Indføring

Tager folkekirken politisk stilling, når den agerer socialt?

Demonstration fra Brorsons Kirke til Christiansborg Slotsplads mod politiets anholdelse af afviste irakiske asylansøgere. Daværende præst i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, mente ikke selv, at han tog politisk stilling, da han husede de afviste asylsøgere. Men det gjorde andre. Foto: Scanpix.

I Danmark er der en løbende diskussion blandt teologer, præster, biskopper og politikere om folkekirkens plads i den politiske debat. Må folkekirken agere eller tage politisk stilling? Og næste spørgsmål er: Kan den lade være?

Kristendom er tydeligt til stede i det danske politiske landskab. Vi har et kirkeministerium, der varetager folkekirkens realpolitik, og samtidig vil den politiske værdidebat ofte inkludere aktører, der repræsenterer kristendom. Vi har sågar et politisk parti, der eksplicit udtrykker en kristen religiøs holdning.

LÆS OGSÅ: Folkekirken skal ikke have en politisk ordfører

Men når det kommer til spørgsmålet, om hvor folkekirken bør placere sig i den politiske og offentlige debat, er der langt fra enighed blandt politikere og repræsentanter fra kirken. Det er en gammel diskussion, der konsekvent optræder, når kirken bliver sat i forbindelse med en aktuel politisk debat. 

Hvornår blander kirken sig? 

Der har været mange eksempler på dette inden for de seneste år. Den daværende præst i Brorsons Kirke på Nørrebro Per Ramsdal gav i 2009 støtte til en række afviste irakiske asylansøger, der under aftale mellem Danmark og Irak skulle hjemsendes

LÆS OGSÅ: Flere præster er klar til at skjule flygtninge

Fra perioden 17. maj til 13. august husede Brorsons Kirke under Ramsdals beslutning omtrent 70 af de asylansøgere, der ifølge Justitsministeriet ikke ønskede ”at medvirke til hjemsendelse.”

Beskyttelsen ophørte, da Københavns Politi ryddede Brorsons Kirke og anholdt de huserende asylansøgere. Ramsdals beslutning om at skjule de irakiske asylansøgere igangsatte en voldsom debat om kirkens stillingtagen til politiske emner. Ramsdal selv så dog ikke beslutningen som politisk, men som et udtryk for medmenneskelighed og næstekærlighed.

Teologisk vakte dette røre, og Ramsdal blev anklaget for selvgodhed fra blandt andet præst og debattør Sørine Gottfredsen. Og præst og daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup mente, at Ramsdal misforstod buddet om næstekærlighed. I Krarups optik var buddet kun henvendt den personlige næste og ikke til en gruppe asylansøgere

Men også fra ministeriel side var der kritik. Daværende integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech beskyldte blandt andet Ramsdal for at blande religion og politik.

Her henvist Rønn Hornbech til Luthers berømte to-regimente-lære. Men medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti og teolog Margrethe Auken var uenig. Hun opfordrede Rønn Hornbech til at læse lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Her så man altså to opfattelser af, hvad kirken må, og skal gøre i den politiske virkelighed. 

LÆS OGSÅ: Folkekirkens Nødhjælp i modvind efter Israel-protest

Også i udenrigssager har repræsentanter fra folkekirken markeret sig. For eksempel igangsatte Folkekirkens Nødhjælp i 2012 en kampagne, som kritiserede den israelske separationsmur, der adskiller Israel og de palæstinensiske områder.

Kritikken var rettet mod de humanitære konsekvenser, muren har haft for de palæstinensiske områder. Her kritiserede blandt andet sognepræst og borgerlig debattør Edith Thingstrup Arzrouni kampagnen for at blande religion og politik, hun kaldte desuden tiltaget for ”venstrefløjsaktivisme.” 

Er det et problem, at folkekirken tager politisk stilling?

Det bliver ofte fremført, at det danske samfund beror på en klar adskillelse mellem religion og politik. Dette princip kan refereres tilbage til Luthers førnævnte lære om de to regimenter.

Luther inddelte verden i en dualisme mellem det verdslige regimente, som består af staten, familien, kald, stand, folk og det åndelige regimente, som kirken varetager. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen anvendte en tolkning af denne lære i 2006, da han udtalte sig om forholdet mellem politik og religion:

”Her bør ethvert menneske, også politikere, vise ydmyghed og erkende, at vi slet intet ved om, hvad denne eller hin gud måtte mene om vores forehavender”.

Det religiøse og det politiske bliver i den sammenhæng opfattet som to sfærer, der ikke bør overlappe. Og som institution bør folkekirken ikke blande sig i politiske sager. Så længe vi har en offentlig og statsstøttet folkekirke skal den ikke, ligesom hospitaler og folkeskoler, blande sig i politiske spørgsmål.

Den samme holdning fandt man hos Venstres tidligere folketingskandidat Jakob Engel-Schmidt efter, at en række biskopper havde kritiseret Venstres udspil til en udlændingeaftale i oktober 2014. Her sagde han: 

”Hvis landets præster og biskopper mener, at det er deres job at kommentere politiske tiltag, så har de helt og holdent misforstået den opgave, de har fået tildelt af samfundet”

Det bliver ligeledes ofte påpeget, at folkekirken potentielt kan blive politiseret i en bestemt retning, hvis dens repræsentanter markerer sig i politiske debatter. Som en offentlig statslig institution skal folkekirken forholde sig politisk neutral, da den muligvis kan virke ekskluderende på de medlemmer i sognet eller stiftet, der ikke deler kirkens stillingtagen til de nævnte emner. 

LÆS OGSÅ: Sådan splittes Venstre af kirkereformen

Man kunne for eksempel forestille sig, at Brorsons Kirke mistede en del af de medlemmer, som ikke delte Ramsdals opfattelse af de afviste asylansøgeres sag. 

Kan folkekirken helt undgå politik?

Andre mener, det er naivt at tro, at folkekirken kan være en ikke-politisk institution. Politiske og moralske spørgsmål hænger ofte sammen, og kristendom spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Derfor er det helt naturligt, at en institution som folkekirken indgår i disse debatter.

Desuden er det et teologisk omdiskuteret spørgsmål, hvordan Luthers to-regimente-lære egentlig skal forstås.

For eksempel har professor i teologi Svend Andersen påpeget, at Luthers lære om de to regimenter ikke betyder en adskillelse mellem religion og politik, men blot, at man bør skelne mellem disse to aspekter i samfundet. At der er et rum i samfundet, hvor den statslige magt udøves, og et åndeligt rum, hvor den statslige magt ikke udøves. Men dette betyder ikke, at disse to sfærer aldrig overlapper. Som Andersen skriver: 

”Næstekærligheden betyder, at man handler til bedste for andre. Der er altså ikke tale om en adskillelse, men en skelnen mellem de to. Luther blandede sig for øvrigt selv i politik med sine skrifter.”

Diskussionen om, hvorvidt folkekirken må agere politisk, kan være ret kompliceret. Blandt andet fordi der kan være forskellige opfattelser af, hvornår noget er et politisk spørgsmål, og hvornår noget er et kirkeligt anliggende.

For eksempel mente kritikere af sagen om Ramsdal og de irakiske asylansøgere, at hans valg var politiserende, mens han selv forbandt det med en næstekærlig pligt, der ikke havde noget med politik at gøre.

LÆS OGSÅ: Pas jeres levevej som biskopper

Samtidig kan det være svært at bestemme, hvornår nogen taler på folkekirkens vegne. For eksempel har vi i Danmark et hav af meningsdannere, der er præster i folkekirken, og som tydeligt inddrager deres religion i politiske spørgsmål. Her vil det ofte påpeges, at disse meningsdannere ikke udtaler sig som præster, men som civilpersoner med politiske holdninger.

For nogen kan skellet virke kunstigt. Kunne man ikke sagtens forestille sig, at det vil have en politiserende effekt på en præsts menighed, hvis man udtaler sig om politiske emner i sin fritid? 

Så længe den danske folkekirke består af så forskellige opfattelser af kirkens rolle i samfundet, vil denne diskussion fortsætte. Kirken er, med Hal Kochs ord, et ”velordnet anarki”, der altid vil have vidt forskellige opfattelser af dens pligter og formål i det danske civilsamfund.