Ytringsfrihed kræver, at vi tager ansvar

Set fra vores eget synspunkt kan en karikaturtegning - eller anden ytring – være ret uskyldig. Men hvordan ser det ud fra den karikeredes synspunkt, spørger buddhist Denko John Mortensen

Der bliver skrevet en hel del om ytringsfrihed i disse dage. Grundloven giver os her i Danmark ytringsfrihed under ansvar. Men jeg synes, der mangler noget: Ytringsfrihed under hensyntagen.

Ytringsfrihed er ikke det samme, som at vi absolut skal ytre os.

Set fra vores eget synspunkt kan en karikaturtegning - eller anden ytring – være ret uskyldig. Men hvordan ser det ud fra den karikeredes synspunkt? Det kan for ham eller hende – eller vedkommendes kultur og samfund - sagtens være ydmygende, provokerende eller krænkende.

Læs også: "Muslimer bør ignorere Charlie Hebdos tegning" 

Ønsker vi at ydmyge, provokere eller krænke? Hvis svaret er ja, så bør vi nok kigge på vores motiver og være villig til at tage de kommende konsekvenser. Hvis svaret er nej, så burde vi have holdt vores mund – ikke have tegnet karikaturen.

Som buddhist følger jeg den ottefoldige vej, som er vejen til endelig og absolut fred i sindet. Punkt tre af disse otte er 'ret tale'. 'Ret' betyder ved den ottefoldige vej at agere ud fra følgende fundamentale forskrifter: Afhold dig fra alt ondt, praktiser alt godt, og rens dit hjerte. På grund af forskrifterne kommer ret tale ofte til at være ensbetydende med at tie stille, idet vi typisk ikke ønsker at ydmyge, provokere eller krænke.

Jeg går med andre ord ind for ytringsfrihed med ansvar. Hvis man ønsker at krænke eller støde andre, skal man så have frihed til det? Ikke uden at tage ansvar for sine handlinger.

Læs også: Tegninger og terror: Har vi ret til at krænke andre? 

Det er ikke forkert at reagere på en krænkelse. Det ønsker vi alle frit at kunne gøre, men reaktionerne i tilfældet Charlie Hebdo er ude af proportioner med krænkelsen.

Jeg oplever også, at min religion bliver krænket, når jeg ser statuehoveder af Buddha. Buddhahoveder er ikke uskyldige dekorative genstande for en buddhist, men peger ligesom muhammedtegningerne på en ufølende og arrogant holdning overfor 'fremmede' religioner. Det ville være forkert at bruge vold, når jeg oplever den slags krænkelse, men jeg reagerer ved trist at gå min vej.

For nogle dage siden så jeg en kommentar til hændelserne i Frankrig – og tidligere til Jyllands-Postens reaktion. ”Den der tier samtykker”, skrev vedkommende. Det er efter min mening ikke sandt. Man kan vel tie, fordi man ikke vil fremprovokere yderligere vold, eller fordi man ikke ønsker at gå ind i en endeløs diskussion om holdninger (for min holdning er jo den eneste rigtige).

Vi vil alle sammen det rigtige og det bedste – set fra vores perspektiv. Det gælder også islamistiske fundamentalister, så hvorfor forsøger vi ikke at sætte os ind i, hvorfor de ser deres tanker og handlinger som de bedste. Måske kunne der komme en positiv kommunikation ud af det.

Læs også: Når selvcensur er det etisk rigtige 

En af mine elever spurgte i dag ind til 'ret levevej' punkt fem på den ottefoldige vej. Han var blevet kontaktet af en våbenfabrikant angående en potentiel opgave. Jeg sagde, at hvis han brugte de ekstra indtjente midler til at gøre noget for at mindske behovet for våben, anså jeg det som 'ret levevej'.

Journalister, debattører og karikaturtegnere kunne måske bruge noget af deres 'krudt' på at mindske behovet for terrorhandlinger.

Denko John Mortensen er zen-mester og abbed i Buddhistisk Samfund. Han skriver kommentaren ved religion.dk.