Kommentaren

Khader: Forfulgte bør have egen afdeling i Udenrigsministeriet

Min inspiration finder jeg blandt andet i Norge. Her har der i flere år været afsat ressourcer til at bekæmpe forfølgelse af religiøse mindretal via en integreret afdeling i Udenrigsministeriet. Det har vi også brug for at gøre i Danmark, mener folketingskandidat Naser Khader. Foto: Thomas Lekfeldt

En muslimsk verden uden kristne og andre mindretal bliver kulturelt fattigere. Og vi er nødt til at sætte denne hastigt stigende tendens på dagsordenen, så det kan høres og mærkes. Der er brug for nye initiativer, mener folketingskandidat Naser Khader

En krænkelseskultur har nydt fremme de seneste 10 år. Nogle har følt sig krænket over tegninger eller ytringer, og de har krævet hævn.

Men der er en anden trend, der på sørgeligste vis boomer i disse år. Det er forfølgelsen af mindretal verden over. Det går især ud over kristne mindretal i Kina, Nordkorea og den islamiske verden.

Vi kan ikke stoppe forfølgelsen af dem ved at give dem alle asyl i Danmark. Men vi kan beskytte dem og deres grundlæggende rettigheder i deres fædrelande.

En fattigere verden 

En muslimsk verden uden kristne og andre mindretal bliver kulturelt fattigere. Og vi er nødt til at sætte denne hastigt stigende tendens på dagsordenen, så det kan høres og mærkes. Der er brug for nye initiativer. 

Danmark har i alt for høj grad siddet på hænderne og tiet, hvor der skulle have været råbt højt. Derfor foreslår jeg, at der i Udenrigsministeriet oprettes et kontor udelukkende dedikeret til arbejdet med forfulgte mindretal. 

Min inspiration finder jeg blandt andet i Norge. Her har der i flere år været afsat ressourcer til at bekæmpe forfølgelse af religiøse mindretal via en integreret afdeling i Udenrigsministeriet. 

Læs også: Hvor alvorligt et problem er religionsforfølgelser?

Det har vi også brug for at gøre i Danmark. Der er brug for en indsats, ikke kun for forfulgte kristne, men for alle mindretal – politiske, seksuelle, religiøse og andre, der ikke kan leve i fred. 

Sæt ord på overtrædelserne 

En af de vigtigste grunde til at oprette sådan en afdeling findes i kommunikationen med lande, hvori der foregår forfølgelse af mindretal. Her har blandt andet Norge vist vejen ved at italesætte nogle af de åbenlyse overtrædelser af basale menneskerettigheder i forbindelse med udenrigsbesøg. Det er mere end, hvad lande som Danmark og USA kan prale af. 

Da USA's præsident, Barack Obama, gæstede Saudi-Arabien for nylig, blev en offentlig henrettelse tæt ved mødestedet udskudt til efter præsidentens besøg. Præsident Obama og hans følge end ikke diskuterede menneskerettigheder med saudiaraberne. Det ville Norge have gjort, og nordmændene ville have været i stand til at gøre det med pondus og gennemslagskraft, fordi de har den nødvendige organisatoriske og politiske vilje fasttømret i deres udenrigsministerium. 

Læs også: Muslimer og kristne i Indien går en hård tid i møde

En afdeling, der arbejder med forfølgelsen af mindretal, vil også bane vejen for inklusion af nogle strengere krav til udviklingsbistand for de lande, hvor forfølgelsen af mindretal er mere en regel end en undtagelse. Uganda indførte love imod homoseksualitet, og alene dette eksempel understreger behovet for et nyt, målrettet kontor i Udenrigsministeriet. 

Skandalen i Saudi-Arabien 

Da den saudiarabiske blogger og frihedsaktivist Raif Badawi i 2012 blev anholdt og senere idømt 10 års fængsel og 1.000 piskeslag for at kritisere det saudiarabiske styre, var der ingen reaktion fra Danmark. Den danske udenrigsminister kunne naturligvis ikke have omstødt dommen, men man kunne have reageret meget stærkere diplomatisk, og man kunne have gjort meget mere for at fastholde Raif Badawis sag på den internationale dagsorden. 

En afdeling i Udenrigsministeriet for beskyttelse af mindretal kunne have fulgt sagen tæt og lagt pres på Saudi-Arabien. 

”Kulturel forsigtighed” 

Kritikere af mit forslag vil henvise til, at man skal udvise kulturel forsigtighed, specielt i lande, hvor vi har eksportmæssige og andre økonomiske incitamenter. Men det holder ikke. De norske erfaringer viser, at lande, som udtrykkeligt italesætter overtrædelser af menneskerettigheder - specielt i forhold til forfølgelse af mindretal - ikke lider nogen økonomisk last som følge af kritik. Og i øvrigt bør alle forfulgte mindretal beskyttes bedst muligt under alle omstændigheder. Intet bør nogensinde kunne trumfe demokrati- og menneskerettigheder. Det gælder i Kina, Saudi-Arabien, Iran, Rusland og alle andre steder. 

Læs også: Paven til forfulgte kristne: Hjælp jeres muslimske medborgere 

Forfølgelsen af mindretal – alle mindretal – er en kæmpe udfordring, både i Danmark og på globalt plan. Det skal vi prioritere højere, end vi gør i dag, og det skal blandt andet ske ved oprettelsen af en afdeling dedikeret til formålet i Udenrigsministeriet. Et privilegeret og stærkt demokrati som Danmark må gå forrest – allerforrest – i kampen for beskyttelsen af mindretal. Vi må ikke blot tie overtrædelser ihjel, når vi står ansigt til ansigt med nogle af de ansvarlige.

Naser Khader er mellemøstanalytiker ved tænketanken Hudson Institute og folketingskandidat for Konservative. Han skriver kommentaren ved religion.dk.