Pesach er også en reaktion på den kristne påske

Den kristne påske er vokset ud af den jødiske pesach, men den kristne påske har ligeledes været med til at forme den jødiske pesachfejring og sætte fokus på ritualernes oprindelige betydning. Sådan har religionerne udviklet sig i samtale med hinanden

På Jesu tid rejste man, som jøde, tre gange årligt- til pesach, ugefesten og løvhyttefesten - på valfart til Jerusalem for at ofre i templet.

Jesus fejrede den jødiske påske, pesach

Vi ved ifølge evangelierne, at Jesus selv rejste til Jerusalem til disse fester og underviste i templet. Se Mark 12:41; Luk. 21:1; Joh 8:2.

Det var i Jerusalem, at Jesus fejrede den jødiske påske, pesach, med sine disciple. Pesachens første aften kaldes seder-aftenen, hvor man – stadig i dag - spiser rituelt mad, som symboliserer hebræernes slaveri i og udfrielse fra Ægypten. Af det rituelle mad er lam, usyret brød, bitre urter og vin centralt.

I Haggadah’en, bogen, der indeholder den jødiske påskefortælling og som i dag læses ved påskens første aften, står der: »Rabban Gamliel plejede at sige: ”Enhver, som ikke på pesach-festen omtaler disse tre ting, har ikke gjort sin pligt; disse er: Pesach-offeret, det usyrede brød, de bitre urter«.

Rabban Gamliel levede i det første århundrede efter Kristi fødsel, og hans insisteren på, at man hvert år skulle genfortolke offerlammet, det usyrede brød og de bitre urter, kan forstås som en distancering til kristendommen.

Der var nemlig også en klar kristen forståelse af disse tre symbolske madvarer:

Jesus – som i Det Ny Testamente kaldes ’Guds lam’ - indtog i en kristen forståelse offerets rolle. Som påskeofferet påtog han sig menneskenes synder.

I Mattæus 26 hører vi, at Jesus indstifter det usyrede brød (og vinen) som nadver:

»Tag det og spis det; dette er mit legeme«. Nadversakramentet er i den romersk-katolske kirke blevet forstået bogstaveligt således, at der under sakramentet sker en væsensforvandling, som transformerer nadverbrødet til Jesu legeme og vinen til Jesu blod. Jesu fejring af seder-aftenen er dermed ’den sidste navder’

De bitre urter, der i den jødiske fortælling referer til hebræernes forbitrede liv som slaver, er i en kristen sammenhæng kædet sammen med Jesu lidelseshistorie.

Det er i lyset af distancen fra den kristologiske fortolkning af påsken, at vi skal forstå det ejendommelige fravær af Moses i Haggadah’en.

Moses, som udfriede jøderne fra Egypten, er den centrale figur i den jødiske påskefortællingen, men han nævnes kun én gang, endda i et bibelcitat, i Haggadah’en.

Svaret på Moses’ fravær kan netop være, at Jesus i den kristne fortolkning er mellemled for forløsning og syndsforladelse. Da jøderne ville tage afstand fra kristendommen, og ikke ønskede at Moses skulle repræsentere et menneskeligt mellemled, blev fokus flyttet til Gud.

På trods af, at den kristne påske har sine historiske rødder i den jødiske pesach, som Jesus selv fejrede, har den kristne forståelse af påsken været med til at forme den jødiske pesachfejring ved at understrege betydningen af ritualernes oprindelige betydning.

Kristendommen kan dermed ikke forstås som blot udsprunget fra jødedommen; religionerne har udviklet sig i samtale med og distance fra hinanden.