Dante dikterer stadig opfattelsen af helvede og skærsild

Dantes "Den guddommelige Komedie" har stadig indflydelse på, hvordan vi forstår begreberne "helvede" og "himmel" i dag. Foto af William-Adolphe Bouguereaus (1825-1895) maleri "Dante og Virgil". Foto: Copyright: www.bridgemanart.com

For 750 år siden blev Italiens store digter Dante Alighieri født. Med "Den guddommelige komedie" skabte han ét af verdenslitteraturens højdepunkter, og han gav os en forestilling om himmel, helvede og skærsild

“Mitdvejs på vores vandring gennem livet/befandt jeg mig i mørke, dybe skove,/forvildet fra den vej jeg burde følge.”

På denne måde starter Dantes rejse i "Den guddommelige komedie". Værket stammer fra begyndelsen af 1300-tallet og er skrevet af italienske Dante Alighieri (1261-1321). I år er det 750 år siden, han blev født i Firenze. Og hans store værk "Den guddommelige Komedie" har stadig indflydelse på, hvordan vi forstår begreberne "helvede" og "himmel".

Dantes tre dødsriger

Med sig selv som hovedperson skildrer Dante en vandring gennem de tre dødsriger: fra helvedets pinsel over skærsildens renselse til paradisets lyksalighed. Med andre ord drejer det sig om menneskets vej til frelse. På sin vandring møder Dante ikke mindre end 1000 afdøde historiske eller samtidige skikkelser, som Homer, Aristoteles og pave Bonifacius 8.

“'Den guddommelige komedie' er en slags encyklopædi over kirke- og litteraturhistorien,” forklarer Dennis Meyhoff Brink, ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Den enorme fylde af personer og de detaljerede beskrivelser af dødsrigerne er ifølge Dennis Meyhoff Brink netop et af de karakteristiske træk for Den guddommelige komedie. Disse dødsriger vil vi se nærmere på nu.

Det evige fængsel: Helvede

“Foruden hvile blæser helvedsstormen/og river sjæle med sig, der må følge/hvorhen den vil, imens de hvirvles, piskes,/mishandles, gennemruskes; og med véråb,/med klage, hulken, møder de dens rasen.”

Sådan udmaler Dante helvedes pinsler, i hvilke de forbandede bliver martret og tortureret. I Dantes forestilling ligger helvede langt nede i jorden, i mørkets dyb. Selve riget er udformet som en kæmpemæssig tragt under den nordlige halvkugle, som snævres ind henimod jordens midtpunkt, hvor helvedesfyrsten Lucifer er frosset fast i en kerne af is.

Dantes helvedesrige har haft en enorm indfyldelse og eftervirkning. Ideen om det tragtformede helvede har siden Dante været en udbredt forestilling, og de kropslige og konkrete beskrivelser af helvedes pinsler har dannet forlæg for en lang række kunstneriske fremstillinger af blandt andre den store italienske renæssancemaler Sandro Botticelli og en af romantikkens store, franske kunstnere, Gustave Doré.

Mellem himmel og helvede: Skærsilden

På Dantes vej gennem helvedet er næste stop på rejsen skærsilden, purgatoriet. “Her vil jeg synge om det Andet Rige,/hvor menneskesjælen renser sig, og dermed/blir værdig til at stige op mod himlen,” skriver Dante.

Modsat helvedets mørke er skærsilden fyldt med opstandelsens lys, og menneskenes synder er ikke utilgivelige. Det betyder, at de, der er landet her, vil nå op i himlen ved at gå igennem den rensende skærsild. Skærsilden er en opfindelse fra 1200-tallet – og er ikke et sted, som er nævnt i Bibelen.

På Dantes tid var man vant til at forestille sig skærsilden under jorden, som et slags ekstra rige mellem himmel og helvede. Men Dante beskriver derimod skærsilden som et bjerg på den sydlige halvkugle, diametralt modsat den hellige by Jerusalem.

“Skærsilden er Dantes mest radikale opfindelse,” mener Dennis Meyhoff Brink og uddyber:

“Dante indfører et helt nyt verdensbillede, idet han for det første forestiller sig skærsilden som et bjerg og for det andet placerer det jordiske paradis på toppen. Dengang troede man bogstaveligt på, at paradiset lå mod øst, som der stod i Bibelen, men Dante placerer det på purgatoriebjerget, som ligger på den sydlige halvkugle, og dermed skaber han et helt nyt verdensbillede.”

En stige til himlen: Paradiset

“Jeg løfted mine øjne, lod dem vandre/som op fra dalens bund mod bjergets tinde,/og så’ – som når hver morgen horisonten/mod øst er lysere end der hvor solen/gik ned – et lys i spidsen af et kronblad/der stråled øverst, klarest af dem alle.”

Dante er nu nået op til toppen af purgatoriebjerget, hvor det jordiske paradis befinder sig, og hvorfra menneskene vil svæve op i det himmelske paradis. Paradisets univers er enormt luftigt og æterisk sammenlignet med helvedes konkrete og sanselige pinsler.

Dennis Meyhoff Brink forklarer hvorfor:

“I paradiset handler det om en højere og mere abstrakt erkendelsesform. Det individuelle er udvisket, og læseren skal forberedes på at skue Gud med det indre – og ikke det fysiske – øje.”

Sproget er svagt i paradiset, skriver Dante. Ordene kapitulerer over for det evige lys, de kan ikke nå det himmelske – og det er derved er op til læseren selv at se paradiset for sit indre.

Med "Den guddommelige komedie" skabte Dante et fænomenalt billedværk, som gav os en forestilling om livet efter døden, og i det følgende århundreder fungerede værket som en uudtømmelig inspirationskilde for især malerkunsten og derigennem også den måde, mange almindelige mennesker forestiller sig helvede, skærsild og efterliv.

“Ved at kategorisere synderne var Dante med til at give læserne en fornemmelse af, hvad man kunne risikere at få som straf eller fortjeneste,” siger Dennies Meyhoff Brink.

“Dante satte simpelthen billeder på efterlivet.”