Indføring

Fadervor: Bed, så skal der skal gives jer

Fadervor har altid været de kristne fællesskabers hovedbøn, og frem til den afsluttende lovprisning kan den bedes i kor af troende fra protestantiske samfund over ortodokse og romersk-katolske. Ifølge Matthæusevangeliet er Fadervor en del af Jesu bjergprædiken.

Fadervor kan bedes med (næsten) én mund af alle kristne i verden. Bønnen spiller en vigtig rolle som den kristnes bekendelse til Gud som Faderen

"Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det."

Sådan lyder de tolv disciples bøn til Jesus i Lukas-evangeliet kapitel 11. Og som Jesus siden lover dem, at det skal ske, når de beder til Gud, så bønhører han også deres ønske og lærer dem, hvordan de skal bede.

Bønnen er en lidt forkortet udgave af det Fadervor, som mange kender fra gudstjenester i kirker og som aftenbøn den dag i dag.

LÆS FADERVOR HER

De kristnes hovedbøn
Fadervor optræder både i Lukas- og Matthæusevangeliet, men introduceres meget forskelligt. Hvor Jesu disciple i Lukas' version beder om at lære, hvordan de skal bede til Gud, er Fadervor i Matthæus' version en del af Jesu Bjergprædiken og optræder derfor som en mere central del af Jesu lære hos Matthæus. Men bønnens oprindelse er aldrig helt blevet stadfæstet:

"Fadervor er blevet tillagt Jesus og har til alle tider været de kristnes hovedbøn, fordi det er den bøn, Jesus selv lærer sine disciple at bede. Men om det er Jesus, der har skabt den, er svært at sige, fordi den ikke findes hos Markus," siger forfatter til flere bøger om Bibelen, professor, dr. theol. Mogens Müller.

Markus- og Johannesevangeliet nævner ikke Fadervor, og fordi Jesus og disciplene i senere fortællinger i evangelierne ikke beder til Gud med præcis de samme ord, vælger nogle forskere at tolke Fadervor som Jesu guideline til, hvordan der kan bedes, og ikke nødvendigvis som en bestemt ordlyd, der skal gentages.

SE TEMA: Fadervor

Til gengæld optræder Fadervor i "De Tolv Apostles Lære" eller "Didaké", et oldkirkeligt skrift, som ifølge Mogens Müller sagtens kan være lige så gammelt som nogle af de skrifter, der kom med i Det Nye Testamente.

Didaké er en slags håndbog til at lede menigheder, og Fadervor indeholder her også den slutningslovprisning: "For dit er Riget og magten og æren i evighed," som mangler i de ældste håndskrifter til Matthæusevangeliet og slet ikke er med i Lukasevangeliet. Denne lovprisning er sandsynligvis oprindeligt menighedens svar på bønnen og er så gledet ind i selve teksten.

LÆS OGSÅ: Det står der i Didaké

Bønnen om tilgivelse er Fadervors kristne grundtrin
Fadervor har altid været de kristne fællesskabers hovedbøn, og frem til den afsluttende lovprisning kan den bedes i kor af troende fra protestantiske samfund over ortodokse og romersk-katolske.

Ser man nærmere på dens ordlyd, er der et vigtigt punkt i Fadervor, som kan opfattes som særligt for Jesu lære, nemlig den femte bøn, hvor den bedende beder om tilgivelse, ganske som hun eller han selv tilgiver sine medmennesker.

Tilsagnet om tilgivelse er en central del af kristendommen, og Fadervor etablerer en forbindelse mellem Guds og menneskers tilgivelse. Men modsat, hvad mange tror, beder mennesket ikke om, at Gud skal tilgive for det har han allerede gjort. Sagen er mere kompliceret end som så:

"Den form for tilgivelse, der tales om her, er ikke en betingelse, der stilles, men en betingelse, der gives," pointerer Mogens Müller og forklarer:

"Gennem den kristne lære er al tilgivelse givet på forhånd. Det gælder om at forblive i den nåde, som Gud viser mennesket."

Balancen uddybes i Matthæusevangeliet kapitel 18 i lignelsen om den gældbundne tjener, der af sin konge eftergives en kolossal gæld. Siden nægter han dog at gøre det samme over for en medtjener, der skylder ham meget lidt i sammenligning, og da det kommer kongen for øre, trækker han sin eftergivelse tilbage og lader den uforsonlige tjener kaste i fængsel, indtil han har betalt sin gæld.

Rækkefølgen i lignelsens handlingsforløb er vigtig, fordi det viser, at Gud ikke stiller en betingelse, før mennesket tilgives, men lader det være op til den enkelte at leve op til den nåde, der vises.

Bekendelse og bøn
På samme måde siger Jesus hos Matthæus til sine disciple, at Gud allerede ved, hvad de vil have, inden de beder. Lukas lader Jesus forklare bønnens betydning med ordene "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." Fadervor skal her lære mennesket at bede om det, som Gud vil give.

"Man kan også vende det om og tale om Fadervor som en bekendelse: I denne bøn lærer mennesket at bekende sig til Gud som den, der vil give det, som de forskellige bønner taler om. Her er tiltalen til Gud som Fader afgørende. For den skaber en ganske bestemt relation til Gud som den, der ser på mennesket, som en far gør det," forklarer Mogens Müller.

LÆS OGSÅ: Fadervorstafetten: Jeg kan tale til Vorherre som til en far

Fadervor har således en bekendelsesdel i sig, fordi den er et led i forkyndelsen af, hvem Gud er over for menneskene. Bønnen lægger et gudsbillede i munden på os begyndende med "Fader" vor og skaber en relation til Skaberen som en faderlig gud modsat en fjern gud. På den måde er Fadervor en del af kristendommens nye pagt mellem Gud og mennesker, hvor Guds vilje er skrevet ind i menneskenes hjerter.

Eskatologisk eller human fortolkning af bønnens ordlyd
Fordi Fadervor er så udbredt og kendt i alle kristne retninger og samfund rundt om i verden, har selve bønnens ordlyd ikke udviklet sig og er blevet diskuteret og fortolket i to årtusinder.

Gennemgående er muligheden for på den ene side at fortolke bønnen eskatologisk og med fokus på en reel bøn om, at Guds almagt må vende det onde til det gode. Den anden mulighed er, at den bedende ønsker styrke til selv at forandre verden til et sted, der opfylder Guds hensigter.

Diskussionen af ordlyden "Komme dit rige" er et spørgsmål om, hvorvidt mennesket beder om, at Guds rige ved hans kraft skal blive til virkelighed eller om selv at få styrke til at ændre verden til et bedre sted. Den første tolkning om gudsrigets komme er en begivenhed, som den frelsende Messias traditionelt set skal varsle. Den anden tolkning er den mere humanistisk orienterede, hvor mennesket får styrke til at følge Jesu påbud om eksempelvis at elske den næste og hjælpe de fattige og hermed selv skabe Guds rige på jorden. I forlængelse af dette kan tredje bøn "Din vilje ske" ses som et ønske om, at mennesket på jorden skal opfylde Guds vilje og gøre det gode på jorden, som allerede sker i Himmelen.

Med en eskatologisk vinkel er fjerde bøn "Giv os i dag vort daglige brød" ikke en jordnær og enkel bøn om at få mad på bordet, men en problematisk oversættelse af et metaforisk ønske om, at man ikke i dag, men i morgen, forstået som ved Jesu tilbagekomst og apokalypsen, vil modtage retfærdighed. Modargumentet hertil er, at den jordnære bøn om brød lægger sig i forlængelse af Jesu opmærksomhed mod at give de fattige, hvad de har behov for i jordelivet. Mange forskere hælder i dag til denne sidste fortolkning.

LÆS OGSÅ: Guds rige og Guds vilje

Efter bønnen om tilgivelse og et løfte om at tilgive vore egne syndere lyder det i dag på dansk "Led os ikke ind i fristelse", en ordlyd, der implicerer, at Gud er med til at lede mennesket i fristelse som en prøve. Hvorvidt den originale tekst skal fortolkes som en bøn om ikke at blive prøvet som eksempelvis Job bliver det eller snarere en bøn om, at menneskets eget begær ikke skal lede dem af Guds vej, diskuteres stadig.

LÆS OGSÅ:"Blasfemisk" Fadervor korrigeret af den katolske kirke i Frankrig

Den afsluttende lovprisning
Den afsluttende lovprisning i Fadervor (Matt 6,13) er en gæst i det protestantiske og ortodokse Fadervor, men optræder traditionelt ikke i det romersk-katolske på italiensk. Det skyldes, at den ikke optræder i de ældste tilgængelige bibelhåndskrifter hos hverken Lukas eller Matthæus, og derfor sandsynligvis ikke har været en del af det oprindelige Matthæusevangelium.

Lovprisningen lægger sig tæt op ad en lovprisning i 1. Krønikebog (de to sidste bøger i Det Gamle Testamente). Ifølge Mogens Müller spiller lovprisningen en vigtig rolle i bønnen:

"Den er en bekendelse af troen på, at den Gud, man beder til, også har den magt, man forudsætter i bønnen."

Kilder: bibelselskabet.org, wikipedia.org, Mogens Müller, folkekirken.dk, kristendom.dk