Interview

Folkekirken presses af europæiske debatter om tro, religion og kirke

Her demonstrerer kvinder mod de foreslåede ændringer i Polens restriktive abortlovgivning i Warszawa i juni 2016. Ændringerne vil betyde totalforbud mod abort Foto: AFP or licensors

Europæiske lande forholder sig i høj grad til kirke, kristendom og andre religioner, men de gør det på vidt forskellige måder. Forskelligheden betyder ifølge professor Peter Lodberg, at den danske folkekirke går en svær, turbulent og vigtig tid i møde

Religion fylder i nutidens Europa. Vi ser det i Frankrig, der kæmper med religionens plads i det offentlige rum. Vi ser det i Tyskland, hvor den evangeliske kirke stadig har en stemme i den offentlige debat og vi ser det i Polen, hvor den katolske kirke har stor indflydelse på værdimæssige spørgsmål. Og i Danmark har vi en rummelig folkekirke, der er tæt knyttet til staten. 

Og ifølge Peter Lodberg, professor (mso) i Systematisk Teologi på Aarhus Universitet, er det netop en udfordring, at Europas lande har vidt forskellige tilgange til, hvor meget og hvordan religion og kirke skal fylde i samfundet:

”I den ene ende af skalaen er der Frankrig, som vil have det offentlige rum totalt renset for religion og religiøse symboler. En holdning, der kun er blevet skærpet med de seneste års terrorangreb og den store tilstedeværelse af islamisme i landet.”

Frankrigs sekulære arv går helt tilbage fra revolutionen i 1789, men nu stilles der igen alvorligt spørgsmålstegn ved religionens plads:

”Frankrigs klassiske sekularisme er udfordret, idet både Nicolas Sarkozy og Marine Le Pen, der begge stiller op til det kommende præsidentvalg, prøver at få den katolske kirke i landet til at påtage sig rollen som den institution, der forener franskmændene. Kristendom har historisk set fyldt meget i Frankrig som et samlende nationalt element, og netop den praksis prøver de to præsidentkandidater at genoplive, mens den nuværende præsident Francois Hollande fra socialisterne vil holde fast i den sekulære dagsorden. Religion kan derfor meget let blive et stort tema i den kommende præsident-valgkamp i Frankrig,” siger Peter Lodberg.

Men hvor Frankrig overordnet set har gjort op med religionens indflydelse på samfundet, er der andre lande i Europa, hvor kirke og tro fortsat har stor politisk betydning.

”I den anden ende af det europæiske spektrum har vi så Polen, der historisk set altid har været et af de store katolske lande med en stærk tro på kirken fra både systemets og borgernes side. Men Polen er også i de senere år gået meget hurtigt fra at være en del af et socialistisk Sovjet-system til et liberalt, vestligt system. Og undervejs i den proces har polakkerne måske glemt at spørge sig selv: Hvori består vores nationale polske identitet? Og hvordan bevarer vi denne identitet i vores internationale forankring, som i høj grad er betinget af den geografiske position mellem to stormagter, Rusland og Tyskland?” siger Peter Lodberg.

Svaret bliver for mange polakker den katolske kirkes værdier, som politik i Polen derfor også må indordne sig under. Det ser man for eksempel i spørgsmål om abort, men også i andre spørgsmål om både frihed i det offentlige rum, og hvad medierne må sige – og ikke må sige. 

Både Polen og mange andre østeuropæiske lande bærer på en historisk arv fra tiden som en del af Osmanner-riget og helt op til 1. Verdenskrig. Den bevidsthed gør, at man mange steder er modstandere af den muslimske indvandring, som man for eksempel har set i Tyskland. Tyskland repræsenterer derfor ifølge professoren en helt tredje tilgang til religionens rolle i det offentlige rum.

”Lige siden 2. Verdenskrig har de tyske kirker, både den katolske og den protestantiske, spillet en væsentlig rolle i den offentlige debat i Tyskland. Kirkerne og teologien skal tale med den moralens stemme, der skal sikre, at det, der skete i Tyskland i 30´erne og 40´erne, ikke sker igen. Følelsen af meget dårlig samvittighed fra 2. verdenskrig tynger stadigt tyske politikere. Problemet er selvfølgelig bare, at man måske har lukket så mange flygtninge ind, at det er blevet til et problem – også demokratisk. Uligheden er nemlig stigende i Tyskland – og især i det gamle DDR er der mange tyskere, som føler sig skubbet ud af flygtningene og marginaliseret, og som ikke deltager hverken i valgene eller andre dele af det demokratiske liv,” mener Peter Lodberg.

I Danmark er vi ikke lige så sekulære som i Frankrig, vi er heller ikke ligeså religiøse som i Polen – og kirken i Danmark har slet ikke samme etiske og moralske stemme som kirken i Tyskland.

”Den danske folkekirke er blød og har plads til både Indre Mission og grundtvigianerne, til præster der gerne vil vie homoseksuelle og præster, der ikke vil vie fraskilte, fra traditionelle måder at være kirke på til de mere eksperimentelle."

Fordi både religionens generelle plads og kirkernes rolle i de europæiske lande er så varieret, kan vi heller ikke bare finde en samlet løsning på, hvilken plads, religion og kirker skal have i fremtidens Europa:

”Vi får at vide, at tiden kalder på klare meldinger og lige så krystalklare svar. Der er ikke plads til hverken religiøs mangfoldighed eller for den sags skyld religion og sekularitet side om side. Omvendt er det lige præcis dér, hvor folkekirken befinder sig,” mener Peter Lodberg. Han mener, at det krav om svar lægger pres på folkekirken:

"Kirken herhjemme er sat under et voldsomt krydspres fra flere sider, både fra dem, der synes, at folkekirken er for rummelig og fra dem, der synes, at den mangler rummelighed. Og det er let at tage folkekirken til indtægt for modstanderens synspunkt, hvilket også sker. Den ene dag er folkekirken gammeldags og stiv, mens den ikke forkynder evangeliet den næste,” siger Peter Lodberg, der dog ikke mener, at folkekirken har nogen anden mulighed end netop at insistere på mangfoldigheden.

”Folkekirken er nødt til at være rummelig, hvis den vil overleve både sekularismen på den ene side og de andre trossamfund på den anden. På den måde har den også et skæbnefællesskab med en anden af samfundets store institutioner, nemlig folkeskolen. De to er noget af det eneste samlende, der er tilbage i det danske samfund, og de er begge udfordret af private organisationer – hvad enten det er privatskoler, andre trosretninger eller sekularisme.”

Derfor vil det sikkert i lang tid endnu være umuligt for folkekirken ikke at være under dobbelt beskydning, erkender Peter Lodberg. Han mener, at folkekirken kun kan overleve, hvis den holder fast i at være dér, hvor man kan søge hen for at få de store svar – uanset hvem man er, og hvad man tror på.

”Det vigtigste i den turbulente tid, der venter, er bevidstheden om, at det er helt ok at svarene på de store spørgsmål varierer fra præst til præst, fra kirke til kirke. For mennesker er forskellige, og folkekirkens styrke er at understøtte variation – samtidig med at den stadig er én samlet folkekirke.”