Kommentaren

"Vi skal give uledsagede flygtningebørn håb"

Et uledsaget flygtningebarn er det mest udsatte menneske, man nogensinde kan blive stillet overfor. Ikke alene forældreløs, men også stedløs, hjemløs, hjælpeløs og måske endda håbløs, skriver sognepræst Pernille Vigsø Bagge. Foto: RUNE JOHANSEN / polfoto

Astrid Lindgren viste i "Brødrene Løvehjerte", at børn ikke er bange for døden, men bange for at blive forladt og efterladt. Og de børn, som kommer alene, uden forældre, har brug for al den omsorg, vi kan give dem, mener sognepræst Pernille Vigsø Bagge

Der findes ikke en gruppe af mennesker i hele verden, som er mere udsat og mere overladt til medmenneskers ansvarsfølelse end uledsagede flygtningebørn.

Dette tekniske udtryk ”uledsagede flygtningebørn” har vi efterhånden lyttet os immune over for i morgenradioavisen, når vi har sat vores egne overledsagede middelklassebørn af ved skolen på vej til arbejde. Men at blive døv over for det, der betyder noget, får ikke problemet til at forsvinde. Tværtimod.

Og et uledsaget flygtningebarn er det mest udsatte menneske, man nogensinde kan blive stillet overfor. Ikke alene forældreløs, men også stedløs, hjemløs, hjælpeløs og måske endda håbløs.
 
Da Astrid Lindgren i sin tid skrev ”Brødrene Løvehjerte”, var hun bange for, at slutningen var for barsk. Tvebak og Jonathan springer i døden - sammen. Hun huskede på, hvad K. E. Løgstrup i 1969 skrev i et essay om børnelitteratur, at man altid ”skal undgå at inficere et barn med håbløshed”. For gør man det, har man taget livsmodet fra barnet. Og et barn uden håb er i stor fare for at blive en voksen uden evne til at mestre livet.

Men Astrid Lindgren havde set noget grundlæggende rigtigt: Børn er ikke bange for døden, de er bange for at blive forladt, efterladt alene tilbage. Og i dét lys har Brødrene Løvehjerte den helt rigtige slutning, fordi brødrene forbliver sammen – de giver ikke giver slip på hinanden.

Der er ingen lette løsninger på en flygtningekrise, som i Danmark hverken kan løses ved at åbne eller lukke grænserne. 
 
Men det burde ikke være så svært i et kristent land at vedkende sig, at præcis det barn, som kommer uden forældre, uden papirer, uden andet end sig selv, har brug for al den hjælp, støtte og omsorg, som et kristent land som Danmark overhovedet kan skrabe sammen.
 
De mennesker, som har umådeligt travlt med at finde ud af, hvad der er dansk, og hvad der ikke er det, har også travlt med at definere det danske ud fra en kristen kontekst. Det er i orden, at vi kalder landet kristent – det synes jeg også, at det er, men så skal vi også tage kristendommen på os som noget, der har konsekvenser for vores måde at handle på som samfund.

Og det er svært for mig at se, hvordan man kan undgå at udlede en moralsk lære af den status, som også Guds søn giver barnet i evangelierne. Barnet, som ellers i samtiden ikke havde nogen som helst status i samfundet.
 
Jesus sætter barnet frem foran disciplene og siger for eksempel i Matthæusevangeliet 18,14: ”Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt”.
 
Det er svært at tolke det på andre måder end, at barnets tillid, umiddelbarhed og åbenhed må og skal besvares med omsorg, kærlighed og nærvær.
 
Og når vi nu kender den ubekvemme sandhed om, hvordan uledsagede flygtningebørn alt for ofte bliver ofre for grov udnyttelse, slavehandel, sexmisbrug og tvangsarbejde i hele Europa, kunne vi så ikke slå fast, at Løgstrups ord om aldrig at ”inficere et barn med håbløshed” skal gælde alle børn inden for vores grænser? Både de hvide, de brune og de sorte? Både de rige, de fattige og de aldeles udsatte, som end ikke har et menneske, de kan vende sig til?

Astrid Lindgren sagde til Jyllands-Posten i 1978: ”Der findes intet mere afgørende i livet end forholdet mellem forældre og børn. Du bliver formet af, hvordan dine forældre var mod dig, og det miljø, du voksede op i. Det er næsten skrækindjagende at tænke på”.
 
Og når der så er børn, som end ikke har forældre, ejendele, et land at bebo eller tag over hovedet, så bliver det for alvor uhyggeligt. Så lad os denne flygtningekrise kendes på, at vi i det mindste ville give børnene håb. De børn, som intet andet har at forlade sig på end dette kristne land, hvor vi hver gang et barn skal døbes siger højt og tydeligt: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.”
 
Børn uden håb kan blive vores undergang. Børn med håb kan vokse og blive vores redning. Så enkelt er det. Skal vi komme i gang?

Pernille Vigsø Bagge er sognepræst og tidligere folketingsmedlem for SF. Hun skriver kommentaren ved religion.dk.