Oldkirken: Er Faderen, Sønnen og Helligånden ét væsen?

Billede af kirkemødet i Nikæa år 325. Foto: Wikimedia Commons

Fordi Bibelen ikke klart udtrykker en lære om Guds væsen, har netop dét været genstand for mange kirkelige diskussioner i de første århundreder af kirkens historie

Hvad er Guds sande væsen, og er Jesus guddommelig? Treenighedslæren var til kraftig diskussion i den byzantiske oldkirke, hvor forskellige kirkefædre stod fast på hver deres opfattelse.

Origenes og den økonomiske trinitet

En kirkefader fra Alexandria, Origenes (185-253 e.kr.), introducerede de fleste af de termer, som blev væsentlige for den nikænske og kappadokiske treenighedsteologi som vi kender i dag, selvom han i sin tid mødte modstand for sin tro på alle menneskers frelse samt sit syn på treenigheden.

Han mente, at faderen, sønnen og helligånden eksisterede som tre selvstændige hypostaser (klart adskilte væsener), og de står i et subordinationsforhold til hinanden: Faderen står over sønnen, og helligånden står under faderen og sønnen. 

Denne gudsforståelse er et udtryk for en økonomisk treenighedsteologi, og var den almindelige gudsforståelse på Origenes tid, men i Alexandria mødte den stor modstand af en presbyter i Alexandria, Arius (250-336 e.kr.). Arius forkastede treenighedslæren, for han mente, at siden Jesus var skabt, kunne han ikke have været hos Gud fra begyndelsen, og heller ikke i egentlig forstand være Gud.

Læs også: Origenes (ca. 185-254) 

Nikæakoncilet år 325

Arius’ lære medførte kristologiske problemer, for hvis Jesus ikke var guddommelig, så kunne han heller ikke frelse mennesket, og læren fik reel indflydelse, fordi store skarer af tilhængere støttede op om hans teologi. Athanasius, som på dette tidspunkt var en ung præst i Alexandria, havde en særlig indflydelse, da man ved Nikæakoncilet fik afgjort dette med en lære om Kristus: Jesus var født, og ikke skabt, som Arius havde hævdet.
 
Resultatet var en trosbekendelse, som fordømte Arius’ lære som kættersk, og fremsatte en lære om treenigheden: treenigheden er en trehed (personer) i enhed (væsen).

Læs også: Arius nægtede Kristi guddommelighed 

De kappadokiske fædre

De kappadokiske fædre er betegnelsen for tre kirkefædre fra Kappadokien i Tyrkiet, der i samme periode havde stor indflydelse på treenighedslæren. Disse fædre er de to brødre, Basilios den Store (af Cæsarea) og Gregor af Nyssa, samt Basilios’ studiekammerat, Gregor af Nazianz. Deres bidrag til treenighedslæren kommer til udtryk ved kirkekoncilet i Konstantinopel år 381, hvor man foretog en række tilføjelser til den nikænske trosbekendelse - den såkaldte Nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.

Da man udformede den nikænske trosbekendelse, havde man ingen lære om Helligånden, hvorfor Helligånden blot nævnes som den tredje trosartikel man bekendte sig til. Takket være Basilios den Stores værk De Spiritu Sanctu (“Om Helligånden”), kunne man i Konstantinopel udvide denne artikel. Han havde i værket argumenteret for Helligåndens guddommelighed, og hvorfor ånden er uadskilleligt forbundet med faderen og sønnen, og deler samme ære og værdighed.

Konsekvensen af hele treenighedsdiskussionen i oldkirken blev en udformning af den trosbekendelse vi kender i dag, en bekendelse af faderen, sønnen og helligånden, som både den katolske, ortodokse og protestantiske kirke tilslutter sig.

Andre læser lige nu