Vi må indrømme kristendommen en særstilling

Der vil altid være en første-religion i en stat. Idéen om at skelne mellem religion og politik, som er vigtig for vores statsforvaltning, er for eksempel kristen, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Det er vanskeligt at argumentere imod lighed. Vi har i mange, mange år stræbt efter at gøre lighed til et bærende princip i alle forhold. Det er lykkedes, så den er blevet en selvfølgelighed, man ikke behøver at argumentere for.

LÆS OGSÅ:Religion.dk's tema om religion og politik

Men vi er måske nået til den grænse, hvor lighed ikke længere kan trække udviklingen, det vil sige tanken om mere lighed kan ikke omsættes til handling uden at undergrave sig selv. Vi har fået en høj grad af økonomisk lighed, men det har skabt problemer med arbejdsvilligheden. Vi har fået ligestilling mellem kønnene i form af lige muligheder. Nogle mener ikke, det er nok. De kræver derfor særbehandling af kvinder f.eks. ved besættelse af stillinger på universitetet. Men det skaber ny ulighed for de dygtige mænd, som ikke må konkurrere på lige fod (jf. Weekendavisen, Bøger, den 26.04.13).

Skal kristendommen have særstilling?
I spørgsmålet om religion er kristendommens stilling som privilegeret anfægtet. En hel del mener sandsynligvis, at ligheden må gælde også for religioner. Hvorfor skal kristendommen have en særstilling? Det gælder ikke alene i Danmark, men i hele Vesteuropa.

Iben Thranholm har drøftet problemet i en kommentar i Kristeligt Dagblad (25.04.13) under overskriften Misbrug af religionsfrihed. Hun spørger bekymret, om Europa er på vej tilbage til tiden før den romerske kejser Konstantin, som i år 312 indførte religionsfrihed i Romerriget og i realiteten gav kristendommen privilegier. Men dermed indførtes også en tolerance, som ikke har været til at drive ud af kulturen siden trods mange tilbageslag på historiens vej.

LÆS OGSÅ: Thranholm: Er kristendommen på vej tilbage til tiden før kejser Konstantin?

Hun konkluderer blandt andet: Det multikulturelle ideal, også kaldet religionsneutralitet, bliver brugt som påskud for at udelukke ethvert tegn på den kristne civilisation fra den offentlige og politiske arena i en tro på, at det vil få vores kontinent til at fremstå mere åbensindet over for ikke-kristne.

En stat hviler aldrig på neutral grund
Iben Thranholm har fat i et vigtigt forhold. Også for religionerne gælder det, at forestillingen om fuldstændig lighed, eller altså religionsneutralitet, vil undergrave sig selv. Den indbyrdes tolerance mellem konkurrerende religioner må komme et sted fra. Fra staten vil nogle sige, men en stats konkrete forvaltning vil altid ligge tættere på én religion end en anden. Idéen om at skelne mellem religion og politik, som er vigtig for vores statsforvaltning, er for eksempel kristen.

LÆS OGSÅ: Jødisk blogger: Kirken bør frigøres fra staten

En stat hviler aldrig på et neutralt grundlag, og eftersom religion viser sig altid at være en del af dette grundlag, vil staten stadfæste et privilegeret forhold til én religion fremfor andre. Der vil altid være en første-religion eller en stadig hårdere kamp om at blive det.

Ligheden har sine grænser
Hvis jeg har ret i, at forestillingen om lighed er stødt på en grænse, ikke for at forsvinde ud af kulturen (det hverken kan eller bør den), men for at hvile, indtil den igen er kommet til kræfter, og hvis jeg har ret i, at der altid må være en første-religion, må vi også indrømme kristendommen en særstilling. Og kæmpe for at bevare den. Visse privilegier bør ikke være noget problem som for eksempel klokkeringning og kors på offentlige bygninger.

Det vil samtidig være en indrømmelse af, at ligheden ikke kan føres længere. Det kan blive et slemt kulturelt chok for mange. Værre bliver det dog, hvis ligheden helt undergraver sig selv.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent på religion.dk.