Valgmenighedspræst: Nogen må gøre noget ved dannelsestabet

"At modgå dannelsestabet er ikke en privatsag. Det kan ikke gøres af enkelte ildsjæle alene, selvom der så vist er brug for dem. Der skal institutioner til, hvor den uden sammenligning vigtigste er folkeskolen", skriver valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær/ Denmark

Danskerne kender ikke salmerne længere og Det Kongelige Teater skal nu begrunde sin eksistens. Det er trange tider for dannelsen, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Tabet af den almene, folkelige dannelse er nu så vidt fremskredet, at det er svært at blive overrasket. Alligevel var det et påfaldende sammenfald, at to tilsyneladende helt forskellige historier i Kristeligt Dagblad (den 30. november 2013) pegede hen mod netop dannelsestabet.

Den ene historie (på forsiden) handlede om, at den danske salmetradition nu er i frit fald. Folk kan ikke synge salmer, fordi de i almindelighed synger for lidt og i særdeleshed synger for få salmer. Det er ikke alene sangglæden, som ikke folder sig ud. Det er også et vidunderligt billedsprog, som vi mister. Endelig er det en livsnerve i den danske kristendom, som forvitrer.

Som danskere har vi været vant til at synge os ind i både historie og kristendom, men den tradition er vi tilsyneladende ved at forlade. Uden at have noget at erstatte den med.

LÆS OGSÅ:
Det er en demokratisk ret at kunne bryde ud i sang

Heldigvis bliver der gjort noget for at modvirke tabet, men meget vil allerede være uigenkaldeligt tabt. Det er aldrig muligt at genskabe en forudsætning fuldstændig som den var, når den først er gået i forfald.

Det skal langtfra få os til at opgive at synge igen på et højt folkeligt niveau, både sange og salmer, men vi skal have en realistisk forestilling om opgavens omfang.

Når vi først skal til at begrunde, hvorfor vi skal synge, og dernæst hvilke sange og salmer, er der mure at nedbryde. For mange kan det desværre være grænseoverskridende at skulle synge. Det er som at lukke sjælen op. Hvem ved, hvad man får at se? Eller hvad tænker de andre?

Er man ikke vokset op med sang enten i skolen eller hjemme, skal man oftest have en god begrundelse for at begynde at synge eller mere eller mindre tilfældigt opleve styrken og betydningen i at gøre det.

Dannelsestab er ikke en privatsag
Netop begrundelse var et omdrejningspunkt i den anden historie i Kristeligt Dagblad. Den handlede om Det Kongelige Teater, hvis eksistens ikke længere er en selvfølgelighed. Teatret skal nu begrunde sin egen berettigelse og ikke kun sit repertoire. Også dette er et tab i den almene, folkelige dannelse. De besluttende lag anser det åbenbart ikke for nødvendigt, at en nationalscene kan samle folk af alle slags. Det er vigtigere, at Det Kongelige Teater kan konkurrere.

LÆS OGSÅ:
Undervisere: Dannelse fylder for lidt

At modgå dannelsestabet er ikke en privatsag. Det kan ikke gøres af enkelte ildsjæle alene, selvom der så vist er brug for dem. Der skal institutioner til, hvor den uden sammenligning vigtigste er folkeskolen. I den fælles skole skal der derfor være elementer, som ikke er underlagt konkurrencestatens vilkår, men skal plejes i deres egen ret. Det gælder sang, og det gælder teater.

Det burde også gælde dans, eller der burde være et element af dans i idrætsundervisningen. Alt, hvad et barn lærer, skal helst sidde i kroppen, så træning af kroppen og kropsbevidsthed er vigtig.

Udover skolen bør der også være kunstneriske institutioner, der er til i deres egen ret uden at skulle begrunde sig selv hvert eller hvert andet år. Det gælder Det Kongelige Teater, det gælder en national ballet, symfoniorkestre et cetera.

Der er altså institutioner i Danmark, som bør holdes fri af konkurrence i erhvervsmæssig forstand, men Det Kongelige Teater skal selvfølgelig udfordres kunstnerisk. Det kan gøres på mange måder, som teaterfolk selv ved mest om.

LÆS OGSÅ: Hvis dannelsen forsvinder, er fanden løs

Dannelsestabet bør modvirkes overalt, hvor det er muligt. Det begynder med kundskaber og færdigheder, og vil folkeskolen og siden ungdomsuddannelserne ikke tage sig af det, vil private institutioner tage over. Der er en voksende trang til, at nogen må gøre noget.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og skriver kommentaren ved religion.dk.