Debat

"Jeg blev konfirmeret, fordi jeg gerne vil bekræfte min dåb"

Det var nok selve konfirmationen i kirken, der betød mest den dag, men festen var fed. Det var fedt, at det handlede om konfirmationen hele dagen, og at hele familien var der, synes 13-årige Lucca Hanna Winther efter sin konfirmation. Foto: Lisbeth Korsholm

Jeg synes, det var helt vildt fedt at blive konfirmeret. Jeg var megaglad i kirken, og det var virkelig noget særligt, fortæller 13-årige Lucca Hanna Winther, der blev konfirmeret på store bededag

Hvorfor er du blevet konfirmeret?

Først og fremmest er det nok fordi, at jeg tænkte, det var en selvfølge. Jeg er kommet i kirken, siden jeg var helt lille. Jeg har gået til børnekirke (søndagsskole, red.), og min far er præst. Jeg har nok ikke tænkt så meget over, hvorfor jeg ville konfirmeres tidligere, men selvfølgelig betyder det også noget for mig.

Hvad betyder konfirmation for dig?

Jeg ville gerne konfirmeres for at bekræfte min dåb. Jeg er jo døbt, så jeg var jo allerede inde i din kristne tro på den måde, men jeg ved egentlig ikke, hvorfor det så også er så vigtigt også at blive konfirmeret.

Hvor vigtigt er det for dig, at du skulle bekræfte den kristne tro ved din konfirmation?

Det, synes jeg faktisk, er ret vigtigt. Og det har jeg også set frem til.

LÆS OGSÅ: Konfirmation

Hvordan var det at gå til konfirmationsforberedelse?

Det har været supergodt. Jeg kendte lidt mere til det, end de andre på holdet, fordi de ikke kommer fra kristne hjem. De får nok noget andet ud af det, end jeg gør, men det gør ikke den store forskel, hvilken baggrund man har.

Det var superfedt at gå til forberedelse, fordi man var der sammen med vennerne, og fordi jeg ikke før havde prøvet at bruge to timer om ugen, hvor man sad sammen og snakkede om sådan nogle ting. Det var superrart og hyggeligt.

Jeg er begyndt at læse mere i Bibelen efter konfirmationsforberedelsen. Det har jeg ikke gjort før. Og det at læse i Bibelen sætter også nogle tanker i gang. Jeg har fået mange af historierne genfortalt, men man får meget mere med ved at læse i Bibelen. Det er rigtigt spændende at se, hvad der egentligt står.

Mange børn har gennem tiden hørt i konfirmationstalerne, at de nu trådte ind i de voksnes rækker. Hvad tænker du om det?

Jeg tænker nok lidt, at jeg ikke ved, hvad det skulle betyde. Jeg mener bestemt ikke, at jeg er blevet mere voksen efter konfirmationen.

Hvordan var det at blive konfirmeret? Var det som forventet?

Jeg ved ikke, hvor mange forventninger jeg havde, men jeg synes, det var helt vildt fedt. Jeg var megaglad, da jeg blev konfirmeret i kirken. Det var virkelig noget særligt.

Hvordan har I fejret din fest?

Det var en god fest, hvor der både var lidt taler og sådan. Jeg tror bare, at jeg hyggede mig. Det var nok selve konfirmationen i kirken, der betød mest den dag, men festen var fed. Det var fedt, at det handlede om konfirmationen hele dagen, og at hele familien var der.

Hvad ønskede du dig allermest i konfirmationsgave?

Jeg ønskede mig allermest bøger og spil. Men den gave, jeg nok blev mest glad for, var en tur til London, som jeg fik af mine forældre. Det var en kæmpestorgave, fordi jeg må komme til udstillingen Harry Potter Warner Bros Studios og se skuespillet ”Det forbandede barn”.