Bodil Jørgensen: Noget voksede i mig, da jeg læste "De vises sten"

Som at ligge til opladning. Sådan beskriver Bodil Jørgensen oplevelsen af at læse den på en gang mystiske og traditionelle roman ”De vises sten”

Hvad gør man, når det man tror på pludselig bliver udstillet som løgn? Det spørgsmål må personerne i romanen ”De vises sten” forholde sig til, da den moderne verden trænger sig ind i den lille landsby, de bor i. Bogen er skrevet af forfatteren Johannes Anker Larsen i 1923, og især beskrivelserne af menneskets møde med naturen gjorde indtryk på skuespillerinde Bodil Jørgensen:
 
”Naturen fungerer som en voldsom kraft igennem hele fortællingen. Indbyggerne i landsbyen er nærmest i ét med den, og nogle steder er naturmødet beskrevet som en næsten religiøs oplevelse,” fortæller hun. ”Et sted i fortællingen falder en af karaktererne for eksempel nærmest i trance af at stå og betragte et træ.”

Men det var ikke kun de sanselige naturmøder, der fangede Bodil Jørgensen, da hun læste den mystiske roman. Opvæksten i et lille landsbysamfund genkendte hun fra sig selv:
 
”Fortælleren, som er bygget på forfatteren, er en bondeknold ligesom mig. Romanen er også en rejse tilbage i hans barndom, og det rører mig altid at læse om menneskers opvækst, fordi man som barn er forbundet til verden og naturen på en helt særlig måde,” siger Bodil Jørgensen.
 
Oplevelsen af tid var også noget af det, hun tog med sig, længe efter, bogens sidste side var vendt:
 
”Der var noget i mig, der voksede, da jeg læste den. På den måde har romanen påvirket min tro og min tro på evigheden. Jeg følte mig ophævet til et højere plan, og jeg tror, vi alle har godt af at få hævet vores perspektiv lidt væk fra os selv og de dumme skærme, som vi hele tiden sidder og glor ind i,” siger Bodil Jørgensen.

”Landsbyindbyggernes konfrontation med den moderne verden, som kommer snigende og truer med at fortrænge den tro, som hele samfundet er bygget på, er stadig relevant i dag. Romanen handler dybest set om, hvordan man fastholder meningen med livet, når man hele tiden bliver forstyrret. ”
 
Energien, som opfylder bogen og dens læser, gør den værd at fordybe sig i, mener Bodil Jørgensen:

”At læse den er ligesom at ligge til opladning. På den måde er den jo oplagt til hængekøjen.”