Lad os leve sammen i tilgivelse og forsoning

I denne uge vil der blive afholdt en del mindearrangementer for både Finn Nørgaard og Dan Uzan. Deres tragiske bortgang må ikke have været forgæves, og lad os håbe, at vi snart kan leve sammen side om side i forståelse og forsoning, skriver cand.mag. David Jano

I disse dage er det ved at være et år siden, at København blev ramt af terrorens grumme virkelighed. Midt i en klam og kedelig vinterweekend blev både Finn Nørgaard og Dan Uzan offer for en gal mands handlinger. Finn Nørgaard blev myrdet, da han forsøgte at overmande gerningsmanden ved debatmødet på Østerbro i København. Senere, da lørdag var blevet til søndag, troppede den samme gerningsmand op og skød den jødiske sikkerhedsvagt Dan Uzan foran Københavns Synagoge. Sidstnævnte ramte det jødiske samfund utrolig hårdt.

Det jødiske samfund har været en fast forankret del af Danmark og især København i flere hundrede år. De første jøder kom til landet i 1600-tallet, da den danske konge havde inviteret driftige handelsmænd til København. Siden fik jøder officielt lov til at praktisere deres tro med den såkaldte kongelige anordning fra 1814.

Danmark har i mange år brystet sig af at være fri for antisemitisme, selvom der har været flere tilfælde af dette gennem tiden, særligt i 1930erne, da nazismens antijødiske tankegang svøbte sig over hele Europa. Danskerne svarede dog igen, og Danmark er kendt og berømmet for sin heroiske indsats under Anden Verdenskrig, hvor stort set samtlige danske jøder blev reddet til Sverige i oktober 1943. At terroren ramte danske jøder er ikke noget, man kan være stolte over, men det skete altså den omtalte weekend i februar 2015.

Et år efter er Dan Uzan blevet et navn, som de fleste danskere kender til. Berlingske Media kårede i samarbejde med læserne den dræbte sikkerhedsvagt som årets dansker 2015. Dan Uzan var ikke professionel sikkerhedsvagt, men stod som frivillig vagt foran synagogen i København, hvor der også er et menighedshus. De frivillige vagter har stået foran de jødiske institutioner siden midten af 1980erne, hvor der sprang en bombe foran synagogen. Den pågældende aften i februar sidste år var der, som så mange andre aftner, fest i menighedshuset, og Dan Uzan var med sin død med til at forhindre, at gerningsmanden kom ind til festen.

Det jødiske samfund havde i mange år bedt myndighederne i Danmark om øget sikkerhed, eksempelvis i form af synligt politi, foran jødiske institutioner. Begivenhederne fra nyere tid i Belgien og Frankrig, hvor jødiske skoler, museer og supermarkeder i de senere år er blevet udsat for terror, skræmte. Desværre kom det synlige politi først efter de frygtelige hændelser for et år siden. Det er trist, at vi er nået dertil, at det er nødvendigt at have synligt bevæbnet politi foran institutioner tilhørende en mangeårig velintegreret religiøs minoritet i Danmark. Lad os håbe, at det igen vil blive unødvendigt i den nærmeste fremtid.

I den forgange uge var det ifølge den jødiske kalender årsdagen for drabet på Dan Uzan. I mange hjem blev der tændt et lys til minde om den modige mand, som forhindrede en massakre med sit eget liv. I denne uge vil der blive afholdt en del mindearrangementer for både Finn Nørgaard og Dan Uzan, som det sig hør og bør. Deres tragiske bortgang må ikke have været forgæves, og lad os håbe, at vi snart kan leve sammen side om side i forståelse og forsoning, uanset om vi er kristne, muslimer, jøder eller noget helt fjerde.

David Jano er cand.mag. i Mellemøststudier og skriver kommentaren ved religion.dk.