Brunner i samme spor, herhjemme også Tidehverv. Man konstruerede en fundamental modsætning mellem troen på Guds ydre ord og troen på Kristus, som den, der tager bolig i menneskets hjerte og sind. De dialektiske teologer ville helst ikke tale om Kristus som en indre realitet.

Men at Luthers teologi udspringer af senmiddelalderens kristusmystik, gør ham ikke til en fremmed stemme, som nutidens tyske teologer mener, inklusive Leppin.

Jeg mener derimod, at Luther kommer tættere på vores tid, hvis sansen for mystikken ligger midt i lutherdommen selv. Det gælder om at være gelassen (føjelig, red.), som mystikeren Luther sagde. Man skal kunne gøre tykt nar af sig selv, dræbe sin ego-vilje, og så lade Gud gøre nådens arbejde. For det er ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig, som Paulus sagde det.

Mystikkens sans for, at Gud er mere, end jeg kan forstå, og at Gud i Kristus rummer hele menneskelivet, er en central del af nutidens mere rummelige eller generøse tilbedelse.

Niels Henrik Gregersen er professor i teologi og skriver kommentaren på religion.dk.