Kommentaren

Sæt fællesskabssejlene til i folkeskolen

Midt i forældrearrangementer med fællesspisning, legegrupper og fælles aftensmad på skift kunne vi måske netop sammen få mobiliseret at orke opmærksomhed på og nærhed med børnene – og sammen få mod til at indse og lytte til dét hjertenskærende: at se og høre hvem der er med, og hvem der dømmes ude. At turde at gå sammen for – i sandhed – at sige noget til det, pippe noget om det og gøre noget ved det, skriver ph.d. Christine Tind Johannessen-Henry. Foto: Syda Productions - Fotolia

Julen er hjerternes fest. Det værste er at være alene – også som barn midt mellem andre børn. Vi forældre kunne lære meget af at se på vores børn og lytte til, hvad de siger til hinanden, hvad de ikke siger, og hvem de ikke taler til, skriver ph.d. Christine Tind Johannessen-Henry

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!” står der i adventssalmen, som med gamle Grundtvigs viderebrygning er blevet et ufravigeligt julehit (Den Danske Salmebog nr. 74). Salmens fire vers beskriver bevægelsen fra, at Gud bliver kød, over at Guds kærlighed med Sønnen overvinder døden, og til at vi mennesker kan samle os i Åndens fællesskab.

Julen er, populært udtrykt, hjerternes fest. Her fejrer vi – i fællesskab – Guds kærlighedsgave til mennesker. Om ikke andet, så ved enhver, at i julen hør og bør det sig, at vi betænker hinanden, kerer sig om hinanden, tager os af hinanden. I julen skal vi med andre ord for alvor slå et slag for et kærligt fællesskab.

For nu at gå direkte til sagen, så er kærligt fællesskab næppe ensbetydende med aktivitetsstress i grundskolen hos børn, deres forældre – og deres lærere, kunne man måske passende tilføje. Derfor blev jeg også aldeles opløftet, da jeg forleden i Politiken kunne læse en klumme af en ekstern lektor på DPU, forælder til tre børn og mangeårig folkeskolelærer, der nu havde taget bladet fra munden. For: Er vi, alle os med tre børn, fuldtidsbørn, delebørn, hunde, katte eller lignende, ikke bare ved at drukne i alle mulige arrangementer, som de mest ”ambitiøse forældre” vil dynge ned over os?

Ens lurende irritation og indignation over stor ståhej ved enhver given anledning i skolen blev med klummen nu rigtig næret, idet man virkelig følte sig forstået af forfatteren bag klummen. For hvem har ikke prøvet at rende spidsrod – fra Herodes til Pilatus – mellem æbleskiver, morgenmadsarrangementer, julefester - og ”for pokker da, kagen, vi glemte chokoladekagen (som skulle være lavet i går aftes)” og ”Åh, undskyld Victor, men vi er altså nødt til blot at købe købe-pizza til klassefestens sammenskudsgilde i aften”.

Ja, hvor havde klummeskriveren ret: vil vi ikke bare så gerne have lov til at tage det stille og roligt derhjemme i vores egen private hule frem for at lade os pace af mindretallet af de overambitiøse forældre? ”Vi mangler at definere den del af skolens liv, der handler om forældrefællesskabet”, og ”vi skal tage udgangspunkt i det, der direkte påvirker vores børns skoleliv”, pointerer klummeskriveren. Hvor befriende lød dog ikke disse ord.

Med denne englelyd i ørerne læste jeg forventningsfuldt videre, higende efter den forstående klummeskrivers konstruktive forslag til, hvad man da nu skulle gøre for retligt at tilgodese flertallet af os forældre, der er mindre ambitiøse.

Så kom løsningen – overraskende og ganske forunderlig: Forældrene skal uden stress og jag mødes sene aftener – uden børn – og disputere lektielæsning, højtlæsning, mobning og lignende. Det forunderlige er da denne nye ’forældreskole’, hvor vi pludselig er hensat til en art individualistisk selvtilstrækkelighed: inspiration til mig selv og mit barn og mit barn og inspiration til mit barns liv og mit barn og mig selv og mig selv.

Parallelkørslen – hvor børnene svømmer rundt i suppen, mens forældre og lærere løber i musehjulet, så det hyler – fortsætter med andre ord … også hos den anti-kollektivistiske klummeskriver, der ellers ville det så såre godt.

Når nu vi forskningsmæssigt ved, at det spiller en afgørende rolle for et barns trivsel og faglige læring, hvordan samspillet med og mellem kammeraterne fungerer, så er det ganske bemærkelsesværdigt at læse om, hvordan vi skal bruge mere tid på at finde ud af, hvordan vi får færre overambitiøse forældredeltagende projekter i skolen – uden følgelig at tage fat om nælden, nemlig mulighederne for i diverse aktivitetssituationer overhovedet at se, hvordan poderne fungerer sammen. 

Med andre ord: hos den eksterne DPU-lektor spiller fællesskabet fortsat en birolle i det ønskede mindre involverende forhold – af mig selv og mit barn og mig selv og mit barn og mit barn og mig selv. Det kan undre, når nu klummeskriveren hænger de ambitiøse forældre ud (med rette, mener jeg faktisk), at det så følgelig er de endnu mere ambitiøse (læs: benhårde karriereforældre), der i stedet skal ånde ud over deres overflodsliv og et (behersket) glas rødvin og tale principper.

Vi kunne da ellers lære ret meget af at se lidt på vores børn – sammen, allesammen sammen. Vi kunne lytte lidt til, hvad de siger til hinanden af søde ting. Eller barskere: hvad de ikke siger, og hvem de ikke taler til.

Midt i forældrearrangementer med fællesspisning, legegrupper og fælles aftensmad på skift kunne vi måske netop sammen få mobiliseret at orke opmærksomhed på og nærhed med børnene – og sammen få mod til at indse og lytte til dét hjertenskærende: at se og høre hvem der er med, og hvem der dømmes ude. At turde at gå sammen for – i sandhed – at sige noget til det, pippe noget om det OG GØRE NOGET VED DET.

Julen er hjerternes fest. Det værste er at være alene – også som barn midt mellem andre børn. Så stop dog piveriet om os (overprivilegerede) forældres stress og jag. Lad os klare stresset på arbejdet, i hjemmet og efter sengetid med kalenderen, 10.000 post-it, møder, papirer, skriverier og sammen med kollegerne – men fokuser da for Guds skyld på fællesskabet. Gød det! – frem for at gøre det til normative distancerede forskrifter, der lyder pænt og befrier os for besværet med de andre med begrundelser om hensynet til andre.

Vi kan måske skåne vores børn og os selv for opstyltede fuldfede cup-cakes, men lad os tage os af vores børn sammen med børnene, i fællesskab med dem i børn-forældre-lærer-skoleaktiviteterne – og sætte fællesskabssejlene til midt i overgjorte jule-, halloween- og pyjamasfester.

Inviter de tøvende, forsigtige og usikre med ind i festtumulten, og vær opmærksom på andre børn og forældre end mit barn og mig selv og mig selv og mit barn. Kun med håb om og for dét fællesskab, vi allerede lever midt i, finder vi ”kraft til vor skrøbelighed” (Den Danske Salmebog nr. 74).

Det er jo trods alt fællesskabet, der er julehistoriens fortsættelse - påskemorgen og følgelig: pinsedag. Ved troen på, at vejen er at hjælpe hinanden frem i livet i fællesskab, får vi alle mere modstandskraft. ”Velkommen nytår og velkommen her”.

Christine Tind Johannessen-Henry er teolog, post.doc og skriver kommentaren ved religion.dk.