"Mindfulness er hårdt arbejde!"

Så hvis arbejdet med mindfulness lykkes, så har man aldrig mere fri, aldrig mere ferie, kun en masse arbejde og forpligtelser, skriver dialogsekretær i Areopagos Lars Mollerup-Degn. Foto: Privatfoto

Når man det ønskede mål med mindfulness et oplyst sind så forpligter det. Oplysning søger man for at kunne hjælpe andre, skriver dialogsekretær i Areopagos Lars Mollerup-Degn

Man støder på det alle vegne: mindfulness kan give dig ro i sindet, få dig til at stresse af, finde balance i tilværelsen, mindfulness kan lære skolebørn at koncentrere sig og skabe større produktivitet hos medarbejderne.

Mindfulness er helt religionsneutralt?
Mindfulness er det nye vidundermiddel mod alverdens stress, jag og forvirring, et effektivt værktøj til selvudvikling. Der er ikke noget ondt at sige om mindfulness; det virker, det er helt uden bivirkninger og hvem kan dog være imod, at mennesker i en forvirret verden finder redskaber, der kan hjælpe dem med at blive mere nærværende og hvilende i sig selv?

De fleste mindfulness-instruktører anerkender, at begrebet har buddhistiske rødder, og mange vil henvise til den flere tusindårige praktiske erfaring, der ligger bag mindfulness som en garanti for kvalitet og holdbarhed.

Mindfulness er afprøve,t og vi ved, at det virker! Men samtidig vil de fleste også bedyre, at i den form, de præsenterer og instruerer mindfulness, så er det helt sekulært og religionsneutralt.

Det er bare en metode, som det er forsvarligt at bruge selv i skolerne uden at informere eller spørge forældrene uden at det har nogen indflydelse på eller tilknytning til den religiøse tro, man ellers eventuelt måtte have.

Problemet med denne dobbelthed i tilgangen til mindfulness, hvor man på samme tid henviser til de buddhistiske rødder for at dokumentere autenticitet og afprøvethed mens man kraftigt afviser nogle religiøse over- eller undertoner i selve teknikken er, at den form for mindfulness man tilbyder, er en helt anden, end den man henviser til som gammel og velafprøvet.

Ingen forholder sig rigtigt til, hvad der sker med mindfulness, når den tages ud af sin buddhistiske sammenhæng og ind i et religionsneutralt rum.

Kan man overhovedet skille det religiøse ud, og giver mindfulness som teknik overhovedet mening, hvis denne dimension ikke er med? Er det da overhovedet mindfulness, eller burde man kalde det noget helt nyt og andet?

Og hvis det nu ikke er muligt at rense mindfulness-teknikken for buddhistisk tanke- og arvegods, er det så dybest set et bedrag at præsentere det som religionsneutralt? Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men jeg savner, at flere stiller dem kritisk og forsøger at komme til afklaring med dem.

Kan tibetansk kultur overføres til Vesten?
For et stykke tid siden så jeg en sen aften en fantastisk dokumentar på DR2. Titlen var "Buddhas veje" og beskrev en række samtaler, som den danske psykologiprofessor Peter Elsass og den tibetanske lama Karma Lhundup har ført med en række tibetanske buddhister og læremestre på rejser i det smukke Tibet. (Se link ovenfor).

Det var en spændende beskrivelse af mødet mellem forskellige kulturer, verdenssyn og videnskabssyn, som jeg gerne vil anbefale alle at stifte bekendtskab med.

Peter Elsass har i en årrække været interesseret i begrebet mindfulness som et terapeutisk redskab til blandt andet stressbehandling.

Men som den ærlige forsker han er, ønskede han at gå i dybden og til rødderne af begrebet for at forstå det og for at undersøge, om det er muligt at lære af den tibetanske kultur og overføre deres viden og erfaring til en vestlig sammenhæng.

Mindfulness forpligter!
I dokumentarfilmen får Peter Elsass rejseledsager, en tibetansk lama, sig et godt grin, da han bliver præsenteret for Vestens brug af mindfulness til at finde ro og slippe for stress.

Mindfulness er for lamaen hårdt arbejde. Og når man når det ønskede mål med mindfulness et oplyst sind så forpligter det. Oplysning søger man for at kunne hjælpe andre, siger han.

Så hvis arbejdet med mindfulness lykkes, så har man aldrig mere fri, aldrig mere ferie, kun en masse arbejde og forpligtelser. Det stik modsatte af, hvad man i Vesten forsøger at opnå med mindfulness, siger han og ler hjerteligt.

Mindfulness oversættes ofte med "nærvær" eller "fuld tilstedeværelse." Altså en tilstand, hvor man lever fuldt ud i nuet og er fuldt opmærksom på det, man er i gang med. Begrebet er en oversættelse af betegnelsen for det syvende spor i buddhismens 8-foldige vej til oplysning: Sammasati.

Dette oversættes oftest med "ret eftertanke," og henviser til en kontinuerlig fokuseret og bevidst betragtning og refleksion over det, der rører sig i vores krop, følelser og tanker.

Det handler om at nå til indsigt i, hvad der betinger dem, altså spørge sig selv, hvorfor kroppen reagerer, som den gør, hvorfor man føler, som man gør og hvad der sætter de tanker i gang, som kommer og går.

Tanker eksisterer ikke i sig selv
I eftertanken vil man blive klar over, at alt, hvad man oplever, er midlertidigt og afhængigt af en uendelighed af årsager. Det oplevede har dermed ikke nogen uafhængig eksistens i sig selv, så at sige.

Igennem opbygning af denne bevidsthed søger man dels at opnå kontrol over, hvad man oplever (eksempelvis har man større mulighed for at undgå følelsen had, hvis man forstår, hvad der skaber denne følelse, og at hadet ikke har en egen og uafhængig eksistens).

Indsigten fører også til, at man ikke ligger under for de tanker, følelser og erfaringer, der kommer og går. Man observerer blot, at de kommer og lader dem forsvinde igen.

Man søger at opnå en ikke-tilknytning til disse fænomener igennem at reflektere bevidst og fokuseret over dem og deres årsager. Det er den buddhistiske forståelse af mindfulness.

Brug fadervor i stedet for mindfulness

Men er det denne form for ikke-tilknytning, vi vesterlændinge tænker på, når vi søger mindfulness som "opmærksomt nærvær"? Hvis ikke, skal vi måske ikke benytte os af teknikker, som over tusinder af år er udviklet netop til at opnå denne buddhistiske forestilling om mindfulness eller "ret eftertanke."

Måske det i stedet var bedre at bruge bønnen fadervor, med dens hjælp til fokus på det daglige og nære: vores eksistens i det jordiske, vores skyld og ansvar i forhold til andre mennesker (og deres ansvar i forhold til os) vores daglige brød og fornødenheder og vores behov for hjælp til at undgå det onde.

Var det ikke en langt mere passende teknik for os at bruge? Fuldstændig religionsneutralt, naturligvis!

Lars Mollerup-Degn
Dialogsekretær i den kristne missionsstiftelse Areopagos