Vil en rød regering tage folkekirken alvorligt?
Hvad vil være vigtigst for den kommende regering? Kristen mission eller rød multikulturalisme? spørger valgmenighedspræst Morten Kvist
Efter valget forlyder det fra forskellige kommentatorer, at en ny regering sandsynligvis ikke vil nedsætte en kommission til reel opløsning af forholdet mellem kirke og stat, for eksempel ved indførelse af et religionsministerium til afløsning af Kirkeministeriet.
Vil en rød regering støtte kristen mission?
Det vil være at bede om flere vanskeligheder end dem, der allerede er udsigt til. En kommission vil, hvis der bliver nedsat en, snarere få den opgave at udrede folkekirkens økonomi, for at kunne flytte rundt med pengene, og at se på om folkekirken kan varetage flere opgaver selv, siger altså kommentatorerne.
Endnu er det kun spekulationer, men det synes at ligge i luften, at noget vil ske, ja at noget må ske, især på grund af den vigende dåbsprocent i de større byer. At det er en opgave for folkekirkens menigheder, kan der ikke være to meninger om, men det er der nu nok alligevel. Opgaven hedder mission. Vil de røde og de multikulturelle være med til det?
Mission kan finde sted på mange måder. Ved undervisning, møder, socialt arbejde, endda ved såkaldt dialogarbejde, hvis det ikke slører det missionerende fokus. Man kan også kalde det noget helt andet, men i forhold til missionsbefalingen om at gøre alle folkeslag til disciple, betyder navnet ikke så meget.
Det vigtige i forhold til en ny regering er, at mission vil være en undsigelse af den multikulturelle utopi, som stadig lever hos De Radikale, Enhedslisten og SF. At være multikulturel og socialist ligger ikke langt fra hinanden, undtagen i den økonomiske politik, og måske hvad angår statens størrelse.
Mission og multikulturalisme kan ikke gå hånd i hånd
Hvorfor er mission en undsigelse af multikulturalisme? Fordi multikulturalisme og relativisme er det samme, altså det forhold, at alle moralske værdier er omtrent lige gode, og at forskellige grupper i et samfund, ateister, kristne, muslimer og buddhister har ret til at udøve en vis jurisdiktion indenfor deres egen gruppe.
Ingen kan missonere relativistisk. Al mission af hvad art den end er er grundet på et budskab, som står i modsætning til eller markerer en væsensforskel på andre budskaber, og som det ikke giver mening at give afkald på.
For den kristne betyder det, at kristendommen har forrang for andre religioner. For muslimen islam og så fremdeles. At der er plads til forskellige religioner i det samme samfund er godt. Det kaldes pluralisme eller religionsfrihed, men det betyder ikke, at de religioner, som måtte være i et samfund er lige gode, hverken individuelt eller for staten.
Staten, som skal legitimere sin magtudøvelse, vil altid bygge mere på den ene religion end den anden. Den almindelige moral vil være præget mere af det ene end af det andet.
Spørgsmålet er nu, om en ny rød og multikulturel regering forstår dette forhold, at svaret på folkekirkens problemer er mission, for eksempel blandt ateister og muslimer. Vil de som flertal i Folketinget støtte det?
Vil en kommende regerings ministre og andre ansvarlige tage deres medlemskab af folkekirken alvorligt (for så vidt de altså er medlemmer)?
Vil det store flertal af præster, som er jo er både røde og multikulturelle? Hvad er vigtigst: Den kristne mission (hvilken form den så end må have, det afgørende er er sigtet) eller rød multikulturalisme? Vil præsterne forstå, at mission og relativisme ikke kan forliges, og hvad vil de så være? Budbringere eller relativister?
Spørgsmålet er ikke uden betydning. Intet tyder på, at danskerne ønsker multikulturalisme. Der er stadig et flertal imod, når socialdemokraterne tælles med. Og der er heller ikke ved dette valg kommet et rødt flertal.
Men hvad vil blandingen af rødt og multikulturelt betyde for folkekirken? Umiddelbart er der grund til skepsis. Blandingen kan næsten ikke undgå at gå relativismens ærinde, og det er skidt for folkekirken. Det kan den ikke leve af.
Morten Kvist er valgmenighedspræst