Missionsteolog: Nej til mission er at forvandle kristendom til hygge

En religiøs overbevisning, som dropper mission og omvendelse/skifte af tro, tager ikke religion alvorligt. At sige nej til mission og omvendelse er at forvandle kristendom til hyggeligt samvær uden forpligtelse, mener missionsteolog Knud Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi/

Kjeld Holms ærkedanske omfortolkning af mission og missionsbefaling gør mig flov på vegne af venner rundt om i verden, som kæmper for sin frihed til at tro, skriver missionsteolog Knud Jørgensen

Jeg husker et gruk af Piet Hein: "Vi vælger så rart demokratisk en gud, der er som vi vil. Så gør det jo ikke så meget, om han er den gud, som er til."

Der pågår en debat i den danske folkekirke om mission og omvendelse. Biskop Kjeld Holm i Århus og indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh er rygende uenige. Biskoppen siger blankt nej til omvendelsesmission; mission er ikke et begreb, han vil bruge.

Fouroozandeh anser missionsbefalingen for "en guddommelig befaling og en kristen pligtHer er tale om kirkens hjerte. Så en kirke uden mission ligner en smuk og stor krop uden hjerte på vej til døden."

Kjeld Holms missionssyn gør mig flov
Efter min mening har biskoppens syn på mission og omvendelse mistet kontakten med resten af verden. Kjeld Holms ærkedanske omfortolkning af mission og missionsbefaling gør mig flov på vegne af venner rundt om i verden, som kæmper for sin frihed til at tro og for sin frihed til at vidne om sin tro på en sådan måde, at det fører til omvendelse. Disse venner omfatter kristne, muslimer og buddhister.

De ville alle ryste på hovedet af en så ligegyldig holdning som den, Kjeld Holm og andre med ham fører til torvs. Jeg kan høre resten af den folkekirkelige (folkereligiøse?) argumentation: "Vi må ikke indsnævre kirkens rummelighed. Vi må være en folkekirke (= mere folk end kirke), ingen må lukkes ude, enhver bliver salig i sin tro til sidst."

For to år siden blev protestanter, katolikker, ortodokse og evangelikale enige om et regelværk (code of conduct) for mission, hvor det højt og tydeligt siges, at "religionsfrihed inkluderer retten til at skifte tro (det vil sige omvendelse) og til offentligt at bekende, praktisere og drive mission for sin tro. Denne frihed har sit udspring i menneskets værdighed som skabt i Guds billede" (Christian Witness in a Multi-Religious World: Recommendations for a Code of Conduct).

Den globale kirke har brug for et sådant regelværk; den danske rummelighed er så ufarlig, at den klarer sig uden. I et lignende norsk dokument om grundregler (fra 2009), udarbejdet på tværreligiøst grundlag, understreger man helt fra starten at "...det at gjøre krav på at kende sandheden er en naturlig del af mission." Jo, vist må vor præsentation af sandheden tage tilbørligt hensyn til andres kultur, følelser og rettigheder. Der skal ikke gives plads til fjendtlighed eller latterliggørelse. At kæmpe for sandheden må ske med blanke våben.

Er den danske kirke og kristentro blevet så rummelig, at dens grundlov er Piet Heins gruk? Og så ligeglad med selve sandhedsbegrebet, at tanken om en slags 'formålsbestemmelse' af kirke og mission er helt utænkelig?

"Vores kontekst er anderledes..."
Jeg har i det meste af mit voksne liv levet i eller forholdt mig til det, vi i dag kalder det globale syd, det vil sige den del af verden, hvor verdens fattige og marginaliserede bor, og hvor flertallet af kristne i dag er at finde. Her handler mission om vidnesbyrd (marturia), et vidnesbyrd i forlængelse af Jesu vidnesbyrd, som tager form af en forkyndelse af Guds rige, tjeneste for næsten og at give sig selv for andre, om nødvendig ved at tage op sit kors i lidelse og medvandring.

Lige som Faderen sendte sønnen, således sendes de troende ud for at vidne i ord og handling om den treenige Guds kærlighed. Mission er vidnesbyrd, siger man her om hvad vi har set og hørt og taget på med vore egne hænder. Når jeg fremmer et sådant verdenssyn i en dansk sammenhæng, sukker mange opgivende og fortæller mig, at det globale syds tænkning og praksis ikke kan bruges herhjemme, fordi vor kontekst er så helt anderledes.

Bliver enhver salig i sin tro?

En religiøs overbevisning, som dropper mission og omvendelse/skifte af tro, tager ikke religion alvorligt. At sige nej til mission og omvendelse er at forvandle kristendom til hyggeligt samvær uden forpligtelse.

Hvordan man end vender og drejer det, vil enhver overbevist religiøst troende ønske at gøre andre til disciple af Allah, Buddha, Krishna eller Jesus. Det er i alle tilfælde den kristne tros formålserklæring: "Gå derfor og gør alle folkeslag til mine disciple." Bydeformen i den græske teksten er her ikke "gå", men "gøre til disciple". Det sker gennem dåb i Guds navn og gennem oplæring, ikke i hvad som helst, men i at holde alt, hvad Jesus har befalet.

LÆS OGSÅ: Kirken skal ikke missionere - den skal være missional

I parentes bemærket: En formålserklæring om at forkynde Kristus som verdens frelser bliver på den baggrund for snæver. Kirken er ikke bare sendt for 'at forkynde', men for at overtale mennesker til at følge i tro og praksis, for det at gøre krav på at kende sandheden er en naturlig del af mission.

Mine forældres generation så med frygt på, at samfundet blev flerreligiøst og jamrede højt om afkristning. Min generation har budt det flerreligiøse samfund velkommen af flere årsager, men især fordi det udfordrer os til et ærligt møde med andre og andres tro; ikke Piet Heins demokratiske snik-snak-gud, men et møde for at forstå og blive forstået, for at argumentere for min tro og for at vidne om dens sandhed. Det er den slags ærlige, krævende, sandhedssøgende konfrontationer, jeg ønsker mig reelle forsøg på at gøre rede for det håb, vi har i os.

Konfrontationer er sundt og rensende, i modsætning til en manipulerende ligegyldighed; manipulerende fordi den vil få os til at tro, at sandhed er noget flydende, og fordi dens hjerteslag hedder rummelighed for enhver pris. For mig er den pris for høj.

Frederik den Store af Preussen havde altså ikke ret: Enhver bliver ikke salig i sin tro.

Knud Jørgensen er missionsteolog, førsteamanuensis ved Det Teologiske Menighetsfakultet i Oslo og tidligere direktør for Areopagos. Han skriver kommentaren ved religion.dk.