"Det er trettende Marts, Natanael. Og Fredag"

Den danske litterære klassiker "Løgneren" begynder har en degn som hovedperson. Bliv ledt ind i romanen her

"Trettende Marts. Det er taaget. Natanael, jeg har faaet Lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har bare Brug for En at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle.

Det er trettende Marts, Natanael. Og Fredag.
 
Det er Taage udenfor. Det er tidligt paa Eftermiddagen, men det er saa mørkt, at jeg knap kan se, hvad jeg her sidder og skriver i min Stue. Naa-ja, det betyder jo heller ikke noget.

Trettende Marts. Taage."

Sådan lyder de første linjer af Martin A. Hansen roman "Løgneren" fra 1950. Degnen Johannes Vig lever et hensunket liv på Sandø, og bogen består af hans dagbogsoptegnelser, skrevet til figuren "Natanael".

Romanen står som et hovedværk i dansk litteratur, selv om Martin A. Hansen for nyligt faldt ud af danskfagets fælleskanon for folkeskolen og gymnasiet.

Oprindelig var "Løgneren" en radioroman, og læseren Ejvind Nielsen deler her sit minde om at møde romanen i radioen for første gang:

"Jeg er vokset op på en lille landbrugsejendom i Blommenslyst på Fyn, hvor der ikke var tradition for at læse skønlitteratur. Vi børn måtte heller ikke uden videre høre radio og bruge unødvendig strøm! En dag listede jeg alligevel ind i dagligstuen og lukkede op for radioen. Det var hen under aften, og jeg havde sikret mig, at min far var gået ind i stalden, og så vidste jeg, at han i hvert fald ikke kom ud den første time. Køerne skulle både fodres og malkes. Det var i 1950. Jeg var 10 år, og ved et helt tilfælde kom jeg til at høre skuespilleren Pouel Kern læse Martin A. Hansen roman ”Løgneren” op."

Mange har ladt sig inspirere af Martin A. Hansens roman, og i en parafrase over Johannes Vigs egen skrivestil i romanen skriver mag.art. Jesper S. Christensen her et brev til netop Johannes Vig: 

"Jeg har også haft en periode, hvor jeg skældte dig hæder og ære fra, og har derfor lidt forståelse for de lærdes irritation over det vigende og konfliktsky i dit væsen. Kontrasten mellem dæmonien og biedermeier-kvaliteterne i dig. Men var det virkelig kun en æstetisk-erotisk leg med hende Annemari, som du jo omtrent kunne være far til, eller var der alvor bag? Og hvad med den gammeldags moral du brystede dig af, dette her med at det var hensynet til din elev og ven Oluf, Annemaris forlovede, der fik dig til at tøve så længe. Det var løgn, men du vidste det også selv, og afslørede det for læserne, selvom man måske først opdager de sidste spidsfindigheder ved anden eller tredje læsning."

På universiteterne er "Løgneren" i generationer blevet vendt og drejet. Her giver litteraturprofessor Bo Hakon Jørgensen et indblik i, hvorvidt Martin A. Hansen i "Løgneren" mener, at mennesket er en ø:

"Det er sagt så mange gange før, men med Johannes Vig på denne ø er man inderst inde i ethvert menneske, der gør sig tanker om troen og livets mening eller meningsløshed. Er det blot forfængelighed, når man fortæller om, at noget åbnede sig for en? Eller var det guddommelige alligevel forbi med sin finger? Og kan poesien fortælle om dette?"

"Løgneren" handler også om præst, prædiken og forkyndelse. For Johannes Vig må overtage tjenesten og læse teksterne, da præsten ikke kan komme over vandet til Sandø på grund af tågen. Det skriver forfatter og cand.theol. Ole Juul om her:

"Du er, som Johannes Vig siger det, denne valplads, hvor to magter slås om magten i dig, og der gives ikke noget ingenmandsland. Enhver, der enten har stået på prædikestolen tredje søndag i fasten eller siddet som menighed i skibet, ved, at det er en afgørelsens stund."

For et par år siden udkom "Løgneren" i en ny udgave, og i den anledning bragte Kristeligt Dagblad skuespilleren Jens Albinus' forord til romanen. Han skriver blandt andet:

"For mig er Løgneren en roman om at være hjemme i sin egen tilværelse, og det er heri, den transcenderer sin tidsbundethed og taler ligefremt til enhver læser. Løgneren handler om at finde hjem. Eller man kunne komplementært sige: Den handler om den fremmedhed, der stiller sig hindrende i vejen for at finde hjem. Et sted i bogen skal Johannes i sin egenskab af degn læse Lukas-evangeliets beretning om den urene ånd, der bliver uddrevet af sin bolig, går gennem tørre steder og ikke finder hvile. Og da den beslutter sig for at vende tilbage til det hjem, den har forladt, finder den dette hus fejet og prydet, forandret og ikke længere et hjem. Teksten forekommer Johannes fremmed og vild, og mens han læser den op for den lille forsamling af øboere, får han for sig, at en fremmed farer i ham og vil, at han skal give sig til at udlægge teksten for dem, gøre den endnu mere fremmed og vild for dem."

Litteraturforsker Anders Thyrring Andersen har skrevet en bog om Martin A. Hansens forfatterskab. Han blev i anledning af udgivelsen interviewet af Kristeligt Dagblad, hvor han blandt andet sagde følgende:

"For Martin A. Hansen er kristentro aldrig en tilstand, eller noget man bliver færdig med. Den er derimod en proces, en vedvarende tilblivelse, for nu at bruge et paradoksalt udtryk. Johannes Vig i Løgneren er i den forstand lidt en undtagelse, fordi han standser op, før han bliver kristen. Han repræsenterer det sted, Kierkegaard kalder humoristen den, der ved, hvad kristendom er, men ikke vover at kalde sig selv kristen. Det er det menneske, der har indset, at de menneskelige løsninger ikke er nok, at det etiske ikke er nok, og som derfor længes efter at tro, men ikke kan det."

Citatet i toppen af artiklen er taget fra Gyldendals udgave (1950)