Konvertit: Islam taler både til mit hjerte og min hjerne

"Det tog mange år, før jeg følte mig overbevist,” fortæller Amina, der konverterede til islam, fordi hun her fandt svar på alle sine spørgsmål til livet

Muslimske Amina Djondjorova er en af dem, der har bidt mærke i, debatten om kristendommens rolle for Danmark i sidste uge blev mere synlig på den politiske scene. Senest med udmeldingen fra De Konservatives Mai Mercado om, at kristendommen er en bedre religion end islam. Og Amina Djondjorova er også en af dem, der undrer sig over den holdning:

"Min holdning er, at kristendommen nok tidligere var grundstenen i Danmark, men det er den ikke mere. Hvis kristne eller muslimske politikere forsøger at præge politikken med deres religiøse livssyn, vil det skabe splittelse, fordi der er alt for mange mennesker, der ikke identificerer sig med religionen. Vi må prøve at samle i stedet for at splitte."

For splittelse er der nok af i dag, mener Amina, der kommer fra en ikke-religiøs baggrund i et kommunistisk Bulgarien, men som ung valgte at konvertere til islam. Det skete først efter grundige overvejelser og studier af både kristendommen og islam.

Aminas historie
Det var ikke med begejstring, at Aminas nærmeste oplevede Aminas konvertering til islam. Faktisk var det nærmere det modsatte.

”Min mor græd i telefonen og min far sagde: 'Vi håber, du kommer tilbage til os', som om jeg var blevet hjernevasket,” siger Amina og griner let. Der var nogle år med et problematisk forhold til forældrene, men Amina blev ved med at ringe til dem og være åben og forstående over for deres frustrationer. Efterhånden accepterede forældrene da også Aminas valg.

”De kunne jo se, at jeg stadig var den samme. At jeg klarede mig godt, at jeg har en god mand og nogle søde børn”.

I dag er Aminas forældre selv konverterede til islam. Og de er ifølge Amina ikke de eneste, der har fulgt et barns konvertering:

”Jeg har set det ske flere gange, at forældre til konvertitter selv konverterer. Det skyldes den positive forandring, de oplever hos deres børn,” forklarer Amina. ”Især forholdet til forældrene. Et af de største bud i islam er at du skal ære dine forældre. Du behøver ikke at være enige med dem,” siger Amina og smiler skævt, ”men du skal respektere dem.”

Amina er oprindeligt fra Bulgarien og voksede op under et kommunistisk styre. Her var religion ikke velanset og Amina husker, at religionsundervisningen i skolen var stærkt præget af historier om den tid, hvor muslimske tyrkere hærgede og slagtede bulgarerne, indtil landet blev erobret af russerne.

I den sydlige del af landet boede en del tyrkiske muslimer og de var undertrykt, husker Amina. ”Jeg havde ikke noget særlig godt indtryk af muslimer eller religiøse mennesker generelt, og jeg interesserede mig heller ikke for religion, da jeg var yngre.”

Amina startede på konservatoriet og blev uddannet pianist. På konservatoriet begyndte hun at diskutere emner som religion med de andre studerende. ”Jeg følte mig uvidende og følte, at jeg ikke vidste nok om de emner, men jeg blev alligevel mere interesseret i dem.”

Det var også på konservatoriet, i slutningen af studierne, at Amina mødte sin mand. Han var kommet til Bulgarien fra Irak, da han var 16 år gammel. Amina kan stadig godt undre sig over, at hun valgte en muslimsk mand: ”Jeg følte mig tryg ved ham, der var noget anderledes over ham, som jeg godt kunne lide”. Han accepterede også at Amina ikke var muslim. En konvertering var aldrig et krav fra hans side: ”Jeg undrer mig stadig lidt over, hvorfor han valgte mig. Jeg var det totalt modsatte af en god muslimsk kvinde,” siger Amina og griner. ”Jeg var hende, der dansede på bordene”.

Men gift blev de. Aminas mand var efter studierne flyttet til Danmark, og Amina flyttede med. De startede med at bo på Nykøbing Falster, men flyttede senere til København.

I starten af deres ægteskab observerede Amina bare sin mand, når han udførte sine religiøse pligter, og hun spurgte meget ind til hans religion. ”Vi havde uendelige diskussioner om alt,” husker Amina.

En lang vej til Islam
Generelt er forskere enige om, at konversion ikke bare er en pludselig religiøs oplevelse, men en proces, hvor sociologiske faktorer som marginalisering, identitet og livskriser spiller ind. I det moderne samfund er det blevet lettere selv at finde information om andre religioner. Konversion antager derfor ofte en mere intellektuel form, hvor konvertitten selv har studeret religionen eller flere religioner, inden en beslutning om at konvertere. Religion er altså i højere grad blevet noget, man aktivt vælger eller fravælger og ikke så meget noget man bare bliver født ind i.

For Amina var det med at konvertere også en lang proces. Hun blev mere nysgerrig efter at vide mere om islam og begyndte at sammenligne Koranen med Bibelen. Hun startede også med at komme hos Islamisk Trossamfund i København for at finde svar på alle sine spørgsmål.

”Jeg var meget skeptisk, stillede en hel masse spørgsmål. Men der var altid et svar på mine spørgsmål, og de svar jeg fik var tilfredsstillende for mig både intellektuelt og følelsesmæssigt. Men det tog mange år, før jeg følte mig overbevist.”

Små skridt af gangen
Amina begyndte efterhånden med små religiøse eksperimenter. ”Jeg gik langsomt frem. Tænkte: Nå ja, jeg kan det prøve at se, hvordan det for eksempel vil være at undvære svinekød en måneds tid og hvis jeg ikke kan lide det, kan jeg jo bare gå tilbage til det gamle”. Men det gik fint for Amina. Det var kun når hun gik forbi en velduftende pølsevogn på gaden, at det trak lidt i hende, husker hun med et smil.

”Jeg indså, at jeg faktisk ikke behøvede det. Det var en slags sejr for mig. Det gav mig selvtillid, at jeg kunne kontrollere mig selv på den måde.”

Så Amina begyndte langsomt at praktisere islam. Til spørgsmålet om, hvorfor hun også valgte at bære Hijab (det muslimske hovedtørklæde) svarer hun, at det giver mening for hende. ”Hvis folk bare sagde til mig: Du skal gøre det, fordi det står i Koranen, ville jeg aldrig acceptere det. Jeg skal føle mig overbevidst om, at det er det rigtige at gøre for mig”. Og det var det. For Amina er tørklædet blevet en del af hendes identitet. ”Det er et tegn på min forpligtelse over for Allah, mig selv og andre mennesker”.

Frihed i islam
Når man taler med en kvinde om at konvertere til Islam, kan det næsten ikke undgås, at snakken på et tidspunkt kommer til at dreje sig om kønsroller og undertrykkelse.
”Jeg kan godt forstå, at andre mennesker tænker sådan. Sådan tænkte jeg jo selv. Og jeg vil ikke benægte, at nogle muslimske kvinder oplever undertrykkelse. Personligt har jeg faktisk aldrig følt mig mere fri end nu. Som ung var jeg meget bevidst om mit udseende. Jeg har altid været lidt buttet, og jeg kunne bruge timevis foran spejlet og på at finde det rigtige tøj. Men nu er det lige meget, for Allah kigger ikke på mine deller,” siger Amina og griner. Hun føler sig mere frigjort fra andres meninger om hende. ”Det vigtigste er forholdet mellem mig og Allah”.

Det der også kan være svært for udenforstående at forstå er den åbenlyse opdeling af kønnene, man ofte møder i muslimske samfund. ”Det var faktisk noget af det, der var sværest for mig at acceptere. Jeg er jo vokset op med en vestlig moderne tankegang, hvor ligestilling er et af kernebegreberne. Men det, der er sket i Vesten er, at kønnene er begyndt at konkurrere mod hinanden. I islam ligger man vægt på, at kvinden og manden supplerer hinanden. Vi har forskellige roller at udfylde.” Amina understreger, at det ikke betyder, at manden er over kvinden, og at kvinden ikke kan være andet end mor og hustru. Amina selv har, foruden sin uddannelse fra konservatoriet, også taget en uddannelse i psykologi på Københavns Universitet. Hun arbejder i dag som pædagogisk konsulent.

”Det her med den fysiske opdeling er et spørgsmål om at fjerne overflødige konflikter i forhold til samkvem mellem kønnene. For vi er jo bare mennesker...hvor tit har man ikke hørt den der: ”Det skete jo bare”. Så for mig at se er det et spørgsmål om at beskytte og bevare det gode.” Amina forklarer, at for hende er religionens påbud ikke strenge regler, men kærlige råd fra en gud som vil mennesket det bedste: ”Med islam har jeg fundet ro og fred i mit sind og i mit praktiske liv”.

En sikker tro
Jeg spørger Amina, om hun under sin lange vej mod at blive troende og praktiserende muslim aldrig var ved at give op. Amina er aldrig blevet spurgt om det før, men hun svarer klart nej. ”Altså det var svært, men jeg følte det alligevel som om, at jeg var på rette vej. Jeg følte mig overbevist. Religionen talte både til mit hjerte og min hjerne”.

Til spørgsmålet om hun aldrig bliver i tvivl, svarer Amina: ”Ork jo, i starten gjorde jeg da, men ikke mere. Og det er min viden om religionen, der holder tvivlen væk. Andre mennesker betragter ofte muslimer som fanatikere, fordi der her i Vesten er en forestilling om, at hvis man er for sikker, så er man ikke fornuftig. Alt er jo relativt! Men der er bare en undtagelse for mig. Jeg er sikker på min gud.”