Unge jøder drager til Israel på grund af ungdomsprogram
Det kontroversielle israelske ungdomsprogram Taglit Birthright ansporer unge jøder til at søge deres rødder i Det Hellige Land, skriver freelancejournalist Amalie Keren Maarbjerg
Siden 1999 har unge jøder mellem 18 og 26 over hele verden kunne få sig en ti-dages tur til Israel kvit og frit. Programmet hedder Taglit Birthright og er designet til at få jødiske unge til genopdage deres jødiske identitet og indgyde dem en interesse for og et tilhørsforhold til Israel. Målgruppen er specifikt unge jøder i periferien af de jødiske samfund og formålet at kultivere jødisk identitet i diasporaen og skabe en følelse af global jødisk solidaritet.
Siden Taglits Birthrights start har mere end 350.000 unge fra 62 lande deltaget i programmet, der i et hæsblæsende tempo har ført dem igennem Israels kultur og historie og nu forsøger flere andre lande, herunder Irland, Albanien, Ungarn, Grækenland og Cuba at kopiere den israelske model.
Taglit Birthright har dog ikke kun været kilde til inspiration. Programmet har også affødt kritik: De unge kommer bare for at få en gratis ferie og opfatter i øvrigt Israel som en mellemting mellem en forlystelsespark og et selvudviklingskursus, lyder beskyldningerne.
Af samme grund er den overfladiske, amerikansk-jødiske birthright-deltager blevet en klassisk karikatur på grænsen til en kliché. Det kan man blandt andet forvisse sig om ved at se Youtube-satireserien ”Avi Does the Holy Land”, i hvilken karakteren Avi Schwartzberg drikker og knalder sig vej igennem Det Hellige Land og siger ting, der får Amalie Szigethy fra det danske TV-program Paradise Hotel til at virke både skarp og indsigtsfuld.
Andre igen mener, at Taglit Birthright er et forsøg på manipulation, eftersom programmet formidler et temmelig entydigt positivt billede af Israel og undlader at forholde sig til palæstinensernes situation. For det er vel dén slags propaganda, der fremmer nationalisme?
Anklagerne kommer desværre ikke ud ad den blå luft, men at programmet skulle medføre nationalisme er der intet der tyder på. Forskere fra Brandeis University undersøgte i 2014 Taglit´s eventuelle påvirkning af deltagernes politiske synspunkter og fandt ingen tegn på spirende nationalisme. Modsat den fiktive Avi - der har købt den store superzionistiske startpakke uden at blinke - ser det altså ud som om den gennemsnitlige Taglit-deltager i virkelighedens verden er væsentligt mere kritisk.
Men i bund og grund kniber det for mange med overhovedet at finde meningen med det hele; Hvorfor skal en ung jøde, der måske ligefrem er assimileret, absolut have et forhold til Israel og det jødiske? Er det ikke bare noget romantisk pladder? Måske.
Eller også er det bare et udtryk for, at mennesker altid har søgt efter deres rødder. National og religiøs identitet er komplekse størrelser, der i dag kan tilvælges og tilpasses individuelt i langt højere grad end tidligere. For Birthright-deltagernes vedkommende gik turen så til Israel og havde i øvrigt den faktiske konsekvens, at de blev mere oplyste om andre måder at være jøde på og bedre i stand til at reflektere over betydningen af det jødiske, specifikt for dem. For andre vil turen gå andre steder hen.
Udformningen af de enkelte diaspora-programmer kan diskuteres, men programmerne er i det store og hele en god idé og kan være til hjælp og inspiration for mange søgende (unge) mennesker. For selv om man i en global verden kan man være lige så meget irsk katolik i New York som i Irland, lige så meget dansk jøde i København som i Israel og lige så meget muslim i Paris som i Marokko, så er definitionerne og tolkningen af hvad dét så lige betyder – i sagens natur - op til den enkelte. Og det er hér, forvirringen opstår.
En tur tilbage til de kulturelle og religiøse rødder – hvor end de så måtte være at finde - vil for manges vedkommende kunne bidrage til mere afklaring og til svar på spørgsmålet: ”Hvad er jeg egentlig” – og måske lige så vigtigt: ”hvad er jeg ikke?”
Amalie Keren Maarbjerg
Freelancejournalist og kommentarskribent på religion.dk