Muslim: Vi må godt tænke selv!

"Når vi går udenom dogmatiske mellemmænd og danner vore egne meninger, afvæbner vi dem og piller dem ned fra deres selvbestaltede piedestaler, og netop derfor synes de, at mænd som Bassam Youssef er så farlige. Han får os nemlig til at tænke selv og tør sige højt, hvad mange af os tænker," skriver muslimske Saliha Marie Fettah. Foto: Henrik Frydkjær Denmark

En ægyptisk tv-vært er kommet i modvind, fordi han gør nar af muslimske teologer. Mænd som Bassam Youssef opfattes som farlige, for de får os til at tænke selv, skriver muslimske Saliha Marie Fetteh

Da tv-værten Bassam Youssef (billedet) fra den ægyptiske udgave af The Daily Show (al-Bernameg) i april blev interviewet af sin amerikanske kollega Jon Stewart, beklagede han blandt andet, at yderliggående religiøse ofte vil have alle andre til at tro på, at netop de besidder sandheden og derfor bør have særstatus.

LÆS OGSÅ: Anholdt komiker udfordrer Egyptens ledere

"Men", fortsatte Bassam Youssef, vi er mange, og ikke bare de unge, der ønsker vores religion tilbage! De mennesker fortjener ikke den ære, det er at repræsentere religionen. For indirekte siger denne gruppe til alle os andre: Vi er bedre end jer, så I bør holde mund. Endvidere bevirker deres indstilling til islam, samt adfærd i samfundet, at andre og mere radikale grupperinger dannes med henblik på at vise omverdenen, at de er mere hellige end de andre. Der opstår således hele tiden nye grupperinger, der er mere hellige, end de hellige, men som alle har det tilfælles, at de misbruger religiøse dogmer for at fremhæve sig selv som sandhedens apostle i kampen om magten. Og vi har selv lagt vores religion i hænderne på disse fanatikere!

De ægyptiske medier har en fri tone
Man behøver ikke tænke længe over, hvem Bassam Youssef hentyder til. Han blev i år anklaget for at have fornærmet Ægyptens præsident Mursi, Det Muslimske Broderskab, samt en del af landets religiøse muslimer, salafisterne, der flittigt svarer igen på YouTube, hvor Bassam Youssef blandt andet kaldes for en djævel.

LÆS OGSÅ: Humor afvæbner hadefulde ytringer i Egypten

Måske har denne gruppe af mennesker ingen form for humor eller også er de ikke vant til den særdeles frie tone i de ægyptiske medier, når det gælder politikere og landets religiøse autoriteter. Under alle omstændigheder nægtede retten at suspendere programmet.

Sagen om præsidentfornærmelsen kører dog stadig, hvilket måske kan virke lidt grotesk, da Bassam Youssef jo ikke spotter Gud! Han gør derimod nar af de muslimske teologer, der siden middelalderen har haft monopol på fortolkningen af islam og på denne måde har tilegnet sig en særstatus i de islamiske samfund.

Dette er også en af årsagerne til, at mange muslimer vælger at spørge dem til råds, når de er i tvivl om livets store og små etiske spørgsmål. Mange mennesker tænker og taler således ikke for sig selv, men henviser til teologerne, hvis til tider ekstreme udtalelser stempler anderledestænkende som værende forrædere, hvis de tillader sig at have en anden holdning end den de hellige har.

Og man kan meget nemt få stemplet vantro, hvilket er et ord, vi muslimer på en eller anden mystisk måde lader til at have fået patent på.

Det arabiske forår har givet håb om demokrati
Bassam Youssefs tanker omkring hvilken rolle religion og de religiøse ledere skal spille i samfundet må anses som værende en bivirkning af det arabiske forår, der har givet både ham og mange andre ægyptere håb om et demokrati i Ægypten.

Han har såmænd anvendt ytringsfriheden til at opponere imod visse religiøse grupperinger, samt det nye regime i Ægypten, der åbenbart ligesom det tidligere forventer en form for lydighed af folket. Desværre for regimet er ytringsfriheden, eller rettere sagt ordet, blevet farligere end sværdet, da ordet i løbet af nogle få timer via satellitkanalerne kan spredes til resten af verden, der ikke holder sig tilbage med at blande sig.

Al-Qaradawi udsteder fatwaer på al-Jazeera
Et godt eksempel på en såkaldt repræsentant for religionen er den kontroversielle muslimske teolog og leder af Det Europæiske Fatwaråd, Youssef al-Qaradawi, der efter sigende er tæt knyttet til Det Muslimske Broderskab.

Al-Qaradawi, der siden 1961 har levet i eksil i Qatar, har sit eget tv-show på al-Jazeera Shariaen og livet hvortil man kan ringe og få et råd om alt, lige fra ægteskab til hvordan man som muslim skal forholde sig til konflikten i Syrien. Al-Qaradawi har tidligere været i stærk modvind på grund af sine radikale udtalelser omkring homoseksualitet (der ifølge ham er kriminelt), selvmordsbomber som våben i kampen mod Israel, dødsstraf for frafald (fra islam), samt ytringer om, at Holocaust var Guds straf til jøderne. Endvidere nægtede han i år at deltage ved den ottende inter-religiøse konference i Doha med den begrundelse at der også var jødiske deltagere til stede ved konferencen.

LÆS OGSÅ:Chicago går forrest i ny amerikansk islam-renæssance

Sidst men ikke mindst udstedte han en fatwa på al-Jazeera, da en seer ringede ind og spurgte, om man må dræbe eller bekæmpe folk, der støtter Assads styre i Syrien. Al-Qaradawis svar var, at man som muslim er forpligtiget til at bekæmpe ethvert tyranni, samt dets støtter, hvad enten disse er en hær, teologer eller civile; en teologisk retfærdiggørelse, der i realiteten også gør kvinder og børn til legitime mål.

Bør muslimske teologer ikke opmuntre til fred?
Man må spørge sig selv om, hvordan og hvorfor en person med sådanne synspunkter sidder som leder af Det Europæiske Fatwaråd og er med til at definere, hvordan muslimer bør praktisere deres tro i Vesten? Bør han som muslimsk teolog ikke opmuntre til fredelig sameksistens i stedet for at agere som hadets prædikant på YouTube og de arabiske satellitkanaler, hvor han opfordrer til intolerance og ufred?

For al-Qaradawi retfærdiggør eller legaliserer indirekte, via sine utallige fatwaer, drab og forfølgelse af uskyldige mennesker, lige fra frafaldne og homoseksuelle, til ofrene på Assadstyrets side i Syrien.

Vi har fået en forstand for at bruge den
Hvad Bassam Youssef mener med udtrykket vi vil have religionen tilbage, kan jeg jo ikke med sikkerhed vide, men jeg fortolker det sådan, at vi mennesker har fået en forstand for at bruge den, og at vi dermed hver især er og skal være ansvarlige nok til at tage stilling til begivenheder i vores liv og verden ud fra vores egen religiøse synsvinkel uden at behøve en hellig fortolker, der fortæller os, hvordan vi skal tro og handle.

LÆS OGSÅ:De ti vigtigste ting at vide om islam

Når vi går uden om disse dogmatiske mellemmænd og danner vore egne meninger, afvæbner vi dem og piller dem ned fra deres selvbestaltede piedestaler, og netop derfor synes de, at mænd som Bassam Youssef er så farlige. Han får os nemlig til at tænke selv og tør sige højt, hvad mange af os tænker.

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor ved Syddansk Universitet og skriver kommentaren ved religion.dk.

Hvad Bassam Youssef mener med udtrykket "vi vil have religionen tilbage", kan jeg jo ikke med sikkerhed vide, men jeg fortolker det sådan, at vi mennesker har fået en forstand for at bruge den, skriver muslimske Saliha Marie Fetteh. Her ses den egyptiske satiriker og tv-vært Bassam Youssef. Foto: Denmark