Vigsø Bagge: Kirkevielse uden præst er en skal uden indhold

"I TV skal vi efterhånden dagligt udsættes for såkaldt almindelige mennesker, der skal synge, dirigere orkestre, spille skuespil og agere alle mulige ting, de ikke er, i stedet for at vi kan få lov til at se rigtige professionelle musikere, sangere, dirigenter, skuespillere. Således også i kirken," skriver kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF). Foto: Søren Staal

Vielse i kirke uden præst er et eksempel på tendensen, at viden og dybde skubbes til side til fordel for overflade, amatørisme og uvidenhed, mener kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF)

En mand på Lolland har brugt 300.000 på at istandsætte en kirke, hvori man kan få en borgerlig vielse uden præst, men med de kristne symboler til stede, så man ikke som betalende brudepar skal lide den tort at blive viet i en kedelig og støvet byrådssal eller lignende, men i stedet kan springe fuldt ud som kulturkristne uden sans for hverken historisk baggrund, tradition eller hvilke værdier, der ligger i almindelige folkekirkelige bryllupper.

LÆS OGSÅ: Nyt tilbud: Bliv borgerligt gift i præstefri kirke

Jeg ved godt, at markedet spreder sig ud over alle grænser, og at alt, hvad der kan købes for penge, skal sælges i markedets hellige navn. Og jeg har slet ikke noget imod, at kirkens rammer betyder så meget for folk, at de gerne vil se sig selv i dem under vielsesritualet, uden i øvrigt at fatte en bjælde af, hvad de betyder eller symboliserer.

Min anke går således ikke på konceptet, men på den kraftigt stigende tendens, der er i samfundet til, at alt, hvad der er udtryk for kvalificeret viden og dybde måske kaldet professionalisme , skubbes til side til fordel for overflade, amatørisme og uvidenhed.

Amatører alle vegne - også i kirken
I TV skal vi efterhånden dagligt udsættes for såkaldt almindelige mennesker, der skal synge, dirigere orkestre, spille skuespil og agere alle mulige ting, de ikke er, i stedet for at vi kan få lov til at se rigtige professionelle musikere, sangere, dirigenter, skuespillere.

Således også i kirken. Vi ved, at præsterne kan deres ting, deres teologi, og at med præsterne kan man få en god og dyb samtale om, hvad det betyder, når Jesus hænger på korset i kirken, når døbefonten står i hjørnet, og når kirkeudsmykningen kan finde på at forestille både duer, fisk, løver og lam.

Men nej, også her skal det være den jublende uvidenhed, skallen uden indhold og stemningen, der styrer lysten. Ikke forpligtelsen på at sætte sig ind i bare et minimum af viden om, hvad og hvordan kirkerummet fungerer.

Hellere tyngde end glasur
Lyder jeg som en sur gammel kælling? Måske, men så i hvert fald én af slagsen, der til hver en tid vil slå til lyd for kvalificeret viden, faglig professionalisme, dybde, tyngde og formidling af samme, frem for overflade og glasur med vammel eftersmag.

Jeg håber, manden på Lolland scorer kassen på sin nye idé det er vel det, der er meningen? Men jeg håber i højere grad, at han finder ud af, hvorfor hans kirkerum har en betydning for folk, der skal vies. Her ligger svaret i ordet mere end i handlingen. Og vel at mærke ord, som har reel dybde i den folkekirke, der i århundreder har fyldt rummet med kvalificeret viden og ikke mindst tro!

Pernille Vigsø Bagge er folketingsmedlem og kirkeordfører for SF og kommentarskribent på religion.dk