Langsomt mistede jeg helt lysten til at holde ramadan

Ramadanen blev en byrde. Mine lange arbejdsdage gjorde det vanskeligt, og desuden savnede jeg et muslimsk netværk, hvor jeg passede ind, skriver ekstern lektor Saliha Marie Fetteh

Første gang jeg fastede under ramadanen var som 12-årig. Jeg havde dengang en pakistansk veninde, der skulle faste for første gang, og for at være solidarisk med hende, så fastede jeg også.

Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor vi fastede, men det var ikke så vigtigt. Vi havde noget sammen, hun og jeg, som hun ikke delte med de andre danske piger i nabolaget. Jeg fastede ikke igen, før jeg blev voksen, var trådt ud af folkekirken og konverteret til islam. Så blev det at faste i ramadanen pludselig en religiøs pligt, hvis man var troende og praktiserende muslim. Og det var ikke altid lige nemt.

Især når ramadanen faldt om sommeren, hvor vi fastede op til 20 timer, var jeg så træt, at jeg flere gange brød fasten uden at fortælle det til nogen. Det blev mellem mig og Gud, men jeg havde dårlig samvittighed og følte mig meget ensom. Gad vide om der sad andre muslimer rundt omkring i Danmark, der havde det lige som jeg?

Det danske samfund var ikke påvirket af ramadanen og ej heller min protestantiske familie. Desuden følte jeg mig uden for det muslimske fælleskab, der dengang var opdelt efter etnisk tilhørsforhold.

Naturligvis blev jeg en gang imellem inviteret af venner og bekendte til at åbne fasten hos dem. Men jeg følte aldrig, at ramadansammenkomsterne var hyggelige, og de gav mig ikke følelsen af sammenhold, eller af at vi muslimer i fællesskab fejrede en religiøs begivenhed.

Jeg følte heller ikke, at jeg kom nærmere Gud og min religion ved at faste, og jeg tænkte da slet ikke på verdens fattige, der måske gik sultne og tørstige i seng. Det var jeg simpelthen for tørstig og træt til.

Første gang jeg nød at faste var, da jeg flyttede til Irak i 1987. Her oplevede jeg, at ikke bare enkeltindivider og familier forberedte sig mentalt og fysisk på fasten, men også hele samfundet. Der blev på landsplan ikke planlagt det helt store i ramadanen. Folk handlede ekstra ind, fryseren blev fyldt, og restauranterne forberedte sig på mange lækkersultne og tørstige mennesker i aftentimerne.

Men det bedste var lyden fra moskeerne, når der før spisetid (iftar) blev læst op fra Koranen. Jeg elskede moskeerne, og gaderne der var pyntet med lys og kulørte lygter. Nogle folk gik på besøg om aftenen, mens andre blev hjemme og fulgte med i nogle af de mange tv-programmer, der altid kører i de arabiske lande i forbindelse med ramadanen. Og mine kristne naboer lavede mad til mig de dage, hvor jeg kom sent hjem fra arbejde og derfor ikke selv kunne nå det.

Rejsen gik tilbage til Danmark i 1995, hvilket også betød, at mit ramadanmareridt vendte tilbage. Glæden ved at faste under ramadanen forsvandt, og jeg havde ingen interesse i at være en del af moskemiljøet i Odense.

Når jeg fastede, så brød jeg fasten alene derhjemme, så lidt fjernsyn og gik i seng. Men langsomt mistede jeg helt lysten til at holde ramadan, hvad enten den faldt om vinteren eller om sommeren. Den blev igen en byrde, hvilket blandt andet skyldtes mine meget lange arbejdsdage, og at samfundet ikke er indrettet sådan, at jeg bare kan ændre dette under fasten. Desuden savnede jeg et muslimsk netværk, hvor jeg passede ind.

I 2014 skulle jeg besøge nogle gamle venner i Jordan under ramadanen, hvilket blev en oplevelse, der fik stor betydning for mig. For Amman var pyntet op med lys, og byens cafeer og restauranter holdt åbent til langt ud på natten. Byens moskeer kaldte til bøn, og jeg erindrede min tid i Irak, samt hvor glad jeg havde været under ramadanen der.

For ramadanen er ikke kun en tid, hvor man husker sin Skaber, profeterne, fasten, bønnen og koranlæsningen. Det er også en tid, hvor man husker sine kære og de fattige, som måske ikke har til det daglige brød. Det er kort sagt en måned, hvor vi som mennesker kommer hinanden ved, hvilket jeg nærmest havde glemt i Danmark.

Så derfor tilbringer jeg ramadanen i Jordan igen i år. Og jeg nyder stemningen og fasten i fulde drag. Følelsen af ro, når jeg breder mit bedetæppe ud foran altandøren og beder mine fem daglige bønner, kan ikke beskrives. Den er der bare dybt (inde) i mit indre.

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed på Syddansk Universitet Center for Mellemøststudier og skriver kommentaren ved religion.dk.