Lysglober er ikke den lige vej til formørket middelalder!

I kristen meditation beder vi med Johannes Døberen: Han må blive større og jeg må blive mindre, skriver Lars Mollerup-Degn Foto: Privat

En fynsk provst hævder, at kristen spiritualitetspraksis er en forhindring for kristendommen. Jeg er lodret uenig, skriver dialogsekretær Lars Mollerup-Degn

Jeg blev udfordret af radioprædikenen på reformationsdagen den 31. oktober. Prædikenen begyndte godt og evangelisk med at fremdrage Luthers opgør med gerningsretfærdigheden og en understregning af den evangeliske forkyndelse af frelsen som en ufortjent gave, som alene beror på Guds vilje og handling.

I evangeliets lys bliver vi i sandhed hinandens næste, fordi vores næste også er et menneske, Gud betingelsesløst har forsonet sig med. Så langt så godt!

Jeg-fokuserede religiøse ydelser?
Men så kom udfordringerne! Nu blev prædikenen en lang kritik af det øgede engagement indenfor kristne spiritualitetsformer, som jeg ellers synes er så lovende i disse år. Stadigt flere genopdager, genopliver eller nyudvikler klassiske kristne udtryk for tro og åndeligt liv. Mange efterspørger inspiration til et åndeligt liv, der ikke kun appellerer til hoved, men også til hjerte, hænder og fødder.

Hvis troens livsforvandlende kraft skal udløses, må den være noget man gør, ikke noget man tænker sig til.

Men prædikanten var af en anden mening. Han angreb det, han betegnede som jeg-fokuserede religiøse nedslag og folkekirkepræsters fuldstændigt kritikløse forsøg på at efterkomme kravet om jeg-fokuserede religiøse ydelser. Konkret var det pilgrimsvandringer, retræte og meditation, lystændinger og personligt formulerede bønner, han kritiserede og var bekymret over.

Præst: Personlig bøn er hån mod treenigheden
Og det var ikke milde advarsler, der kom:

Hver gang der arrangeres en pilgrimsvandring, hver gang der anskaffes en lysglobe, og hver gang der afholdes meditationsseancer og indlægges personlige bedepauser i kirkebønnen, så risikerer vi at bevæge os med faste skridt tilbage til en formørket middelalder, hvor frygten for dommens dag udviklede sig til en hån mod Treenigheden.

Intet mindre!

Da jeg ikke ønsker at deltage i en hån af Treenigheden, var jeg nødt til at tænke argumentationen godt igennem. Kan det virkelig passe, og hvad er ræsonnementet bag en sådan opfattelse?

Problemet med disse former for spirituel praksis skulle være, at de underbygger en selvcentreret spiritualitet, som tror, at det vigtige ikke er, hvad Jesus gjorde, men hvad JEG tænker, tror og føler om det, han gjorde.

Præst: kristne skal ikke pille rundt i sig selv
Frelsen kommer til at afhænge af, om jeg bukker under for dødssynderne eller gør mig værdig til Guds kærlighed og frelse. Denne selvoptagethed låser os fast i vores eget og forhindre forkyndelsen af det frigørende evangelium:

Hvis man arrangerer pilgrimsvandinger for sine konfirmander eller menighed hvordan kan man så bagefter på troværdig vis forkynde, at pointen i evangeliet ikke er, at du skal vende dig ind i dig selv? Nej, pointen er, at Gud fuldstændig har viklet dig ud af dig selv!

Hvis man stiller lysglober op i kirkerne og opfordrer menigheden til at gå ind i isolationen og tænde et lys og bede en bøn hvordan kan man så bagefter på troværdig vis forkynde, at pointen med kristen bøn ikke er, at du i fred og ro med dig selv skal sidde og finde frem til Gud. Nej, pointen med kristen bøn er, at du skal finde mod til at tro med hjertet, at Gud har fundet dig.

Hvis der indlægges pauser i kirkenbønnen, hvor menigheden kan sidde og mumle for sig selv med Gud eller bede for dem, de lige synes, der skal bedes for hvordankan man så bagefter på troværdig vis forkynde, at pointen med et kristent menneskes liv ikke er at pille rundt i sig selv for at mærke, om man nu også i tilstrækkelig grad er der for sin næste. Nej, pointen er at være der.

Kristen spiritualitet underbygger kristendommen!
Jeg kan ikke være uenig i disse grund-pointer i den kristne tro. Men ved nærmere refleksion over egen erfaring og andres fortællinger om samme, må jeg sige, at jeg er lodret uenig i analysen af, hvad de nævnte udtryk for åndeligt liv indeholder og gør ved folk flest.

Jeg skal ikke udelukke, at der kan findes eksempler på, at pilgrimsvandringer, meditationer og personligt formulerede bønner, selv når de udføres med kristent fortegn, kan være udtryk for usund selvcentrering. Men mit indtryk og min erfaring er, at de oftest underbygger netop disse grund-pointer i den kristne tro og den teologiske refleksion omkring dem, der finder sted i disse år, gør i hvert fald.

Pilgrimme opdager fællesskabet og kirken
Pilgrimsvandringer er ofte i udgangspunktet et personligt udviklingsprojekt. Men når man lytter til pilgrimmene, der vender hjem, så vil deres vidnesbyrd ofte være, at det blev en påmindelse om den enkeltes afhængighed af fællesskabet, konkret oplevet gennem herbergene og medvandrernes hjælp undervejs.

De opdager, at deres lille historie og vandring blot er en lille del af den store tusindårige fælles vandring og tradition. Og de bliver klar over, at identiteten ikke kommer igennem de aktiviteter og præstationer, vi stresser hverdagen med, men ganske enkelt i at være til stede som det menneske, man er skabt som.

Endelig bliver pilgrimsvandringerne for mange de første skridt tilbage til den kirke, de ikke troede havde noget at give dem, fordi de undervejs erfarer, at når deres egen formåen ikke rækker længere, så griber Gud ind med hjælp og nye kræfter.

Kristen meditation handler om Kristus
Kristen meditation og stille bøn opleves for de fleste ikke som en viklen sig ind i sig selv. Tværtimod handler det om at rette blikket mod Gud og i lyset af ham spejle sig selv og erkende sin afhængighed af hans nåde.

Det handler også om, at det man ser på, kommer man selv til at ligne.
Vi skal arbejde på at blive Kristi efterfølgere. Ikke fordi vi skal frelse os selv, men fordi vi er frelst fra os selv og vores egen utilstrækkelighed. I kristen meditation beder vi med Johannes Døberen: Han må blive større og jeg må blive mindre!

Når vi tænder lys og formulerer egne bønner under kirkebønnen, handler det ofte om andre mennesker, hos hvem vi ser behov. Og erfaringen er, at vi i forbønnen udfordres til selv at være en del af bønnesvaret. Når bønnen bliver for mig selv, sker det i erkendelse af, at det jeg står over for, overstiger mine evner og kræfter.

Jeg har behov for at mindes om, at livet er en gave, og Gud giver kraften for hvert skridt, jeg skal tage. Det handler altså netop om at tage det til mig, at Gud allerede har viklet mig ud af mig selv.

Troen skal leves!
Når jeg i perioder ikke er så god til at sige eller vise min kone, at jeg elsker hende, så erfarer hun det ikke i sit hjerte, selv om hun måske nok kan tænke sig til det i sit hoved. Hvis hun virkelig skal tro det, så må det knyttes til handling og erfaring. Sådan også med Guds nåde og frelse.

Prædikenen sluttede således: Gå ud i livet og tro af hjertet, at Gud er en nådig Gud, som i Kristus er gået ud for at finde og frelse det fortabte. Gå ud og tag imod livet og del livet, som det Guds elskede barn du er!

Jeg kan kun sige Amen til den opfordring. Og en rigtig god vej for mig at gøre det på er gennem pilgrimsvandringer, lystændinger, kristen meditation og et bønsliv sammensat af både liturgiske, fælles og personligt formulerede henvendelser til Gud.

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos og kommentarskribent ved religion.dk.

Her kan du høre den omtalte radioprædiken fra reformationsdagen d. 31. oktober. Prædikenen starter ca. 40 minutter inde i udsendelsen.