Kierkegaards tanker om kærlighed er populær blandt katolske teologer

Flere katolske tænkere fra mellemkrigstiden og frem til i dag har udvist stærk interesse for Søren Kierkegaard. Det er især hans menneskeforståelse, der på flere punkter falder bedre i hak med den katolske lære end med Luthers

Hvis Søren Kierkegaard havde levet længe nok, så var han blevet katolik, skrev Georg Brandes i sin bog om denne store filosof og teolog.

I en rundskrivelse, som pave Johannes Paul II udsendte i anledning af sit 20. år som pave, nævnes Kierkegaard på linje med Paulus og kirkefædrene: ”Som en teologisk dyd befrier troen fornuften for indbildskhed, den typiske fristelse for filosoffer. Paulus, kirkefædrene og, tættere ved vor egen tid, filosoffer som Pascal og Kierkegaard kritiserede en sådan indbildskhed.” (Tro og fornuft kap. 76).

Så selvom Kierkegaard traditionelt er blevet anset for en af de mest lutherske af tænkere, vækker hans tanker om mennesket som ”en syntese af legeme og ånd, af timelighed og evighed” interesse hos katolske teologer. Og ikke mindst har Kierkegaards værk, ”Kærlighedens Gerninger (1847) fået betydning for 1900-tallets katolske teologi.

Det fremgår af en nyligt udkommen bog ”Catholic Theology after Kierkegaard” (Katolsk teologi efter Kierkegaard) af assisterende professor i Systematisk Teologi ved Radboud Universitet i Holland, Joshua Furnal. Især i Kierkegaards forståelse af kærlighedens ophav kan man spore den opfattelse af kærligheden, som den katolske kirke står for.

Kærligheden i den katolske kirke og hos Luther

I den katolske kirkes forståelse kommer kærligheden direkte fra Gud. I frihed kan mennesket modtage denne kærlighed og virkeliggøre den i sit liv. Kærligheden er den guddommelige dyd, siger den katolske lære, hvormed vi elsker Gud over alle ting og vor næste som os selv på grund af Guds kærlighed. Kærligheden er hjertet i hele det kristne liv og findes i alle andre gode egenskaber.
 
Kierkegaards hovedværk ”Kjerlighedens gjerninger” bygger oven på Martin Luthers forståelse af kærlighed mellem mennesker og mellem Gud og mennesker. Luther taler om kærlighed som det, der udelukkende udspringer af troen. 

Troen er kærlighedens kilde – og vantro er ophav til de onde handlinger. I sin skrift ”Om et kristenmenneskes frihed” hedder det hos Luther, at hvad man har fået, nemlig Guds tilgivende kærlighed, det skal man også give videre. Derfor kommer de gode gerninger af troen. Men kærligheden til næsten er vel at mærke en fordring, som det troende menneske hele tiden må holdes fast på.
 
Kierkegaard viderefører i ”Kjerlighedens gjerninger” denne forståelse af mennesket og kærligheden,

Søren Kierkegaards " Kærlighedens gerninger" 

”Kærlighedens Gerninger” hører til en af Kierkegaards hovedværker. Bogen er bygget op som 18 taler, hvor kærlighedens mange sider i mødet med det andet menneske undersøges – og det helt til bunds! Temaet er buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv. Mennesket udtrykker gennem det at gøre kærligheden sit forhold til Gud. Det er idealet. Men ofte går det ikke sådan. Kærlighedens problematik som jalousi, misundelse og vaner mv. undersøges i værket. Til trods for menneskets misbrug af eller fordrejning af buddet om kærlighed, så står det fast for Kierkegaard, at kærligheden er givet af Gud. For Gud er kærlighedens kilde.
 
Endvidere gælder det, at kærligheden er det, der opbygger og udvikler mennesket. Kærligheden giver den enkelte mod til at leve sit eget liv. Kærligheden til den anden eller næsten forudsætter, at den anden selv har kærligheden i sig.

Kierkegaard skriver sådan:

”Kjerlighedens skjulte Liv er i det Inderste, uudgrundeligt, og da igen i et uudgrundeligt Sammenhæng med hele Tilværelsen. Som den stille Søe grunder dybt i det skjulte Kildevæld, hvilket intet øie saae, saaledes er Menneskes Kjerlighed endnu dybere, i Guds Kjerlighed. Dersom der intet Væld var i Bunden, dersom Gud ikke var Kjerlighed, da var hverken den lille Søe, ei heller et Menneskes Kjerlighed” (Kjerlighedens Gjerninger s. 15).

Kierkegaard mener, at kærligheden ligger bag vores tilværelse eller i ”dybet” af vores tilværelse. Ja, det er kærligheden, der bærer livet og holder det oppe. Og det giver Kierkegaard så en kristen forklaring: Det er Gud, der er ophav til kærligheden. Ja, Gud er identisk med kærligheden. For den katolske kirke er Gud ligeledes kærlighedens ophav, der omslutter mennesket og er i mennesket, fordi det i sig bærer Guds billede.

På den anden side understreger Luther, at mennesket er så bundet af sin egen vilje, at det hele tiden må stilles over for kravet om at elske næsten. Mennesket gør ikke det gode af egen drift, fordi mennesket vil sig selv. Det vil sige, at Kierkegaard i sin opfattelse af kærligheden snarere nærmer sig den katolske end den lutherske forestilling.

Den katolske kirke ser ligheder mellem Kierkegaards og Thomas Aquinas tænkning

I den gruppe af nutidige katolske teologer, som prøver at bygge bro over og om muligt at hele forholdet mellem det lutherske og det katolske, er man netop optaget af Kierkegaards formuleringer. Man ser her hos Kierkegaard en samstemmighed med den katolske lære om mennesket.

Katolske teologer ser i Kierkegaards opfattelse af kærlighedens væsen og dermed hans menneskesyn en overensstemmelse med oldkirkens fædre og ikke mindst den middelalderlige teologi, sådan som den blev udformet af kirkens nok største teolog, Thomas af Aquinas.

Ifølge Thomas` er mennesket skabt med en længsel efter sandheden, efter Gud. Eller som det formuleres i Den katolske Kirkes Katekismus:

”Det bevarer længslen efter det gode, men dets natur er såret af arvesynden”.

Men på grund af syndefaldet kan mennesket ikke selv nå frem til Gud. Derfor kommer Gud i sin kærlighed mennesket i møde og kalder på dets tro. Og når mennesket kan svare Gud, så skyldes det, at Guds billede stadig findes i hvert menneske.

”Det stråler frem i mødet mellem mennesker…. Mennesket når sin fuldkommenhed ved at søge og elske, hvad der er sandt og godt.. Med sin fornuft kender mennesket, hvad der er Guds stemme, som tilskynder det til at gøre det gode og undgå det onde”.

Den katolske kirke ser således en overensstemmelse mellem en af de vigtigste kirkefædre og Kierkegaard, når sidstnævnte i et andet vigtigt værk, nemlig ”18 opbyggelige taler” skriver, at mennesket af sig selv stræber efter det, som det er skabt til. ”:..thi det at kjende Gud er det Afgjørende, og uden denne Kundskab vilde et menneske blive til slet Intet, ja maaske neppe være istand til at fatte sandhedens første Hemmelighed, at han selv er slet Intet, end mindre da, at det at? trænge til Gud er hans høieste Fuldkommenhed” (”Atten Opbyggelige Taler” s. 289).

Den katolske tolkning af Kierkegaard

I ” Sygdommen til døden” skriver Kierkegaards psydonym, Anti-Climacus, at menneskets længsel efter at gøre det gode har sin baggrund i enheden med Gud. I ”Sygdomme til Døden” fremsætter han netop sit menneskesyn sådan: Mennesket er en syntese af timeligt og evigt. Og mennesket er det eneste væsen, der kan forholde sig til sig selv. Dette forhold er sat af Gud.

Den katolske kirke ser ligeledes mennesket som et moralsk væsen, udstyret med fornuft, vilje og frihed. Det er i stand til at kende sig selv, tage ansvar for sig selv, hengive sig og indgå fællesskab med andre. Mennesket er mere end sin egen natur. For det har Guds billede i sig.

Om Søren Kierkegaards tænkning skriver en af den katolske kirkes største filosoffer i nyere tid, Cornelio Fabro (1911-55): Kierkegaards tænkning er dybt forankret i og inspireret af Luthers kristendomsforståelse. Men samtidig udtrykker Kierkegaard i sit menneskesyn også en opfattelse af forholdet mellem Gud og mennesket, som ligger den katolske opfattelse nær.

Kierkegaards bestemmelse af mennesket som en syntese af timeligt og evigt svarer til den katolske opfattelse af mennesket som et væsen, der både er natur og i sig bærer Guds billede. Det betyder, at mennesket i sig har en Gudgiven mulighed for at bruge sin vilje og fornuft, selvom mennesket også er hæmmet af sin egoisme.
 
Kierkegaards kristendomsopfattelse er ikke alene en videreførelse af Luthers, men også til inspiration for udviklingen af en katolsk teologi i moderne tid.

Kilde: www: katolsk.dk